Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

Armenien

Armenien er et bjergrigt land, der grænser op til Georgien i nord, Aserbadsjan i øst og Tyrkiet og Iran i syd. Armenien ligger i det østligste Europa i Kaukasus. Det er verdens første land som overgik til kristendommen i 301. Landets hovedstad Jerevan blev grundlagt som et fort i 782 f.v.t
Hajastani Hanrapetut'jun
Հայաստանի Հանրապետություն
(Detaljer) (Detaljer)
Nationalt motto:  
Officielt sprog Armensk
Hovedstad Jerevan
Hovedstadens koordinater 40° 16' N, 44° 34' E
Største by Jerevan
Præsident Robert Kocharian
Premierminister Andranik Markarjan
Areal
 - Total
 - % vand
Rangerer som nr. 138
29.800 km²
4.7%
Befolkning
 - Total (2003 est)
 - Befolkningstæthed
Rangerer som nr. 128
3.326.448
112/km²
Uafhængigt
 
Fra Sovjetunionen den
23. September, 1991
Valuta Dram (AMD)
Tidszone UTC +4 (DST +5)
Nationalmelodi Mer Hajrenik (Vort fædreland)
Internetdomæne .AM
International tlfkode 374

Da landet Ur gik i opløsning, dannede dets territorium rammen om det antikke armenske kongeriges fødsel. Armeniens første regenter var den persiske shahs satrapper - vicekonger. Denne epoke reflekteredes i Xenofons og Herodots værker. Xenofons bog Anabasis indeholder en beskrivelse af de 10.000 grækeres tilbagetrækning fra Armenien i 401-400 f.v.t. Det var et vidnesbyrd om at Armenien var rigt på landbrugsarealer med kvægavl og dyrkning af vin, hvede og frugt.

Efter Alexander den Stores erobringstogter og opblomstringen af Seleukide-imperiet indledtes en periode med 'hellenisering' af Armenien, der spillede en vigtig rolle i landets kulturliv. Seleukidernes stat faldt i romernes hænder i 190 f.v.t., og Armenien blev en selvstændig stat. Den lokale regent udråbtes til konge af Storarmenien, under navnet Artashes den 1.

Det blev indledningen til en guldalder, som nåede sit maksimum under Tigrán den 2. - eller den Store. Han samlede alle de armensk-talende områder og annekterede adskillige naboregioner. Armeniens grænser strakte sig fra Middelhavet i syd over Sortehavet i nord til Det Kaspiske Hav i øst. Tigrans imperium blev dog snart besejret af de romerske og partiske hære. Armenien udnævntes til 'Det romerske folks ven og allierede', en i de tider almindelig anvendt eufemisme om Roms vasalstater.

I de første fire århundreder af vores tidsregning var Armenien tæt på at miste sin selvstændighed, indtil det endeligt i 428 ophørte med at være en stat, efter det romerske imperium og den nye persiske kongedømme enedes om at dele landet mellem sig. Et af de overlevende monumenter fra denne epoke er det græske tempel i Garni, tæt ved Jerevan.

Armenien blev i 301 det første land i verden, som officielt indførte kristendommen som statsreligion. På denne tid grundlagde den første patriark af Armenien, Gregor Lysbringeren, et kloster i Etjmiadsin, som eksisterer den dag i dag, og som blev hovedsæde for den armenske kirkes patriarker. Kirken identificerede sig fra da af med den armenske folkekarakter, da religionen tillod at fastholde den folkelige enhed, mens landet igennem længere tid var uden selvstændig statsledelse.

Munken Mesrop Masjtots opfandt i 405 et alfabet og blev stamfader til Armeniens eget skriftsprog. Bogstaverne i dette alfabet er bevarede op til vor tid og har medvirket til at der altid har eksisteret en lige linje i armeniernes kultur, lige fra Antikken over Middelalderen op til moderne tid. Det 5. århundrede var en periode med opblomstring af den religiøse og verdslige litteratur og af den armenske historieskrivning; senere udvikledes også naturvidenskaberne. Ananias Sjirakatsi påstod allerede i det 7. århundrede, at Jorden var rund, og fremsatte hypotesen om, at der eksisterede adskillige planeter beboede af intelligensvæsener.

I det 5. og 6. århundrede deltes Armenien mellem Byzans og Persien. Perserne forsøgte at eliminere kristendommen fra de østlige områder af Armenien, hvor de kristne stod stærkt, hvilket førte til en folkelig opstand. Prins Vartán Mamikonian, chef for den armenske hær, påtog sig lederskabet af oprøret. I år 451 kom det til et slag i Avaraev-dalen mellem den armenske hær på 60.000 mand, under ledelse af Vartán, og den persiske hær, der var armenerne betydeligt overlegen. Armenerne blev besejrede og prins Vartán dræbt, men også perserne led betydelige tab. Efter slaget gav perserne afkald på muligheden for at påtvinge armenerne deres religion, mens alle faldne blev kanoniserede af den armenske kirke.

Persien blev i det 7. århundrede invaderet af araberne, og de nye, islamiske ledere annekterede også Armenien. Befolkningen strittede imod indtil slutningen af det 9. århundrede, da prins Ashot Bagratuni udråbtes til konge og dermed uafhængig leder af Armenien. Denne periode beskrives i den episke fortælling 'David af Sasún'.

Velfærdsperioden under kong Bagratidas blev ganske kort. I slutningen af det 11. århundrede begyndte landet at vakle under presset fra byzantinerne og selyúciderne, der var kommet til Transkaukasien fra Centralasien. Mange armenske prinser overgav deres jord til den byzantinske kejser, og modtog til gengæld jord i Kilikien. Dette - samt frygten for tyrkerne - førte til store udvandringer fra mange armenske områder.

I slutningen af det 11. århundrede grundlagde Rubénidas-dynastiet i Kilikien en ny armensk stat, der overlevede de næste 300 år. Kilikien havde nære forbindelser til de vesteuropæiske nationer. De armenske styrker intervenerede i korstogene, og via giftermål introduceredes Rubénidas'erne til de europæiske ledere. Det kilikiske Armenien blev i 1375 erobret af de egyptiske mamelukker, der sørgede for at bevare litteraturen, kulturen og de videnskabelige landvindinger, mens det 'oprindelige' Armenien var blevet udryddet efter invasioner og krige.

De tyrkiske osmanner, der afløste selyuciderne i slutningen af det 13. århundrede, indledte erobringen af Lilleasien. Konstantinopel erobredes i 1453, og tyrkerne fortsatte deres march mod øst, hvor de invaderede Persien. De talløse krige mellem Tyrkiet og Persien brugte Armenien som slagmark, indtil landet i det 17. århundrede deltes mellem de to islamiske imperier. På dette tidspunkt varetog kirken ikke alene mange verdslige opgaver, men forsøgte ligeledes at påkalde sig de kristne europæeres opmærksomhed over for det drama, armenerne, der så sig nødsagede til at flygte og slå sig ned langt fra hjemlandet, måtte gennemleve; flere af disse kolonier eksisterer for øvrigt endnu.

Efter en ekspedition i 1722, der bragte de russiskee tropper helt til Transkaukasien, hvor de besatte byen Baku, samt yderligere territorier, der tilhørte perserne, indledte de armenske prinser i Nagornij Karabakh og enkelte naboregioner en opstand, der skulle forene dem med russerne. Opstanden blev ledet af den armenske nationalhelt David-bek. Den russiske zar, Peter den Store, der havde lovet at ville bistå armenerne, døde imidlertid, og Rusland undertegnede en fredsaftale med Persien. Den anden russiske krig mod Persien indledtes i 1804 og afsluttedes i 1813 med Fredstraktaten fra Gulistan, i kraft af hvilken Karakakh og nogle få andre historiske områder i Armenien indlemmedes i det russiske imperium.

Gennem det 19. århundrede førte Rusland adskillige krige mod Tyrkiet og Persien, og annekterede lidt efter lidt nye armenske områder, og til slut tilfaldt hele den østlige del af Armenien russerne. Dette område var beboet af mere end 2 millioner armenere, men den største del af Armenien, med et befolkningstal på over 4 millioner, tilhørte stadig Tyrkiet.

Mens Rusland forsvarede Armenien mod invasioner og krige, oplevede det østlige Armenien en velstandsperiode, mens armenerne, der var bosatte i det osmanniske rige, var udsat for forfølgelse og chikaner. Man var ofte vidne til uroligheder og sammenstød, hvilket tyrkerne forsøgte at hindre med drastiske repressalier. Man brugte som undskyldning, at armenerne under den 1. verdenskrig havde givet udtryk for deres sympati for den russiske hær, der havde angrebet fra Transkaukasien, og derfor gennemførte De unge Tyrkeres regime en massakre mod omkring 2 millioner armenere. Mens man skød mændene, blev kvinder og børn sendt til ørkenområder i Syrien, hvor de omkom af udmattelse, mens de overlevende flygtede til de armenske kolonier i udlandet. med Ararat-bjerget i baggrunden]] Da det russiske imperium kollapsede, proklameredes den selvstændige stat Republikken Armenien i Jerevan. Tyrkiet angreb Armenien i 1918 og 1920. Selv om det lykkedes den armenske hær at vinde nogle sejre, oplevede den unge republik alvorlige økonomiske tilbageslag, og dens territorium blev kraftig beskåret. I slutningen af 1920 udråbtes Den sovjetisk-armenske Republik af en koalition bestående af kommunister og nationalister, og ved et oprør, i februar 1921, væltedes den siddende regering. Med hjælp fra Den røde Hær, der var ankommet fra Aserbadsjan, overtog kommunisterne magten efter tre måneders hårde kampe.

Armenien, Georgien og Aserbadsjan dannede i 1922 Sammenslutningen af Transkaukasiske Socialistiske Sovjetrepublikker, der lod sig optage i USSR. For at undgå etniske konflikter mellem armenere og muslimer, vedtog det sovjetiske styre en separationspolitik, der tillod en deling af nationalitetsgrupper i administrative enheder, hvilket afgjorde at hele folkeslag blev flyttet. Den Selvstændige Socialistiske Sovjetrepublik Nachichevan proklameredes i 1923, med tilknytning til Azerbadjan, renset for armenere, og samtidigt 'overtog' azerbadjanerne Nagornij Karabakh, der var et historisk armensk område, Azerbadjan tidligere havde givet afkald på i 1920. Den transkaukasiske sammenslutning opløstes i 1936, og de involverede republikker søgte enkeltvis optagelse i Sovjetunionen.

I 1965 højtideligholdt armenere over hele verden for første gang mindet om folkedrabet i 1915. I Armeniens hovedstad krævede demonstranterne en tilbagelevering af området Nagornij Karabakh. Den første anmodning om genforening af Nagornij Karabakh og Armenien blev overbragt Sovjetunionens præsident Nikita Khrusjtjov i maj 1963, og var underskrevet af 2.500 indbyggere fra det opdelte område. Fra da af udvikledes to modsatrettede strømninger: i Armenien, hvor man var tilhængere af genforeningen, og i Aserbadsjan, hvor man var modstandere. I 1968 kom det til voldelige sammenstød mellem armenere og azerbadjanere i Stepanakert, hovedstaden i Nagornij Karabakh.

I forbindelse med de påbegyndte reformer i Sovjetunionen i slutningen af 1980'erne, besluttede armenerne i Nagornij Karabakh, som udgjorde 80% af befolkningen, ved en folkeafstemning, at blive genforenet med Armenien. Det lokale parlament i Karabakh ratificerede anmodningen, og beslutningen mødtes i Armenien med stor entusiasme. Moskvas reaktion var den modsatte og sovjetiske styrker undertrykte brutalt demonstrationer i Jerevan og Stepanakert.

Den Panarmenske Nationale Bevægelse, som vandt valget i august 1990, var indstillet på at forsøge at opnå selvstændighed ad legal vej. Ved folkeafstemningen i september 1991, stemte 99,3 % for en separation fra Sovjetunionen. Det armenske parlament erklærede landet for selvstændigt og i oktober valgtes Levon Ter-Petrosan til præsident med 83 % de afgivne stemmer.

Nagornij Karabakh udråbtes samme måned til selvstændig republik, efter 99 % af vælgerne havde stemt for en løsrivelse. Aserbadsjan svarede igen med en økonomisk og militær blokade af Nagornij Karabakh, der blev indledningen til væbnede kampe mellem de to republikker. Armenien blev medlem af Organisationen af Alliancefri Nationer i december 1991, og blev fuldgyldigt medlem af FN i februar 1992.

Fra begyndelsen af 1993, mens proarmenske styrker opnåede betydelige sejre ved Nagornij Karabakh-fronten, begyndte Jerevan at trække sin ubetingede støtte til armenerne tilbage, i det mindste officielt, og i september indledte Aserbadsjan en økonomisk blokade af Armenien.

Den armenske økonomi begyndte at komme på fode igen i 1994 og 1995, til dels på grund af det gode forhold til Iran, som svækkede konsekvenserne af den aserbadsjanske blokade. I maj 1994 - på et tidspunkt hvor de armenske styrker, ifølge azerbadjanerne, havde erobret et område på 12.000 km², muliggjorde den russiske pression indgåelsen af en våbenhvile i Nagornij Karabakh. Omkring 20.000 mennesker havde mistet livet under krigen, mens 1 million var blevet drevet på flugt. I løbet af 1995 og de første måneder af 1996 fortsatte fredsforhandlingerne mellem de stridende parter.

På trods af anklager for valgsvindel og voldsomme demonstrationer i gaderne, indledte Ter-Petrosan sin anden valgperiode, efter at være blevet erklæret som vinder af valget, afholdt september 1996. Regeringerne i Jerevan og Moskva undertegnede i august 1997 en vidtgående aftale om politisk, økonomisk, videnskabeligt, kulturelt og forsvarsmæssigt samarbejde.

Utilfredsheden med de sociale forhold - hvor arbejdsløsheden nåede op på 20 % af de erhversaktive - og den undertrykkelse oppositionen blev udsat for, førte til Ter-Petrosans fald. Præsidenten trådte tilbage i marts 1998, efter at være blevet ladt i stikken af de førende personligheder blandt sine medarbejdere i regeringen. Robert Kocharyan - der er født i Nagornij Karabakh - vandt anden valgrunde ved præsidentvalget den 30. marts, efter at have besejret den tidligere leder af Kommunistpartiet, Karen Demirchian. Valget gjaldt dog kun besættelsen af posten frem til periodens afslutning i 1999.

Demirchian fik revanche ved parlamentsvalget i juni 1999, da han blev valgt til formand for parlamentet med 43 % af stemmerne bag sig. Nærmeste rival var kommunistpartiet, der fik 12 % af stemmerne. Men i oktober trængte en bevæbnet gruppe - uden forbindelse til de politiske partier - ind i parlamentet, hvor de dræbte premierministeren Vazgen Sarkisian, Demirchian og flere andre parlamentsmedlemmer - deriblandt 2 ministre. Gruppen tog de øvrige parlamentsmedlemmer som gidsler, men efter at præsident Kocharian gik ind i forhandlinger med gruppen besluttede de at nedlægge våbnene og overgive, mod personlige garantier. I november udpegede præsidenten Aram Sarkissian til posten som premierminister.

I februar 2000 blev Armenien optaget som almindeligt medlem af Europarådet. I midten af året bekræftede Europarlamentet enstemmigt sin resolution fra 1987, hvorefter Tyrkiet først kan optages i EU, når det offentligt vedstår sit ansvar for folkedrabet på den armenske befolkning i 1918-20.

Ligeledes i midten af 2000 besøgte den russiske præsident Vladimir Putin Armenien. Ved den lejlighed undertegnedes en traktat, der gav den russiske hær ret til at forsvare Armeniens grænser mod Tyrkiet og Iran. Denne traktat skulle gå forud for dannelsen af en Fælles Sikkerhedssammenslutning bestående af Armenien, Rusland, Hviderusland, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Den blev dannet 1 år senere ved et topmøde i Jerevan og cementerede landenes militære samarbejde mod den islamiske ekstremisme.

Flere tusinde personer samledes i Jerevan i oktober 2001 for at markere to-årsdagen for angrebet på parlamentet. De krævede præsident Kocharians afgang, og beskyldte ham for at skjule oplysninger om voldshandlingen og dens bagmænd.

Armenien blev medlem af WTO i februar 2003. Samme måned genvalgtes Kocharian som præsident, og i maj fik hans støttepartier flertal ved parlamentsvalget. De ledende oppositionspartier har dog nægtet at anerkede dette resultat.
Se galleriet
»« i .



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Bolig.com
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger og andelsboliger.
Andelsbolig i København
Lejebolig i København
Selvsalg
Realkreditlån
Boligadvokat
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.

Antal besøgende: