Danmarks Retsforbund

Ideologi og politik

Retsforbundets udgangspunkt er en afgrænsning mellem den enkeltes ret og fællesskabet. Partiets politik bygger traditionelt på fire hovedpunkter: personlig frihed, statsmagtens begrænsning, frihandel og fuld grundskyld. Fuld grundskyld indebærer, at statens retmæssige indtægtskilde er den samfundsskabte merværdi, der af økonomer kaldes jordrente, frem for beskatning af den individuelt skabte arbejdsfortjeneste. Indkomstskat, moms og told skal derfor nedskrives og helst afvikles.

Retsforbundets ideologi er altså en humanistisk begrundet liberalisme. Det skal her nævnes, at adskillige liberale og humanistiske tænkere har støttet fællesskabets ret til jordrenten.[1]

Nogle af partiets øvrige programpunkter er en restriktiv miljøpolitik, afvikling af erhvervs- og landbrugstilskud, ligestilling af offentlig og privat service på bl.a. undervisnings- og sundhedsområdet. Der ønskes øget kontrol med monopoler, herunder at olie- og naturgasressourcerne i Nordsøen skal udnyttes til gavn for samfundet frem for kontrakthaverne.

På det statsretslige område ønsker partiet adskillelse af stat og kirke, øget offentlighed i forvaltningen, flere folkeafstemninger og en magistratsregering sammensat i forhold til partiernes størrelse (efter schweizisk model).

Partiet er imod EU, men fortaler for FN-samarbejde og ulandsbistand. Det støtter NATO-medlemskab, men er modstander af dansk deltagelse i Irak-krigen.

Historie

Retsforbundet opnåede første gang valg til Folketinget i 1924. Op igennem 1920'erne og 1930'erne havde man en meget lille gruppe, ofte kun med et eller to medlemmer (det var før spærregrænsen blev indført). Under krigen deltog folketingsmedlemmet, senere minister, Oluf Pedersen som sekretær i det såkaldte samarbejdsudvalg.

Efter befrielsen medvirkede partiets frihandelstanke til, at man markerede sig stærkt imod rationeringen. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Hans Hedtoft-regeringen blev væltet i 1950 på spørgsmålet om smørrationeringens ophævelse. Man sagde dengang, at regeringen "gled i smørret". Retsforbundet oplevede i de følgende år en markant fremgang og opnåede ved valget i 1953 en folketingsgruppe på tolv medlemmer.

Gennem 1950'erne havde Retsforbundet nærmest spillet rollen som et borgerligt protestparti, men til manges overraskelse gik det sammen med Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet i den såkaldte trekantsregering fra 1957 - 1960. Den radikale leder Bertel Dahlgaard havde før valget på spørgsmålet om at danne regering med Retsforbundet svaret: "Så vil jeg hellere dø en naturlig død." Retsforbundet var repræsenteret ved fiskeriminister Oluf Pedersen, indenrigsminister Søren Olesen og partiets leder, Viggo Starcke, der var minister uden portefølje.

Efter folketingsvalget i 1960 røg Retsforbundet ud af Folketinget. Det skyldtes dels Retsforbundets interne stridigheder, dels at Socialdemokratiet som det største parti vandt fremgangen for regeringens resultater, og endelig utilfredshed med Viggo Starckes "æresministerium".

Ved afstemningen om Danmarks indtrædelse i EF i 1972 havde Retsforbundet markeret sig som det eneste ikke-socialistiske EF-modstanderparti og deltaget i stiftelsen af Folkebevægelsen mod EF. I årene siden 1960 havde man formuleret et nyt, omfattende partiprogram, som var mere præget af socialliberale tendenser, hvor velfærdsstatens tjenesteydelser skulle opretholdes.

Ved jordskredsvalget i 1973 kom Retsforbundet atter i Folketinget, nu især båret frem af EF-modstanden. Partiet gled ud i 1975, men var igen inde fra 1977 til 1981. Fra 1984-1994 var partiets forhenværende formand og leder af folketingsgruppen, Ib Christensen, medlem af Europa-parlamentet, valgt for Folkebevægelsen mod EF. Ved valget i 1984, 1987 og 1990 opnåede Retsforbundet ikke at blive valgt. Partiet deltog i samarbejdet bag listen Demokratisk Fornyelse ved folketingsvalget i 1998.

Retsforbundet og Minoritetspartiet indgik en aftale om fælles valggrundlag og kandidater på Minoritetspartiets liste ved valget i 2005. [1] Heller ikke denne gang formåede man at appellere til vælgerne, og Minoritetspartiet fik kun få promille af stemmerne.

Eksterne henvisninger

• Retsforbundet
• Henry George
• Den danske Henry George-forening
• Prosper Australia - skattereform efter Henry Georges model