Otto von Bismarck

• 1862 preussisk ministerpræsident og udenrigsminister
• 1867 forbundskansler for det nordtyske forbund
• 1871 tysk rigskansler (da Wilhelm 1. blev udråbt til kejser over det tyske rige).
• 1890 afsat af kejser Wilhelm 2

Bismarcks politik overfor tyske socialister og arbejdere har haft stor indflydelse på flere europæiske landes arbejderbevægelse og arbejderlovgivning.

Bismarck stammede fra den preussiske jordejende adel - junkerne. Fra denne sociale baggrund medbragte han mange forestillinger, vi kan kalde senfeudale. Megen af hans politik blev udformet i mødet med borgerlige 1800-tals synspunkter. Han indtog en ret afvisende holdning overfor borgerligt demokratiske og særlig økonomisk liberalistiske ideer: «Jeg tror ikke, at en laissez faire ... politik... kan anvendes på staten. Specielt ikke på en monarkisk stat der styres paternalistisk.»

To attentater mod kejseren i 1878 gav Bismarck et påskud til at kræve tiltag til beskyttelse af statens sikkerhed. Alle socialdemokratiske, socialistiske eller kommunistiske foreninger, møder og publikationer skulle opløses eller forbydes. Mange blev arresteret i løbet af de 12 år loven gjaldt (til 1890).

Bismarck forestillede sig tidligt, at lovene mod socialistisk virksomhed skulle suppleres af love til beskyttelse af arbejderne. Der blev i 1883 gennemført en lov om sygdomsforsikring, i 1884 og 86 en forsikring mod ulykke og invaliditet samt i 1889 en alderdomsforsikring. Udgifterne blev delt mellem arbejdere, arbejdskøbere og stat.

Bismarck forsøgte med gulerod og kæp at forsone arbejde og kapital, og få arbejderne til at slutte op om hans tyske absolutistiske statsideal. Men han mislykkedes, og arbejderbevægelserne voksede fortsat.

Se også:

• Slagskib Bismarck
• Tyske kanslere
• Tysklands historie

Kilder/henvisninger

• Leksikon.org

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.