Skyttegravskrigene
1. verdenskrig er blevet berygtet for sine blodige skyttegravskrige. Krigen var en stillestående krig. Med dette menes, at den ikke havde de bevægelige fronter, som var karakteristiske for 2. verdenskrig og de fleste andre krige.
Vestfronten (fronten mellem Tyskland og Frankrig) var ekstremt statisk. Den eneste periode, hvor der var større ændringer i fronten, var i den indledende fase, da Tyskland angreb gennem Belgien i henhold til (den såkaldte Schlieffen-plan). Den tyske fremrykning sommeren 1914 var succesfuld, og en overgang i august var Paris truet. Det lykkedes imidlertid franskmændene at stoppe fremrykningen i begyndelsen af september 1914 i det såkaldte Marne-slag, og fra da af blev fronten statisk og kendetegnet af skyttegravskrig. Generalerne drømte om det store gennembrud – et gennembrud som aldrig kom.
Årsagen til den fastlåste krig med skyttegravene var, at de militære planlæggere ikke havde tænkt den nye teknologi ind i de taktiske og strategiske overvejelser. Offensiverne var dømt til at strande, fordi den til enhver tid forsvarende part havde alle fordelene.
En offensiv under første verdenskrig blev gennemført ved, at angriberen indledte med et enormt artilleribombardement af fjendens linjer. Dette bombardement havde som regel ikke tilstrækkelig effekt, fordi den forsvarende part havde en delvis beskyttelse i sin befæstede stilling. Efter timer med artilleriild stoppede beskydningen, og infanteriet eller måske kavalleriet gik til angreb. Artilleriilden havde ikke været i stand til at slå fjenden ud, men den havde gjort terrænet mellem frontlinjerne, det såkaldte ingenmandsland, tilnærmelsesvist ufremkommeligt, og fremrykningen blev sinket. Den forsvarende part havde imidlertid haft godt tid til at komme ud af hullerne og få bemandet maskingeværerne. Dette nye våben gjorde det lettere at tilbagevise et angreb, som ikke var støttet afkampvogne. (Disse blev ikke taget i brug før mod slutningen af krigen).
Den forsvarende part havde også en anden fordel. Hvis det lykkedes angriberne at få slået et lille hul i frontlinjen, havde de kun mulighed for at komme frem til fods, og det gik langsomt på grund af det oprodede terræn. Endnu værre var det naturligvis for artilleriet og det tunge materiel, som skulle følge efter. Den forsvarende part havde også et fungerende vej- og jernbanenet helt op til fronten, således at man hurtigt kunne sætte friske tropper ind og rulle offensiven tilbage, før hullet blev for stort.
Denne mangel på anvendelig offensiv taktik medførte, at første verdenskrig blev en udmattelseskrig, det vil sige at hver side prøvede at vinde ved at få modstanderen til at udtømme sine ressourcer; fødevarer, industri, personel. Denne udmattelsesstrategi gav de allierede en fordel, fordi de kunne få råvare- og madforsyniniger fra det britiske imperium og USA, og den britiske marine kunne blokere for centralmagternes import fra verden uden for Europa. Desuden førte udmattelsesstrategien til en frygtelig tilværelse for soldaterne i skyttegravene; de blev beordret til meningsløse angreb som indebar tab i hundredetusindvis i de enkelte slag.
Et af de blodigste slag i verdenshistorien må være slaget ved Somme, der varede mere end 4 måneder. Mere end 300.000 soldater mistede livet i den forbindelse. Der var mere end 60.000 døde, sårede, tilfangetagne og forsvundne engelske soldater på den første dag, heraf lidt over 20.000 faldne.
, Belgien, 1915]]
Julikrisen begyndte med skuddene i 
