Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

2. verdenskrig

2. verdenskrig var primært en militærkonflikt i Europa fra 1939 til 1945, og i Asien igennem det meste af 1930'erne og 1940'erne.

Krigen i Europa begyndte den 1. september 1939 da Tyskland og derefter Sovjetunionen invaderede Polen, og sluttede den 2. september 1945 med den officielle overgivelse af den sidste aksemagt Japan (fredsslutningen med Rusland kom først i 1990'erne). Krigen i Asien begyndte dog tidligere med den japanske invasion af Kina, og i Europa endte krigen tidligere med Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945.

Danmark var besat af Tyskland fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, undtagen Bornholm, som blev befriet af russerne den 9. maj. Russerne havde forinden bombet Rønne og Neksø. Russerne blev på øen i næsten et år.

Konflikten spredte sig til Afrika og inkluderede også begivenheder i Nord- og Sydamerika, samt en række store maritime slag.

Krigen var den største militære konflikt i historien. Den omfattede så godt som hele verden, og der blev involveret flere lande end i nogen anden militær konflikt. En lang række nye ødelæggelsesvåben, kulminerende med atombomben, blev anvendt. Trods navnet var dog ikke samtlige lande i verden involveret. Enkelte lande var ikke involveret, oftest da disse lande erklærede sig neutrale (som Irland - Irland leverede dog vigtige efterretninger til de allierede i forbindelse med D-dag og vigtige oplysninger om konvojerne i Atlanten til tyskerne) eller ikke havde nogen strategisk betydning (som fx Mexico).

Krigen havde større civile omkostninger end nogen anden tidligere konflikt, og der blev begået en serie af folkemord af en række af de deltagende lande, herunder Sovjetunionen, Tyskland og Japan.

Massedrabene inkluderede massakrer på millioner af kinesere og koreanere af Japan, Tysklands drab på 6 millioner jøder og andre minoriteter, massive tab i Sovjetunionen og bombninger af civile mål i Storbritannien, Tyskland og Japan, foruden drab på millioner af civile. I alt menes 2. verdenskrig at have kostet 50 millioner døde, flere end i nogen anden krig.

For en fuldstændig liste over deltagende lande, se deltagende lande i 2. verdenskrig.

For en fuldstændig liste over antal omkomne, se omkomne i 2. verdenskrig.

Table of contents
1 Den europæiske slagmark
2 Stillehavet

Den europæiske slagmark

Forudgående begivenheder

I Europa var forudsætningerne for krigen tæt forbundet med fremgangen for fascismen, specielt nationalsocialismen i Tyskland. En kort gennemgang er i den sammenhæng nødvendig for at forstå, hvorfor nazisterne kom til magten. Den væsentligste forudgående begivenhed anses generelt for at være
1. verdenskrig (1914-1918). Under 1. verdenskrig blev Tyskland, under den ultranationalistiske kejser Wilhelm 2, og dets allierede besejret af en række lande omfattende Storbritannien, USA, Frankrig, Rusland og andre. Ansvaret for krigens udbrud blev af sejrherrerne direkte lagt på det national-militaristiske kejserlige Tyskland. Det var Tyskland, som startede krigen med sit angreb på Frankrig igennem Belgien. Frankrig, som tidligere havde lidt et nederlag til Preussen, (en stat som et år senere sammen med andre områder dannede kejserriget Tyskland) i den fransk-tyske krig i 1870, krævede kompensation for sin finansielle ruin under 1. verdenskrig (og for ydmygelsen i den tidligere krig). Dette indebar, at de forskellige fredstraktater, specielt Versaillestraktaten, dikterede strenge finansielle kompensationer fra Tyskland, samtidig med at landet måtte affinde sig med en lang række økonomiske og militære begrænsninger.

En ny demokratisk tysk republik, kendt som Weimarrepublikken, opstod efter 1. verdenskrig. Efter en periode med nogen succes blev republikken ramt af hyperinflation og en række andre alvorlige økonomiske problemer. Højre-nationale i en lang række bevægelser, især Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti, lagde skylden for de ydmygende betingelser i fredsaftalen over på det demokratiske system, marxister og jøder, som man påstod havde taget finansielt kvælertag på Tyskland og var skyld i det økonomiske morads (dolkestødslegenden).

Hitler blev udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933 af den aldrende præsident Paul von Hindenburg. Hitlers regering overtog magten ved i udstrakt grad at gøre brug af de ekstraordinære rettigheder som grundloven gav præsidenten. Disse rettigheder muliggjorde, at regeringen effektivt kunne omgå rigsdagen. Rigsdagsbranden i 1933 medførte udelukkelse af kommunisterne, hvilket øgede højrefløjens stemmeandel. En passus i Weimarrepublikkens grundlov sagde, at ved præsidentens død, ville hans embede midlertidigt blev overtaget af kansleren. Et resultat heraf blev, at ved Hindenburgs død i 1934 overtog Adolf Hitler embedet som præsident, og han kunne hermed bruge dette embede sammen med sin øvrige magtbase til at opnå diktatorisk kontrol med Tyskland.

Også den italienske økonomi var ude for stor tilbagegang efter 1. verdenskrig. Anarkister, kommunister og andre socialistiske agitatorer opnåede stor magt i fagforeningerne, og mange var alvorligt bekymrede for, at en kommunistisk revolution var nært forestående.

Efter at en række af liberale regeringer forgæves havde forsøgt at forholde sig til denne trussel, inviterede den italienske konge, Victor Emmanuel III, den højreorienterede politiker Benito Mussolini og hans fascistparti til at danne regering i 1922 efter deres hovedsagelig symbolske Marcia su Roma (Marchen til Rom). Fascisterne bevarede en bevæbnet paramilitær fløj, som var udset til at bekæmpe anarkister, kommunister og socialister.

Efter en årrække havde Mussolini tilkæmpet sig diktatorisk magt, og Italien blev en politistat. Den 7. januar 1935 underskrev Mussolini og den franske udenrigsminister Pierre Laval den italiensk-franske aftale.

I mellemtiden, i Tyskland, flyttede den tyske fører Adolf Hitler fokus til udenrigspolitikken, da hans indenrigspolitiske magt nu var befæstet. En række beslutninger, som indebar en stigende udfordring for de tidligere sejrherrer over Tyskland, blev truffet.

Den 16. marts 1935 blev Versaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en genoprustning af Tyskland. Militær værnepligt blev indført (traktaten krævede, at den tyske hær ikke oversteg 100.000 mand).

Disse tiltag medførte ingen andre sanktioner end officielle protester fra Storbritannien og Frankrig (Storbritannien og Tyskland indgik i 1935 en flådeaftale, der bl.a. udvidede grænserne for Tysklands flådeoprustning). Disse lande var i langt højere grad fokuseret på de økonomiske betingelser i traktaten end på de militære. Mange briter følte selv, at restriktionerne på Tyskland i Versaillestraktaten var for hårde og var derfor af den opfattelse at Hitlers mål alene var at fjerne de værste konsekvenser af traktaten. Den 7. marts førte Hitler, uden modstand, sine tropper ind i Rhinlandet. Ifølge Versaillestraktaten skulle Rhinlandet være et afmilitariseret område. Frankrig ønskede, at området skulle være en buffer mod Tyskland.

Den første tyske anneksion var Østrig. Efter at Italien havde tilsluttet sig Antikominternpagten i 1937 og dermed fjernet den største forhindring for en tilslutning af Østrig til Tyskland, erklærede Tyskland Østrig for annekteret den 12. marts 1938 (Anschluss). Hermed blev Østrig en tysk provins under navnet Gau Ostmark.

Med Østrig som en del af riget flyttede Hitler fokus til Tjekkoslovakiet. Hans første ordre var at indlemme Sudeterland, et bjergområde i den nordøstlige del af landet. Med Østrig på tyske hænder var den lille stat næsten omringet. Efter lange forhandlinger og udbredte krigstrusler fra Hitler tog den britiske premierminister Neville Chamberlain og de franske ledere af sted for at "glæde" Hitler, selv om Storbritannien tidligere havde garanteret for Tjekkoslovakiets sikkerhed. München-aftalen den 30. september 1938 tillod tyske tropper at besætte Sudeterland. Tjekkoslovakiske repræsentanter blev ikke inviteret til forhandlingerne. De var stærkt imod at opgive Sudeterland, men var magtesløse overfor den tyske militære magt uden britisk og fransk støtte. Et par måneder senere, i marts 1939, kom den resterende del af Tjekkiet under tysk styre. Den 14. marts erklærede Slovakiet sig uafhængigt og blev anerkendt af Frankrig, Storbritannien og andre vigtige magter. Den slovakiske stat forsøgte at undgå nazificering, men blev endeligt besat af Nazi-Tyskland i september 1944.

Italien, som stod overfor modstand fra Folkeforbundet på grund af sin krig i Etiopien, dannede en alliance med Nazi-Tyskland, som havde forladt Folkeforbundet i 1933. I maj måned 1939 dannede Tyskland Stålpagten, som udvidede alliancen og etablerede en Rom-Berlin akse.

Krigsudbrud i Europa

Tyskland og Sovjetunionen, de to mægtigste diktaturer i Europa, var indædte modstandere, men politiske realiteter gjorde, at de kunne underskrive en ikke-angrebspagt (Molotov-Ribbentrop-aftalen) i august 1939 indholdende en hemmelig passus om at dele Polen, de baltiske lande og Finland mellem sig.

Krig brød ud i Europa den 1. september 1939, da Tyskland invaderede Polen, til hvem både Storbritannien og Frankrig havde givet garantier. Den 17. september invaderede Sovjetunionen Polen fra øst. Polen blev hurtigt erobret, og hovedparten af hæren og dens enheder overgav sig den 5. oktober. Polske tropper vedblev dog at kæmpe på de allieredes side under hele krigen.

var måske en af de større krigsforbrydelser under 2. verdenskrig. 85% af byen blev ødelagt, og hundredetusinder af civile massakreret.]]

På trods af den store aktivitet på østfronten var grænsen mellem Frankrig og Tyskland særdeles fredelig. Perioden som var præget af "manglende" krigskonfrontationer (the phony war) fortsatte indtil den 10. maj 1940.

Krig i Skandinavien

En række andre lande blev dog inddraget i konflikten på dette tidspunkt. De baltiske lande følte per den 28. september 1939, at de ikke havde nogen anden mulighed end at tillade Sovjetunionen at oprette baser og udstationere tropper på deres territorium.

Finland blev den 30. november 1939 invaderet af Sovjetunionen. Dette startede Den finske Vinterkrig. Efter mere end tre måneder med hårde kampe og store tab måtte Finland slutte fred. I en fredsaftale den 12. marts opgav Finland 10% af sit territorium. Finnerne var bitre over at skulle afgive mere land, end de havde måttet afgive på slagmarken. Hitler mente, at dette resultat viste, at Den Røde Hær ikke ville blive noget problem for Tyskland på et senere tidspunkt.

Den 9. april 1940 indledte Tyskland med Operation Weserübung – besættelsen af Danmark og Norge. Angrebet blev udlagt som en defensiv foranstaltning for at hindre Frankrig og Storbritannien i at invadere disse lande for at kunne standse eksporten af svensk jernmalm til Tyskland samt få kontrol over Nordatlanten. Efter en fejlslagen britisk militærindsats i Norge var Finland og Sverige nærmest afskåret fra Vesten. Som en konsekvens heraf lagde Tyskland pres på det neutrale Sverige for at få landet til at tillade transit af forsyninger og soldater på orlov. Tysk tilstedeværelse i Finland blev af finnerne anset som en forbedring af deres strategiske situation.

Krigen kommer til vestfronten

Den 18. marts 1940 blev Hitler og Mussolini enige om at gøre Stålpagten til en alliance mod Frankrig og Storbritannien. Spøgelseskrigen the Phony War ophørte, da vestfronten blev åbnet med det tyske angreb på Belgien, Nederland og Luxembourg den 10. maj. Hermed blev den franske Maginotlinje omgået.

Efter den hurtige invasion gik de tyske styrker allerede den 13. maj mod Frankrig. De valgte ruten igennem Ardennerne. Frankrig havde begået den katastrofale fejl at lade dette område være næsten uforsvaret, ud fra den forestilling at området ikke kunne passeres af kampvogne. De fleste allierede styrker stod i Flandern og Nordfrankrig, hvor de afventede en gentagelse af 1. verdenskrigs krigsudvikling. Derved blev de afskåret fra det centrale Frankrig. Dette kombineret med en langt bedre kommunikation mellem de tyske styrker gjorde, at slaget om Frankrig blev en kort affære. Kampen varede seks uger, hvorefter Frankrig overgav sig.

Frankrig blev yderligere ydmyget ved, at Hitler arrangerede, at overgivelsesdokumenterne skulle underskrives i den samme jernbanevogn, hvor den tyske overgivelse var blevet underskrevet i 1918. Frankrigs nederlag efterlod Storbritannien og dets imperium alene i krigen mod Tyskland. Heldigvis for Storbritannien blev den største del af hæren evakueret ved en redningsaktion ud for den nordlige franske havn Dunkirk. Den succesfulde evakuering blev i propagandamæssigt øjemed brugt til at dreje et ellers katastrofalt nederlag til noget, som hos det britiske folk lignede en sejr. Ialt blev 330.000 mand sejlet ud fra strandene, heraf 230.000 briter. Men alt materiellet måtte efterlades.

Tyske luftstyrker blev i stort antal udstationeret i det nordlige Frankrig for at forberede vejen for en eventuel invasion af Storbritannien under kodeordet Operation Søløve. Luftkampene, som blev igangsat af Luftwaffe mod RAF, blev kendt som slaget om Storbritannien. Det er idag bredt anerkendt, at en eventuel invasion ikke ville kunne være afviklet med succes, også selv om det var lykkedes Luftwaffe at drive RAF væk fra det britiske luftrum over kanalen og det sydlige Storbritannien. Storbritannien ville stadig have sine jagere i den centrale del af Storbritannien samt sine bombestyrker og jagereskadriller, som var placeret i den nordlige del af landet. Helt afgørende ville være en betydelig ildkraft fra den stærke britiske flåde. Slaget om Storbritannien blev med en meget lille margin vundet af det britiske RAF, og Luftwaffe skiftede herefter taktik og gik over til bombekampagner mod de vigtigste engelske byer.

Under bombekampagnerne blev alle de væsentlige britiske industriområder udsat for kraftige bombardementer. Specielt London blev ramt, hvor bombekampagnen med natlige togter varede i flere måneder. Øvrige målområder var Birmingham og Coventry og væsentlige strategiske mål som den maritime havn i Plymouth samt Kingston upon Hull-havnen. Der var også store civile tab i de britiske byer.

Krigen i luften tiltrak verdensomspændende opmærksomhed. Da der på dette tidspunkt ikke var væsentlige land- eller søbaserede slag, blev luftkrigen anset som særdeles kritisk. Træfningerne i slaget om Atlanterhavet og de britiske kommandoangreb i det besatte Europa blev overskygget af luftkrigen.

Luftbombardementer

Den militære doktrin før 2. verdenskrig havde været, at bølger af bombetogter mod fjendens byer ville skabe massepanik og føre til et hurtigt kollaps af fjendens modstandsvilje. Som en konsekvens heraf havde RAF opbygget en forholdsvis stor strategisk bombefly-kapacitet. Det tyske luftvåben var i modsætning hertil udstyret til at yde hæren støtte. De tyske bombefly var derfor mindre end deres britiske modstykker, og tyskerne udviklede aldrig et fire-motorers tungt bombefly, som kunne modsvare Lancster, B-17 eller B-24.

Den største koncentration af tyske bombetogter på britiske byer var fra efteråret 1940 til foråret 1941. Herefter blev en væsentlig del af Luftwaffe overført til Østfronten. Tyske togter fortsatte i mindre skala i resten af krigen, og senere blev også V1- og V2-raketter anvendt. Balancen i form af bombetonnage, der blev anvendt mod modparten skiftede dog kraftigt i RAF's favør, efterhånden som dets kapacitet blev opbygget. I 1942 kunne den britiske bombekommando sende 1.000 bombefly på togt over en tysk by. Det krævede dog, at samtlige fly, inklusive træningsfly, blev anvendt i togtet. Det var først i 1943, at disse store bombetogter blev en mulighed uden specialplanlægning og inddragelse af alle ressourcer.

Fra 1942 og fremefter blev krigsindsatsen suppleret af det amerikanske 8. luftvåben. Briterne foretog togter om natten og amerikanerne om dagen. I 1943 blev Hamborg ramt af en af historiens værste ildstorme, startet af et bombetogt. 40.000 mennesker blev dræbt. Bombetogtet blev alene overgået – i antallet af ofre – af bombetogtet mod Dresden i 1945, bombningen af Tokyo og atombomberne. Udover den direkte skade som bombetogterne havde, medførte de også, at en lang række ressourcer måtte anvendes på luftforsvaret.

Allerede tidligt i krigen udviklede begge parter nye, for den tid avancerede, teknikker. Det drejede sig om radiopejling af mål, radar osv.

Balkan

Italien invaderede Albanien den 7. april 1939 og Grækenland den 28. oktober 1940. Resultatet blev dog langtfra den succes, de tyske styrker havde opnået ved deres offensiv i Frankrig. Ikke alene lykkedes det ikke at erobre Grækenland, men det græske modangreb havde så stor fremgang, at det blev ført helt ind i Albanien. Dette udløste tysk intervention, som også nødvendiggjorde en invasion af Jugoslavien, hvor et pro-tysk kup var mislykkedes et par dage før. Britiske styrker blev sendt fra Ægypten til Grækenland, men led et sviende nederlag. Efter at det græske fastland var erobret, rettede tyskerne opmærksomheden mod Kreta. Slaget om Kreta blev en massiv luftoperation, hvor tyske faldskærmstropper i stort antal blev anvendt. Øen blev erobret, men de tyske tab var så store, at man ikke senere i krigen forsøgte sig med en lignende operation.

Efter at Balkan nu var på tyskernes hænder, blev deres næste operation igangsættelsen af den i historien største militære landoffensiv, hvis starttidspunkt flere gange var blevet udskudt.

Østfronten

Den 22. juni 1941 igangsatte tyskerne en overraskelsesinvasion af Sovjetunionen under betegnelsen operation Barbarossa. De første uger af invasionen var katastrofale for den sovjetiske hær på trods af, at Stalin flere gange var blevet advaret om invasionen, dels fra hans egne efterretninger og dels fra englænderne, der havde data af høj kvalitet fra Enigma. Store hærenheder blev omringet og overgav sig, og luftvåbnet blev nærmest udslettet på jorden. Det var dog ikke alene tyske hærenheder, der udgjorde invasionsstyrken. Italienske, ungarske og rumænske tropper var også en del af kampagnen.

Situationen i Finland var meget speciel. Finland erklærede sig først neutral, men havde både tyske og sovjetiske tropper på sit område. Finland var velforberedt på en krig på tysk side, da Sovjetunionen angreb det den 25. juni. Den følgende konflikt 1941-1944 har fået navnet fortsættelseskrigen, med reference til en fortsættelse af Vinterkrigen.

Operation Barbarossa havde en række svage punkter. Alvorligst var den logistiske situation. I sidste ende var det logistikken, som var afgørende for, hvilke muligheder den tyske hær havde. De enorme distancer i Sovjetunionen indebar, at tyskerne ikke kunne avancere længere, end deres forsyningslinjer tillod. Da det tyske angreb stoppede foran Moskva den 5. december 1941, var det umuligt at drive tropperne længere fremad. Der var simpelthen ikke forsyninger nok, som nåede frem til fronten, til at et ordentligt forsvar kunne organiseres for slet ikke at tale om offensive operationer. Tidsplanen for det tyske angreb byggede på, at den sovjetiske hær ville kollapse, før den russiske vinter satte ind. At dette ikke skete, påvirkede i høj grad de tyske planer. Fedtet i lejerne på de tyske kampvogne frøs, og tyskerne måtte tage vintertøj fra døde russiske soldater for at overleve. Hvis tyskerne havde omringet Moskva, havde russerne måske bedt om våbenstilstand, da Moskva var knudepunkt for alle de sovjetiske jernbaner, og landet havde ikke tid eller lastbiler nok til at forbinde jernbanerne bag en front øst for Moskva.

Under deres lange tilbagetrækning anvendte de russiske styrker den brændte jords taktik. De brændte afgrøder og ødelagde bygninger og anlæg, efterhånden som de trak sig tilbage for de fremadstormende tyske tropper. Dette forøgede drastisk de tyske forsyningsproblemer, samtidig med at tabene på grund af den frygtede russiske kulde og russiske modangreb steg kraftigt. Flere hundrede tusinde mænd døde på grund af disse faktorer.

På trods af problemer med yderligere at fremskynde deres fremrykning havde tyskerne på dette tidspunkt erobret et enormt område. Tilbageerobringen af dette område kom til at koste Sovjetunionen dyrt og varede indtil sent i 1944.

Tyskernes store erobringer bragte dem også tæt på Leningrad (nu Sankt Petersborg), og udløste hermed en af krigens tragedier – belejringen af Leningrad. Finske tropper stødte frem mod byen fra nord og den tyske værnemagt fra syd. Den finske øverstbefalende Mannerheim var stoppet ved floden Svir og afstod fra at angribe byen. Hitler derimod beordrede, at byen skulle "fjernes fra jordens overflade", sammen med hele sin befolkning. Byen blev derfor ikke stormet. Den tyske hær omringede næsten i stedet byen for at sulte dens befolkning ihjel, samtidig med at bombefly og artilleri sendte en regn af bomber og granater over byen. Cirka en million civile døde under belejringen af Leningrad – 800.000 af sult. Belejringen varede 900 dage, og da den var mest omfattende, var den eneste vej ind og ud af byen over den tilfrosne sø Ladoga, midt imellem de tyske og finske linjer. Man anlagde endog en jernbane på isen.

(UK), præsident Franklin D. Roosevelt (US) og formand Josef Stalin (USSR)]]

Med vinteren 1941-42 overstået begyndte den tyske hær at forberede yderligere offensive aktioner. Fremfor en offensiv mod Moskva blev prioriteringen ændret til retning mod Stalingrad (nu Volgograd) ved floden Volga og mod Kaukasus. Stalingrad (vest for floden) blev erobret med undtagelse af nogle små modstandslommer, men kampagnen tog en katastrofal vending for de tyske styrker.

Ubeslutsomhed hos Adolf Hitler, uenighed blandt højtstående tyske officerer og udstrakte forsyningslinjer kombineret med længerevarende bykampe i Stalingrad gjorde den tyske stilling udsat. I et forsøg på at fremskynde byens fald blev store tyske inklusive reserver og pansertropper, der fungerede som infanteri, indsat i selve byen. De meget lange flanker ved Don-floden blev herefter delvist forsvaret af forholdsvis svage rumænske, italienske og ungarske styrker. Efter en sovjetisk modoffensiv (Operation Uranus) i november 1942, blev den tyske 6. armé sammen med det 4. panserkorps afskåret. Sult, mangel på mad og ammunition gjorde at "kedlen" gradvis blev mindre og mindre. Hitler beordrede, at ingen tyske tropper måtte overgive sig; de skulle kæmpe til sidste mand og sidste patron, og udnævnte symbolsk general Paulus til generalfeltmarskal, da ingen tysk soldat med den rang tidligere havde overgivet sig. Dette skete alligevel i begyndelsen af februar 1943. Begge sider led store tab i slaget om Stalingrad, som blev et af historiens mest blodige slag. Det anslås, at 2 millioner mennesker døde i slaget, herunder 500.000 civile.

Efter Stalingrad blev det tyske initiativ svagere. Sovjet formåede dog ikke at gribe dette fuldt ud, idet en offensiv, Operation Zitadelle, i sommeren 1943 under von Manstein stoppede det sovjetiske angreb. Slaget ved Kursk blev det største panserslag, historien endnu havde set, og den blev tyskernes sidste større offensiv på østfronten. Gode efterretninger havde forberedt Sovjetunionen på det tyske modangreb, og man havde forberedt massive forsvarslinjer omkring Kursk. Russerne var herefter i offensiven, indtil Berlin blev erobret i maj 1945, og krigen sluttede.

Sovjetunionen kom til at bære den største del af omkostningerne ved 2. verdenskrig. Den anden front i Europa, der skulle aflaste østfronten, blev først realiseret på D-dag (bortset fra invasionen af Italien). Landet havde derfor flere ofre end samtlige øvrige lande tilsammen: cirka 27 millioner døde, heraf mere end 13 millioner civile. Mange civile blev myrdet i erobrede byer af tyskerne, der dels anså befolkningen for at være undermennesker, dels havde planer om at genbefolke landet med tyskere.

Sovjetunionen kæmpede dog ikke alene. Britiske og amerikanske forsyningskonvojer sejlede under stor risiko forsyninger til landet. Tyske styrker blev anvendt til at beskytte kystlinjer mod angreb, som aldrig blev iværksat og til at bemande antiluftskyts over hele Europa. Sovjetunionen tog heller ikke aktivt del i søslagene, bombeoffensiverne og sejren over Japan.

Nordafrika

Den nordafrikanske kampagne begyndte i 1940, da små britiske styrker i Ægypten standsede en italiensk fremmarch i Libyen. Den britiske fremgang blev stoppet i 1941, da tyske tropper under Erwin Rommel blev landsat i Libyen. Dette førte til kamphandlinger, som kulminerede i de to slag ved El-Alamein. Det første slag foregik i sommeren 1942. Tyskerne havde avanceret til El-Alamein, det sidste forsvarspunkt for de allierede før Alexandria og Suez-kanalen. Som i Sovjetunionen manglede de tyske tropper forsyninger, og det britiske forsvar stoppede deres offensiv. Det andet slag ved El-Alamein foregik sidst i oktober 1942, og denne gang var de britiske styrker i offensiven. Rommel blev tvunget tilbage og måtte fortsætte sit tilbagetog helt til Tunesien.

For yderligere at underbygge denne sejr gik amerikanske og britiske styrker i land i Marokko og Algeriet den 8. november 1942 i Operation Torch. Vichy-franske styrker ydede kun begrænset modstand, før de skiftede side. De tyske og italienske styrker var herefter fanget mellem de allierede styrker, der trængte frem fra både øst og vest. De tyske tropper kapitulerede den 13. maj 1943, og de 250.000 tyskere måtte vandre i fangenskab (cirka samme antal som ved Stalingrad).

Invasion af Italien

Fra deres basis i Nordafrika foretog de allierede nu en invasion ind i, hvad Winston Churchill kaldte "Europas bløde underliv".

Som forløber for dette angreb blev Sicilien erobret den 10. juli 1943. Som en direkte konsekvens heraf blev Mussolini afsat den 25. juli 1943. Han blev arresteret og sat i husarrest i et isoleret bjergrekreationsområde. Hans efterfølger, General Pietro Badoglio, forhandlede sig til en våbenhvile med de allierede den 8. september 1943.

Tyskerne handlede hurtigt i situationen med en afvæbning af de italienske styrker og etableringen af en stærk forsvarslinje.

De allierede styrker gik i land på det italienske hovedland den 9. september 1943; amerikanerne ved Salerno, briterne ved Taranto.

Mussolini blev befriet af tyske tropper og genindsat som overhoved for et nazisisk lydland i det nordlige Italien. Han fortsatte i denne rolle, indtil han blev fanget og hængt af italienske partisaner den 28. april 1945.

Tyskerne havde bygget en stærk forsvarslinje i bjergene – Gustavlinjen – hvor de allierede styrker led store tab. Til sidst blev linjen dog indtaget ved angreb mod Monte Cassino fra syd og ved landgang nord for linjen ved Anzio.

De allierede indtog Rom den 4. juni 1944, to dage før landgangen i Normandiet. Tyskerne opstillede en ny forsvarslinje længere mod nord – Gothic-linjen. De allierede foretog en landgang i det sydlige Frankrig i august for at true den tyske flanke, samtidig med at de angreb Gothic-linjen den 10. september. Offensiven fra de allierede og enkelte italienske styrker fortsatte, indtil de tyske tropper i Italien overgav sig den 29. april, to dage efter at Mussolini var blevet fanget.

Befrielsen af Frankrig

Omtrent samtidig med befrielsen af Rom kom den længe ventede invasion af Frankrig. Under Operation Neptun og den følgende Operation Overlord blev allierede tropper sat i land i Normandiet den 6. juni 1944 og etablerede et brohoved, som det trods ihærdige anstrengelser ikke lykkedes for tyskerne at eliminere. Herefter fulgte en to måneder lang kampagne, hvor amerikanske, britiske og canadiske tropper forsøgte at bryde ud fra det forholdsvis snævre brohoved. Da udbruddet endelig kom, skete det hurtigt, og amerikanske tropper under bl.a. George Patton kørte hurtigt gennem Frankrig mod den tyske grænse. Tyske tropper, der havde kæmpet i Normandiet, blev omringet i et område omkring Falaise.

Meget omfattende bombninger af den tyske infrastruktur og byer var årsag til enorme tab og ødelæggelser. Internt i Tyskland overlevede Hitler flere attentatforsøg. Det mest alvorlige skete den 20. juli, hvor han blev lettere såret. Invasionen i Normandiet blev fulgt op med en invasion af det sydlige Frankrig i august måned under betegnelsen "Operation Dragoon". I september var tre allierede hærgrupper opstillet over for den tyske vestfront, som stort set fulgte rigsgrænsen. De allierede nærede en forsigtig optimisme, og man troede, at krigen i Europa måske ville være ovre ved udgangen af 1944.

De allierede forsøgte at presse krigslykken med "Operation Market Garden", hvor man forsøgte at erobre en række broer ved Arnhem i Holland ved et luftbåret angreb. Forsøget blev gjort for at åbne en vej ind i Tyskland og for at befri det nordlige Nederland. Der var dog stærke tyske styrker til stede, og den britiske 1. luftbårne division blev næsten udslettet.

Den kolde vinter i 1944 sammen med en vanskelig forsyningssituation for de allierede førte til stagnation på fronten. Amerikanerne kæmpede hårdt i slaget om Hurtgen-skoven, og så længe de allierede var optaget af forsvarsaktioner, var det svært at planlægge offensive tiltag.

Dette skiftede den 16. december 1944, da tyskerne indledte en modoffensiv i slaget om Ardennerne. Det lykkedes de tyske styrker at drive de allierede tilbage og omringe en række amerikanske styrker. Det lykkedes dog de allierede at standse modoffensiven og til sidst at presse tyskerne tilbage igen. Slaget om Ardennerne blev tyskernes sidste store offensiv i krigen.

Den sidste forhindring for de allierede var Rhinen. Den blev krydset i april 1945, og herefter lå vejen ind i Tyskland åben. De sidste tyske styrker i vest blev omringet i Ruhr-området.

Krigen slutter

Den 25. april 1945 mødtes amerikanske og russiske tropper ved Torgau ved floden Elben.

Da alt nu var tabt, valgte Hitler at begå selvmord i sin bunker sammen med elskerinden Eva Braun, som han ægtede i sidste øjeblik. Det tyske rige blev opdelt i allierede kontrolzoner, Sovjetunionen i øst, USA i syd, Storbritannien i nordvest og Frankrig i sydvest. De officielle kapitulationsdokumenter blev underskrevet af general Alfred Jodl den 7. maj 1945. Den 8. maj blev erklæret for sejrsdag i Europa.

Under fremmarchen gennem de tidligere tyske besættelsesområder og selve Tyskland stødte de allierede styrker på en række koncentrationslejre, som var blevet anvendt af nazisterne til at fængsle og udrydde cirka 12 millioner mennesker. Den største enkeltgruppe var jøder (cirka halvdelen ifølge Nürnbergprocessen). Men også sigøjnere, slaver, homoseksuelle og andre minoriteter og handicappede var blandt ofrene. Den mest omtalte af disse dødslejre er Auschwitz, hvor mere end 2 millioner mennesker blev dræbt. Folkemordet "Holocaust" er blevet en væsentlig del af historien om 2. verdenskrig.

I maj og juni 1945 blev tusinder af flygtninge fra Jugoslavien og Sovjetunionen samlet i Østrig og sendt retur via Operation Keelhaul. Flygtningene blev enten skudt eller deporteret af Sovjetunionen. Også det slagne Finland og det neutrale Sverige sendte flygtninge retur til samme skæbne.

Stillehavet

Forudgående begivenheder

-angreb på det amerikanske skib USS Missouri]] I Stillehavsregionen blev krigen ikke officielt erklæret mellem USA og Japan før efter det japanske angreb på
Pearl Harbor den 7. december 1941. Der var dog en lang række af kampe mellem Japan og Kina igennem 1930'erne, specielt med baggrund i den politiske uro i Kina og landets deraf følgende militære svaghed. Japan stod stærkt og havde en meget militaristisk og ekspansiv ideologi.

I 1920'erne blev Kina opdelt i en række regioner, som hver især havde sin egen krigsherre. Den centrale regering var derfor svag, og Japan øgede sin indflydelse igennem en række traktater med den centrale regering. Situationen var dog stærk ustabil, da traktaterne i tilfælde at et totalt sammenbrud i Kina ikke ville kunne opretholdes, samtidig med at et stærkere Kina ville kunne fremtvinge nye og mindre fordelagtige aftaler for Japan.

I 1927 ledede Chiang Kai-Shek og den nationale revolutinære hær en kampagne mod krigsherrerne. Det lykkedes Chiang militært at bekæmpe krigsherrerne i det sydlige og centrale Kina og komme tæt på en alliance med krigsherrerne i det nordlige Kina. Frygt for at Zhang Zueliang (Krigsherren med kontrol over Manchuriet) ville erklære en alliance med Chiang, fik Japan til at gribe ind og oprette en marionetstat i Manchuriet.


Denne artikel var dagens artikel den 1. september 2004.



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Bolig.com
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger og andelsboliger.
Andelsbolig i København
Lejebolig i København
Selvsalg
Realkreditlån
Boligadvokat
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.

Antal besøgende: