Stat

Staten er et ofte anvendt udtryk for hele regeringsapparatet. Staten kan også siges "at have monopol på udøvelsen af vold".

En stat er også en fortegnelse over udøvere af et fag: "juridisk stat", "teologisk stat", "magister-stat" o.s.v. Ordet bruges efterhåden sjældent i denne betydning, og erstattes af samme ord i den franske udgave: etat.

Table of contents

1 Statsdannelser 1.1 Hvad er en stat? 1.2 Statsforbund og forbundsstater 1.3 Stater og folk – nationalstater 2 Eksempler på statsdannelser 2.4 Den dansk-norsk-slesvig-holstenske helstat 2.5 Fra helstat til nationalstat 2.6 Det Tyske Forbund 2.7 Det Tysk-romerske Rige 2.8 Det Tyske Kejserrige 2.9 Mindretallene ved den dansk-tyske grænse 2.10 Weimarrepublik og Nazirige 2.11 Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik 2.12 Andre eksempler på forbundsstater 2.13 Hvad med Frankrig? 2.14 Den Europæiske Union 3 Se også 4 Litteratur 4.15 Statsteori 4.15.1 Historisk

Statsdannelser

I den løbende debat hersker der en del forvirring om begreberne stat, delstat, nationalstat, statsforbund, forbundsstat, helstat, rige, land og nation.

Hvad er en stat?

En stat kaldes ofte en nation eller et rige eller et land. I visse sammenhænge – f.eks. i Tyskland – betyder ordet "land" egentlig en delstat.

Statsforbund og forbundsstater

En stat kan nemlig være en sammenslutning af delstater i en forbundsstat med adskillige fælles funktioner såsom forsvar og udenrigspolitik. Derfor må en forbundsstat have en regering, til hvilken delstaternes regeringer har afgivet suverænitet. I forbundsstaten USA er en "State" ret beset en delstat.

Hvis praktisk taget al suverænitet over delstaterne er koncentreret i en central regering, kan man tale om en helstat, men dette er nu mere et historisk begreb fra enevældens tid.

Stater kan indgå i et endog meget tæt samarbejde og være enige om en lang række fælles regler indenfor økonomi, politik etc., uden at staterne afgiver en væsentlig grad af suverænitet. Så er der tale om et statsforbund, der altså ikke har en fælles regering, men derimod fælles organer til varetagelse af samarbejdet.

Et statsforbund kaldes også en konføderation og en forbundsstat en føderation.

Stater og folk – nationalstater

En stat kan godt bebos af flere folk som f.eks. angelsaksere og keltere i Storbritannien. En nationalstat er derimod en stat, der kun bebos af ét folk, bortset fra nogle ubetydelige mindretal af indbyggere, der måske nok regner sig som en del af statens befolkning, men som også er knyttet til et andet folk. Mindretal er som regel nationale mindretal, men kan også være begrundet i andre forhold – jøder i alle lande føler sig således knyttet til det jødiske folk.

Den store indvandring til landene i Vesten har imidlertid til en vis grad udhulet begreberne, fordi mange indvandrere ikke ønsker fuld optagelse i værtslandenes folk.

Eksempler på statsdannelser

Der er mange flydende overgange mellem begreberne, så det er formålstjenligt at belyse disse med en række eksempler.

Den dansk-norsk-slesvig-holstenske helstat

Mens den dansk-norsk-slesvig-holstenske helstat indtil 1814 eksisterede, bestod den af det danske folk, det norske folk og en del af det tyske folk.

Det danske folk boede hovedsageligt i det daværende kongerige Danmark og i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig, og det norske folk boede hovedsageligt i kongeriget Norge, mens en del af det tyske folk hovedsageligt boede i den sydlige del af hertugdømmet Slesvig samt i hertugdømmet Holsten. Dertil kom folkene i de norske bilande i Nordatlanten.

Der var imidlertid tale om én og kun én stat, der regeredes af én fyrste. I Danmark og Norge var han konge, og i de to hertugdømmer var han hertug. Han regerede sine danske og norske undersåtter – inkl. dem i de norske bilande i Nordatlanten – via "Danske Kancelli" og sine undersåtter i de to hertugdømmer via "Tyske Kancelli" – uagtet at indbyggerne i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig overvejende var dansksprogede. Begge kancellier fik deres navne efter det sprog, de anvendte, og havde begge til huse i "Den røde Bygning" på Slotsholmen i København.

Fra helstat til nationalstat

Norge blev afstået til Sverige i 1814 (som kompensation fik den danske konge svensk Forpommern, som senere blev mageskiftet med Preussen til gengæld for Lauenborg), og da den resterende helstat efter nederlaget i 1864 måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg, blev Danmark en nationalstat, der kun omfattede ét folk – nemlig det danske folk. Efter genforeningen i 1920 indgik et lille tysk mindretal i Sønderjylland i den danske befolkning.

Landet havde dengang nogle kolonier i Nordatlanten. Disse nåede deres nuværende status i flere faser. I 1944 blev Island en helt selvstændig stat, og i 1948 fik Færøerne hjemmestyre med eget lagting og landsstyre, og i 1979 fik Grønland det samme med eget landsting og landsstyre. Begge områder vælger 2 medlemmer til det danske folketing. I dag omfatter Det Danske Rige således Danmark, Færøerne og Grønland, og det er en slags forbundsstat – kaldet et rigsfællesskab – der omfatter det danske folk med et tysk mindretal, det færøske folk og det grønlandske folk.

De fremmede folkedele er imidlertid så små, at Det Danske Rige må betragtes som en nationalstat.

Det Tyske Forbund

Den tyske folkedel i Slesvig, Holsten og Lauenborg følte sig knyttet til det øvrige tyske folk, der dengang beboede de mange tyske stater, der fra 1815 var medlem af Det Tyske Forbund, som var et statsforbund. Det eksisterede frem til 1871 – fra 1866 dog som det preussisk dominerede Nordtyske Forbund. Efter den preussisk-østrigske krig i 1866 blev Østrig udelukket fra Det Tyske Forbund, og Østrigs allierede under krigen blev simpelthen annekteret af Preussen. Det drejede sig om Hannover, Nassau, Kurhessen og den frie rigsstad Frankfurt am Main. Nogle af forbundets medlemmer var helstater, der også omfattede andre folk end det tyske, og i visse tilfælde var det kun den tyske del, der var medlem af statsforbundet. F.eks. var den polske del af kongeriget Preussen og den ungarske del af det Østrigske Kejserrige ikke medlemmer af Det Tyske Forbund. Holsten og Lauenborg var medlemmer af forbundet, men ikke Slesvig. Böhmen og Mähren havde både et tysk og en tjekkisk befolkningsdel, men disse to var både medlemmer af det østrigske kejserrige og Det Tyske Forbund.

Det Tysk-romerske Rige

Forgængeren for Det Tyske Forbund var det Tysk-romerske Rige, der egentlig hed Das heilige Römisches Reich deutscher Nation, og som eksisterede fra 962 til 1806. De betydeligste tyske staters fyrster – herunder de såkaldte bispefyrster – kårede (derfor "kurfyrster") en fællestysk konge, og han blev af paven i Rom, der gerne ville beskyttes af en mægtig, verdslig fyrste, kronet til tysk-romersk kejser og overtog den verdslige magt i Vatikanstaten. Det Tysk-romerske Rige var blot et statsforbund, hvis enkelte medlemmer sågar kunne finde på at føre krig mod hinanden. Det omfattede også Østrig – det var et såkaldt "stortysk" rige – eller rettere: forbund.. Man sagde dengang, at det hverken var et rige, romersk eller helligt! Det Tysk-romerske Rige blev opløst under Napoleonskrigene i 1806.

Det Tyske Kejserrige

Efterfølgeren for Det Tyske Forbund – fra 1866 Det Nordtyske Forbund – var Det Tyske Rige – kejserriget fra 1871 til 1918, men det omfattede ikke Østrig – det var et såkaldt "lilletysk" rige. Den preussiske konge blev udråbt til tysk kejser, og stod som sådan over de øvrige tyske fyrster, men det nye tyske kejserrige havde mange fælles funktioner – f.eks. de væbnede styrker, udenrigspolitik, pengevæsen og højesteret – og var derfor en forbundsstat med en central regering, der bestod af delstater med et vist selvstyre og egen fyrste. Den lovgivende forsamling for riget var rigsdagen, og de lovgivende forsamlinger for delstaterne var landdagene.

De gamle hertugdømmer i den danske helstat, Slesvig, Holsten og Lauenborg var blevet erobret af Preussen og Østrig i 1864 og var i 1866 blevet indlemmet som provinser i kongeriget Preussen og indgik som sådanne i det tyske kejserrige. De dansktalende og dansksindede indbyggere i Slesvig blev således borgere i den preussiske delstat i det tyske kejserrige, men de følte sig også knyttet til det danske folk. På samme måde var indbyggerne i den vestlige del af Polen og indbyggerne i Elsass-Lothringen ikke en del af det tyske folk, og man kan derfor ikke sige, at det tyske kejserrige før Første Verdenskrig var en nationalstat. Der var betydelige nationale mindretal inden for riget.

Mindretallene ved den dansk-tyske grænse

Efter folkeafstemningerne i Slesvig i 1920 blev dette delt ved den nuværende dansk-tyske grænse i det tyske Schleswig og det danske Sønderjylland. Derved aftog mindretalsproblemerne, men der var stadig indbyggere i Schleswig, som var borgere i Tyskland, men som også følte sig knyttet til det danske folk. De kaldte landsdelen for Sydslesvig. På samme måde var der mennesker i Sønderjylland, der var borgere i Danmark, men som også følte sig knyttet til det tyske folk. De kaldte Sønderjylland for Nordslesvig – på tysk Nordschleswig.

Weimarrepublik og Nazirige

Det Tyske Rige blev efter Første Verdenskrig i 1918 til en republik, og udover Nordslesvig måtte det afstå Elsass-Lothringen og områderne i det vestlige Polen. Riget – fra 1933 Naziriget eller "Det Tredje Rige" – var frem til Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 en nationalstat, da det kun husede ubetydelige mindretal. Naziriget var en central enhedsstat. De tidligere delstater var frataget ethvert selvstyre og var reduceret til administrative enheder. I 1938 indlemmedes Østrig – det blev til Ostmark – i "Det Tredje Rige", som derfor atter kunne kalde sig et "stortysk" rige. Den bombastiske betegnelse "stortysk" er altså ikke – som mange tror – en nazistisk opfindelse. Naziriget brød sammen i 1945, og Tyskland og Østrig styredes frem til 1949 af besættelsesmagterne.

Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik

Den nye vesttyske forbundsstat blev grundlagt i 1949. Den kom til at hedde Forbundsrepublikken Tyskland (BRD), og blev udvidet ved den tyske genforening i 1990, da områderne i den sovjetisk dominerede Tyske Demokratiske Republik (DDR) blev optaget som nye delstater i BRD. DDR var i lighed med Naziriget en central enhedsstat.

Forbundsrepublikken Tyskland omfatter i dag 16 delstater, hvoraf 3 er bystater. Den har kun få nationale mindretal og må derfor betegnes som en nationalstat. Det samme gælder Østrig, der både er en forbundsstat og en nationalstat med kun få og ubetydelige nationale mindretal – f.eks. Kärntenslovenierne.

Andre eksempler på forbundsstater

Andre eksempler på forbundsstater er USA, Canada og Australien. At medlemmerne af forbundsstaten USA kalder sig States, skal man ikke lade sig forvirre af. De er rettelig delstater eller provinser, og den sidstnævnte betegnelse anvendes da også i Canada og Australien. I alle tre forbundsstater har delstaterne eller provinserne et udpræget selvstyre, men der er i enhver forbundsstat altid politisk uenighed om fordelingen af magt og kompetence mellem forbundsstaternes centrale regeringer og delstaternes regeringer. I USA går det ene store parti (Demokraterne) ind for mere magt til forbundsregeringen i Washington D.C, hvorimod det andet store parti (Republikanerne) går ind for det modsatte.

Alle tre forbundsstater er udprægede indvandrerlande. Om de kan betegnes som nationalstater i den europæiske betydning er tvivlsomt, men at man for USA's vedkommende i dag godt kan tale om et amerikansk folk og en amerikansk nation er hævet over al tvivl. Dette forhold kan imidlertid ændre sig, hvis den store indvandring fra Latinamerika, Østasien og Mellemøsten fortsætter, da de nye indvandrere ofte ønsker at bevare deres sprog og sædvaner og at bosætte sig sammen med deres racefæller og landsmænd. Dette var ikke tilfældet med den tidlige indvandring fra Nord- og Vesteuropa og kun til en vis grad tilfældet med den noget senere indvandring fra Syd- og Østeuropa. Man taler om, at USA for tiden ændrer sig fra at være en folkelig smeltedigel til et folkeligt kludetæppe.

Det forenede Kongerige eller UK (England, Wales, Skotland og Nordirland) samt Spanien og Italien er forbundsstater med visse problemer – f.eks. med selvstændighedsbevægelserne i Skotland, Baskerlandet, Catalonien og Lombardiet. UK og Spanien bebos hver for sig af flere folk såsom englændere, walisere, skotter, baskere, catalanere, castilianere, andalusiere m.v. og er altså ikke nationalstater. Derimod må Italien betegnes som en nationalstat med et østrigsk mindretal i Sydtyrol.

Hvad med Frankrig?

Frankrig vil helst opfatte sig selv som en nationalstat. Derfor fortrænges det forhold, at der inden for staten findes mange mindretal – f.eks. korsikanere, italienere, bretonere, alsacere, lorrainere, flamlændere, catalanere, baskere og provencalere. Langt op i det 20. århundrede blev mindretallene søgt forfransket og i et vist omfang undertrykt.

Den Europæiske Union

EU er en besynderlig blanding af et statsforbund og en forbundsstat. Ordet "forfatningstraktat" er et slående udtryk for forvirringen – et statsforbund bygger på en traktat mellem forbundets medlemmer, mens en forbundsstat har en forfatning.

Se også

• amt, kommune, region, kongerige,
• baroni, grevskab, herred, len,
• delstat, føderation, kronkoloni, koloni, protektorat, territorium,
• imperium, land, nation, rige, samfund,
• embedsstat, hofstat

• Michail Bakunin: Gud og staten
• Niccoló Macchiavelli: Fyrsten
• Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske manifest
• Thomas More: Utopia
• Thomas Hobbes: Leviathan
• Platon: Staten
• Jean-Jacques Rousseau: Du Contrat social
• USA's forfatning

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.