Nationale symboler
Det bretonske flag hedder Gwenn ha Du (Hvid og Sort). De vandrette, hvide og sorte bånd står for de 9 bispedømmer i Bretagne: 4 for de bretonsktalende og 5 for de fransktalende. I øverste venstre hjørne ses et hvidt felt med et ikke fastlagt antal hermelinskin, som skal minde om hertugdømmet Bretagnes våbenskjold. Flaget blev skabt i 1925 af Morvan Marchal, én af grundlæggerne af den nationalistiske bevægelse Breiz Atao (= Bretagne for altid). De franske myndigheder betragtede indtil begyndelsen af 1970’erne flaget som tegn på løsrivelsestendenser, men i dag ses det hejst foran rådhusene i Bretagne, men altid sammen med det franske og den europæiske unions flag.
Den bretonske nationalsang er Bro goz ma zadoù (= Mine forfædres gamle land). Det er en hyldest til Bretagne med bretonsk tekst af Taldir Jaffrenou, som levede i slutningen af det 19. århundrede. Sangen er sat til samme melodi som den walisiske nationalsang. Den samme melodi bruges i øvrigt også til den korniske nationalsang. Dette træk symboliserer de tre keltiske folks beslægtethed.
Bretagne har som motto : Kentoc'h mervel eget bezañ saotred (= "Hellere død end tilsvinet"). Det er knyttet til sagnet om hermelinen, der blev forfulgt af jægere, og som foretrak at lade sig fange hellere end at svine sin pletfrie pels til ved at krydse en mudret flodbred.
Se også
=
Bibliografi
- Philippe Camby (udgiver): Proverbes et dictons des Bretons, 1994.
- Lucien Kergoat (udgiver): Proverbes bretons / Krennlavariou brezhonek, 1996.
- Erwan Vallerie og Nono (tegninger): Ils sont fous ces Bretons!!, trousse de survie pour découvreur des Armoriques, 2003.
- Louis Le Hénog: Proverbes et dictons bretons: Basse et Haute-Bretagne, 2003.
Eksterne links
Hovedartikel: Bretagnes geografi
Bretagne har bevaret minder om en stor rigdom på folkedragter, der blev set som tegn på tilhørsforhold til bestemte egne «Kant bro, kant giz», = Hundrede egne, hundrede levemåder, som et kendt ordsprog siger. Dragterne bæres kun ved højtidelige lejligheder som religiøse optog, møder med sang og folkedans eller private fester. Et af de mest iøjnefaldende kendetegn er forskelligheden og værdigheden i kvindernes hovedtøj, der oprindeligt ar ment som yndefulde kyser i kniplinger, der skal samle og dække håret.
