Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

New Zealand

New Zealand er en stat beliggende i Stillehavet på den sydlige halvkugle.

New Zealand er lidt større end Storbritannien. Landet består af to store øerer, kaldet Nordøen og Sydøen. Fra nordspidsen af Nordøen til sydspidsen af Sydøen er der 1600 km. Landet ligger mellem 30 og 50 grader sydlig bredde. Danmark ligger på omkring 56 grader nordlig bredde. New Zealand og Danmark ligger næsten præcis på hver sin side af kloden. Hvis man sætter sin finger ved Danmark på en globus, og en anden finger ved New Zealand, kan man holde globussen.

Dominion of New Zealand
(Detaljer) (Fuldt billede)
Nationalt motto: Intet
Officielt sprog Engelsk, maori, NZSL
Hovedstad Wellington
DronningElizabeth II
GuvernørSilvia Cartwright
RegeringslederHelen Clark
Areal
 - Total
 - heraf vand
Areal 73
268.680 km²
minimalt
Befolkning
 - Total (2000)
 - Pr. km²
Størrelse 120
3.864.129
14,4/km²
UafhængighedDato fra UK 26. september 1907
Valuta New Zealand dollar
Tidszone UTC +12
Nationalmelodi God Defend New Zealand God Save The Queen
Internetdomæne.NZ
International tlfkode64

Table of contents
1 Årstiderne
2 New Zealands dannelse
3 Vulkaner på Nordøen
4 Bjergkæden på Sydøen
5 Kystklima
6 Med Antarktis som nabo - kulde
7 Med Australien og det Tasmanske hav som nabo - regn
8 Havstrømmene - varme
9 Mangrove
10 Klart vand
11 Upwelling - en fødekilde!
12 Landskabet
13 Skoven der blev væk
14 De fremmede
15 Se også
16 Kilder/Henvisninger
17 Eksterne henvisninger

Årstiderne

New Zealand ligger på den sydlige halvkugle af Jorden i modsætning til Danmark, der ligger på den nordlige halvkugle. Det giver nogle lidt mærkelige effekter. F.eks har de på New Zealand vinter, når vi har sommer, og omvendt. Som du kan se på billedet herunder skyldes det at Jorden hælder lidt i forhold til Solen. Når Jorden svæver rundt om Solen går der et helt år, før den har nået hele vejen rundt. Det ene halvår er Nordpolen tættest på Solen, den nordlige halvkugle får mest varme, og derfor er der forår og sommer der. Det næste halvår er Sydpolen tættest på Solen, og så er det den sydlige halvkugles tur til at have forår og sommer.

New Zealands dannelse

New Zealand er dannet ved, at to kontinentalplader støder sammen lige på det sted. Når to plader støder sammen, sker der mange voldsomme ting, vulkaner og bjerge dannes, og voldsomme jordskælv sker. På New Zealand er der dannet en masse vulkaner. De har ligget der i mange millioner af år og udspyet lava og aske, som til sidst har ligget i så mange lag, at de to øer dukkede op af havet. Specielt på Nordøen findes stadigvæk rigtigt mange vulkaner.

Vulkaner på Nordøen

I landets største by, Auckland, findes der over 50 udslukte vulkaner, som byen bare er bygget ovenpå. Midt på Nordøen findes mange steder, hvor undergrunden stadigvæk er aktiv. Her damper det op af jorden, der lugter af svovl og andre stoffer, og vandet koger i søerne. Her findes også én af de aktive vulkaner, Mount Ruapehu. Den var sidst i udbrud 1995. Der er hele tiden små jordskælv rundt om Mount Ruapehu, og man holder godt øje med den, så ingen kommer til skade, hvis den skulle komme i udbrud igen. Et vulkanudbrud kan være meget voldsomt, i 1886 skete der et vulkanudbrud i dette område. Da blev et stort stykke af jorden sprængt væk, så et kæmpekrater står tilbage, og asken fra udbruddet dækkede jorden og lagde sig i flere meters højde.

På grund af vulkanernes udbrud har meget af sandet på strandene i New Zealand en helt speciel blåsort farve. Det er ikke, fordi det er beskidt; sandet består bare af et andet stof end herhjemme i Danmark. Når sandet er sort, betyder det, at det opfanger varmen meget effektivt. Det er derfor en god ide at have sandaler på ved stranden, ellers kan man brænde fødderne.

Dyrelivet på New Zealand har lært at leve med vulkanerne. Nogle dyr udnytter faktisk den termiske aktivitet, som f.eks. svaler, stære og andre fugle. De kan finde på at lægge æg i reder, som er lavet i skrænten ned til en sydende og boblende og dampende sø. Det giver dem en stor fordel, for det dampende vand udruger æggene for fuglene, så de ikke behøver selv at ruge. Fuglene kan i stedet bruge energi på at fange føde og lade op til familieforøgelsen. Fuglene har endda fundet ud af at regulere redernes højde over søen, så æggene hverken får for meget eller for lidt varme.

Newzealænderne selv udnytter også det varme vand i undergrunden, som kommer af den vulkanske aktivitet. Flere steder er bygget kraftværker, som drives af dampen fra undergrunden. Ved de store floder på Nordøen er bygget kraftværker, der udnytter flodens stærke strøm til at drive turbiner og producere strøm. På den måde produceres meget af strømmen i New Zealand faktisk ved hjælp af vedvarende energi.

Bjergkæden på Sydøen

På Sydøen er jorden mast sammen af de to kontinentalplader. Der er dannet en høj bjergkæde helt ude på vestsiden af øen. Her findes bl.a. Mount Cook, det højeste bjerg i NZ (3754 meter højt). På Sydøen er der ikke så megen termisk aktivitet, som der er på Nordøen. Men her kan godt af og til være små jordskælv.

Kystklima

Det at Danmark og New Zealand ligger på næsten samme breddegrad betyder, at New Zealand og Danmark ligger i den samme klimazone, bare på hver sin side af Jorden. Men New Zealand har et problem. Det ligger tæt på Antarktis, hvor hullet i ozonlaget er allerstørst. Ozonlaget er derfor meget tyndt omkring New Zealand, og om sommeren skal man passe meget godt på for ikke at blive voldsomt forbrændt. Når det er rigtigt solskin bliver der udsendt en "burn time" hver dag i nyhederne, der viser hvor længe man må opholde sig i solen uden solcreme. Når det er rigtig slemt, er "burn time" kun på omkring 12-13 minutter!

New Zealand har kystklima ligesom Danmark. Der bliver derfor ikke frygteligt varmt om sommeren og der bliver ikke så koldt om vinteren, som på de store landområder, der har fastlandsklima.

Med Antarktis som nabo - kulde

New Zealand ligger tæt på Antarktis. Men selv om dele af landet faktisk er tættere på Ækvator end Danmark er, så er det koldt i New Zealand om vinteren. Specielt, når vinden kommer fra syd og bringer den kolde luft fra Antarktis med sig. På Sydøen kan der derfor godt være snestorm om vinteren. På Nordøen er det sjældent det sner. Her kommer temperaturen meget sjældent under nul, undtagen oppe i højlandet ved vulkanerne. Der er det en anden sag, det område bliver benyttet som skisportsområde om vinteren. Den gennemgående hovedvej på Nordøen som forbinder den sydlige del og den nordlige del af øen er tit lukket om vinteren, for den går gennem dette højtliggende område og bliver af og til helt lukket på grund af sneen.

Med Australien og det Tasmanske hav som nabo - regn

Den mest almindelige vindretning i New Zealand er vind fra vest, ligesom i Danmark. Luften i vestenvind kommer fra Tasmanien, den lille ø, der ligger lige syd for Australien. Ved Tasmanien bliver vinden varmet op, og på turen over det Tasmanske Hav til New Zealand, får den samlet en masse fugt op. Vinden fra vest, der rammer New Zealand, er altså varm og ret fugtig.

Når vinden rammer bjergkæden på vestkysten af Sydøen, bliver luften presset i vejret og dermed bliver den afkølet. Når det sker, begynder det at regne - meget! På vestkysten af Sydøen falder der næsten 8 meter regn om året. Også i resten af New Zealand regner det meget, fordi vinden fra vest er så fugtig. Det giver et meget frodigt land, hvor der vokser noget overalt. Specielt mosser og laver kan vokse de utroligste steder. Hegnspæle og træernes grene er nogle steder helt hyllet ind i forskellige planter.

Den megen nedbør giver også rigeligt af ferskvand til New Zealands mange floder. Den længste flod løber på Nordøen, og hedder Waikato River. Men den flotteste er den, der løber lodret ned af de stejle bjergvægge i Fjordland, når det regner. De mest imponerende vandfald findes helt sikkert her, men de er her kun, når det regner. Det gør det til gengæld næsten hver dag. I de fleste vandløb er der meget strøm, for det meget kuperede landskab gør at der tit er meget stejle flader. Der er derfor også mange vandfald generelt i hele New Zealand.

Selvom det regner meget i New Zealand har de ikke ret meget grundvand. Det skyldes at det meste regnvand meget hurtigt løber af igen og ender ude i havet med de store floder. Den hårde klippegrund er umulig at trænge igennem for vandet. Derfor løber det meste vand af så hurtigt. I New Zealand har de store søer, hvor de oplagrer ferskvand. Om sommeren, kan der nemlig godt blive problemer med vandforsyningen, hvis det er for varmt og det ikke regner nok.

Havstrømmene - varme

Havet omkring New Zealand er lidt varmere end havet omkring Danmark. Ved Sydøen kan det blive ned til +6 grader koldt om vinteren, men på Nordøen bliver det aldrig så koldt. I Danmark har vi jo nogle vintre, hvor havet i bælterne fryser til! Vandet er varmere ved Nordøen, fordi en varm strøm løber ned langs med kysten på Nordøens østside. Strømmen kommer fra troperne og er endnu ikke kølet helt ned, når den når frem til New Zealand. Nogle gange fører strømmen tropiske fiskearter med, som normalt ikke findes i New Zealand.

Mangrove

Den varmere Nordø, har et specielt træk. Ved lavvandede sandede saltvandsområder, findes rigtig mangrove, som ellers kun findes i troperne. Det er kun en enkelt slags mangroveplante, der lever her. Man mener, den er drevet hertil fra Australien, hvor den normalt lever. Mangroven breder sig i bugte og vige på Nordøen. Helt oppe ved nordspidsen bliver planterne så høje, at de faktisk danner en skov med store træer ude i vandet. Men jo længere sydpå man går, jo lavere bliver mangrovetræerne, og ved Auckland findes faktisk kun skove af buske. New Zealand ligger på den absolut yderste grænse, for hvor koldt en mangroveskov kan tåle at have det. Derfor findes den rigtige mangroveskov kun i det aller - nordligste New Zealand

Klart vand

Det varme vand omkring New Zealand er meget klart sammenlignet med Danmarks havvand. Det kan bl.a. skyldes at New Zealand ikke har så stor en udvaskning af næringsstoffer fra landjorden. Derfor findes der ikke så mange alger i vandet og sigtbarheden er derfor rigtig god. Specielt omkring Nordøen, hvor den specielle strøm fra troperne passerer, kan sigtbarheden i vandet være helt utrolig. Når vandet er så klart, kan fisk og andre havlevende dyr kommunikere med hinanden via farver. Derfor findes der i New Zealand rigtigt mange fisk med flotte farver - f.eks. "blue cod" ( blå torsk ) og "blue maomao". Snorkle- og dykkerture i New Zealand giver usædvanlige oplevelser.

En helt speciel fisk, som "the cleaner fish" (rensefisken) signalerer til de andre fisk, at den har en rensestation. Det gør den ved at have en lang tydelig sort stribe på hvid baggrund ned ad siderne. Den gør faktisk reklame for sig selv. Hvis en anden fisk kommer forbi rensestationen, fjerner rensefisken parasitter på den fremmede fisk. Rensefisken får mad, og den fremmede fisk får det bedre uden parasitten. Men systemet fungerer kun, hvis den fremmede fisk kan kende rensefisken - derfor de kraftige farver.

Upwelling - en fødekilde!

Ved Sydøens østkyst sker der et specielt fænomen. Fra kysten og ud i havet bliver det meget hurtigt dybt. Kun få kilometer ude er vandet ned til 1000 meter dybt! Havstrømmene nede på bunden bliver presset op til overfladen, når de møder den "væg", der dermed nærmest findes under havet. Med bundvandet bliver en masse næringsstoffer ført med op til overfladen.

Oppe i overfladen kaster algerne sig over næringsstofferne og blomstrer op. Krill og andre smådyr kaster sig over algerne, og de bliver selv føde for en masse andre havdyr, f.eks. hvaler, sæler, pingviner, måger o.s.v.

Hele det fænomen, hvor bundvandet, med mange næringsstoffer, tvinges op til overfladen, fordi det møder en stejl kontinentalsokkel, kaldes med et engelsk ord for upwelling. Det giver fødegrundlag for rigtigt mange dyrearter.

Landskabet

Vulkanudbrud er meget voldsomme og kan forårsage store ødelæggelser. Men de bringer samtidig meget næring til jorden, fordi mange forskellige grundstoffer bliver slynget ud med asken. Derfor er jorden omkring Nordøens vulkaner frugtbar. Men et problem, der gør, at det er svært at udnytte jorden, er de mange stejle bakker.

Når det regner, sker der jordskred, så jorden simpelthen skrider ned ad bakkerne og samler sig i dalene. Jordlaget er mange steder ikke ret tykt og nedenunder findes klippe. Derfor er det meste jord på New Zealand plantet til med græs, der bliver brugt til græsning til fårene. Kun på de flade områder, som området øst for Mount Ruapehu, bliver jorden dyrket med korn - grønsager, kiwifrugter, appelsin - og citrontræer, vinstokke m.m.

Skoven der blev væk

Før europæerne kom til New Zealand i 1769, var landet dækket af skov. Træerne holdt på jorden og forhindrede de mange jordskred. Skoven var meget frodig, på grund af den næringsrige jord og det ret fugtige klima. På Sydøen ved Fjordland helt nede på syd-vestkysten regner det så meget, at der faktisk findes rigtig regnskov, tempereret regnskov.

Også på Nordøen findes regnskov. I nogle af de største reservater helt oppe nordpå kan man se en lille del af den urgamle regnskov, som engang dækkede hele New Zealand. Disse skove ligner slet ikke en dansk skov. Træer af alle mulige familier står tæt uden noget mønster og hvert træ er dækket fuldstændigt af alle mulige andre grønne planter. I New Zealand findes utroligt mange mosser og laver, og de fleste af dem kan vokse på andre planter. På et enkelt træ i sådan en urskov kan vokse op til 60 andre plantearter. I en meget varieret dansk skov, med mange forskellige arter kan man hvis man er heldig og god til at bestemme planter finde 60 arter i alt i hele skoven!

Efter europæerne kom til landet er det meste skov desværre fældet og solgt som tømmer. Kun i de små reservater, hvor skoven er fredet, står de mange berømte træarter stadigvæk og knejser. Et af de mest berømte træer er Kauri-træet. Det bliver helt utroligt stort. Nogle af de største der er tilbage er så høje, at der er 30 meter op til de første grene. New Zealand er også kendt for sine mange bregner. Nogle skove består næsten ikke af andet. De store bregner bliver lige så store som rigtige træer.

Når skoven er væk er der ikke noget til at holde på jorden, og jordskredene er derfor blevet værre i takt med, at skoven er forsvundet. Mange dyrearter er udryddet fordi deres levested i skoven er forsvundet. Og mange dyrearter, f.eks. den berømte kiwifugl, er tæt på at forsvinde af samme grund.

De fremmede

New Zealand har ligget isoleret fra alt andet land i mange millioner år. Det land, der ligger tættest på er Australien, der ligger 2250 kilometer væk. Dyrelivet i New Zealand har derfor udviklet sig næsten uafhængigt af alle andre steder, og har på den måde specielt tilpasset sig livet på New Zealand.

I New Zealand fandtes der oprindelig ingen pattedyr, ud over dem, som selv kunne flyve dertil. Det er kun nogle få flagermusarter, så New Zealand var engang frit for større rovdyr, som f.eks. hunde og katte. Derfor er dyrelivet meget specielt her. Nogle af de andre slags dyr udfylder de funktioner, som pattedyr ellers plejer at have. Nogle fugle, som kiwifuglenfuglen og takahe, lever næsten ligesom gnaverne i huller i jorden, den lever samtidig af den samme føde, som f.eks. et pindsvin ville leve af herhjemme. Regnorme og småinsekter, der gemmer sig i skovbunden er på dens menu. Fuglene behøvede ikke at kunne flyve, når der ingen rovdyr var, og mange mistede derfor den evne. De lever i stedet nu på skovbunden. Mange andre dyrearter udviklede sig på lignende måder, fordi de ikke behøvede at beskytte sig mod rovdyr.

Da Maori-folket, der opfatter sig selv som det oprindelige newzealandske folk, kom til New Zealand for omkring 1000 år siden, begyndte de at jage dyrene. Den berømte kæmpefugl moa'en uddøde hurtigt, som mange andre dyr. Men den virkelige katastrofe skete, da Kaptajn Cook opdagede New Zealand og bragte europæerne dertil. De medbragte deres kendte husdyr - hunde, katte, kvæg og geder, og rotterne fulgte med som blinde passagerer. Pludselig var der masser af pattedyr i New Zealand. Og ikke nok med det. Europæerne savnede deres hjemegne og indførte vilde dyr fra Europa, som fik dem til at føle sig hjemme. Derfor findes dyr som solsorten, bogfinken, musvitten, pindsvinet, admiralsommerfuglen og en lang lang række andre europæiske dyr nu i New Zealand. Kun en enkelt dagsommerfugleart har f.eks. selv fundet vej til New Zealand. Monarken kan flyve utroligt langt, og den findes derfor naturligt her.

De indførte dyr trives i det frugtbare New Zealand. De planteædende dyr fortrænger og udkonkurrerer de indfødte planteædende dyr. De indførte rovdyr finder let føde, for de indfødte dyr er slet ikke tilpasset til at skjule sig eller forsvare sig imod dem. Selv et ellers harmløst dyr som den australske brushtail possum, som blev indført til pelsfarme, men hurtigt slap ud, er et stort problem. Den spiser ellers kun blade, men træerne i New Zealand er ikke tilpasset til, at et dyr spiser deres blade, så de dør af det.

I New Zealand bliver der nu brugt mange millioner hvert år på at udrydde de miljøfremmede dyr. Der bliver sat fælder ud, lagt gift og hegnet ind i stor stil. Men det er også tiltrængt, hvis newzealænderne vil redde f.eks. deres nationalsymbol kiwifuglen og deres oprindelige natur.

Se også

Kilder/Henvisninger

Eksterne henvisninger


Denne artikel var dagens artikel den 7. september 2004.



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Bolig.com
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger og andelsboliger.
Andelsbolig i København
Lejebolig i København
Selvsalg
Realkreditlån
Boligadvokat
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.

Antal besøgende: