Jean-Jacques Rousseau

Jean-Jacques Rousseau tilhørte den gruppe af filosoffer, hvis ideer inspirerede den franske revolution. I 1741 slog han sig ned i Paris og omgikkes blandt andet Diderot og Holbach. Han bragte et nyt nodesystem med sig, som dog ikke blev udbredt. Rousseau fik fem børn med Thérèse Levasseur, som dog alle kom på børnehjem. Dette står i skærende kontrast til hans kærlighed til børn og pædagogiske filosofi (i Émile).

Årsagen har muligvis været at Rousseau ikke følte han kunne give sine børn en ordentlig opvækst. Idehistorikeren Mihail Larsen karakteriserer Rousseau som en "guldgrube for en psykiater" og en selvglad psykopat, kleptoman, mytoman og hypokonder, der dog samtidig var en meget hjertelig person [1]. Men det kan sagtens være, at den pædagogik Rousseau fremstiller, ikke skal forstås som noget der kommer fra hjertet, men snarere en stiløvelse, der ligger i forlængelse af den klassiske humanismes hang til at skrive flot uden at interessere sig synderligt for indholdet.

Rousseau besvarede en prisopgave fra Akademiet i Dijon i 1749, som samtidig indholdt hovedtemaet for hans senere forfatterskab. Prisopgaven var en besvarelse af et spørgsmål omkring hvorvidt videnskaben og kunsten havde været med til at højne sæderne. Hans svar var benægtende. Denne blev fulgt op af endnu en prisopgave i 1753 om uligheden mellem mennesker.

Siden flyttede han til Luxembourg, hvor han skrev Den sociale kontrakt (1762) med den kendte udtalelse: "Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker", hvorved han mente, at vi havde indrettet politiske systemer, som ikke tillod os at være fri. Rousseau argumenterede for, at mennesket havde det bedst i sin naturtilstand, men at civilisationen og samfundet havde ødelagt det. Hvis dette var sandt - Rousseau påstod aldrig, at vi kunne vende tilbage til denne oprindelige, rene naturtilstand - fandtes der så en måde, hvorpå vi kunne bevare menneskets naturlige frihed i det moderne samfund? Rousseau brugte en form for en social kontrakt som argument til at foreslå, hvorledes individer kunne underkaste deres vilje til fælles vilje. I Hobbes' naturtilstand var mennesket krigerisk, og dets liv ondt, brutalt og kort. De manglede den sociale kontrakt til at bringe dem ud af den tilstand. Rousseaus kontrakt virkede anderledes, idet den tillod nogle af de gode ting, som var i naturen, da mennesket var på sit højeste, at vinde indpas i det moderne samfund. Skønt Rousseau ikke advokerede for nogen tilbage til naturen bevægelse, så udforskede hans tanker værdien af et livet tæt på naturen og risikoen ved det civiliserede liv. Idéer som blev meget populære under den kommende romantiske periode.

Hans opdragelsesroman Émile dannede en epoke indenfor pædagogikken, idet den gik ind for en fri opdragelse af barnet.

Den sociale kontrakt gjorde folkeviljen til den øverste lov, og var dermed et varsel om den franske revolution.

I 1767 vendte han tilbage til Paris, hvor han døde den 2. juli 1778. Han blev begravet ved siden af Voltaire i Panthéon. Rousseau fik igennem sin fremhævelse af følelsens og det naturliges værdi afgørende indflydelse på den vestlige kultur.

Værker

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.