Christian 1.

Han er konge af Danmark fra 1448-1481 og Norge fra 1450-1481 og af Sverige fra 1457-1464. Efter Christoffer_3._af_Bayerns pludselige død står Norden uden konge og uden naturlige arvinger til tronen, da Christoffer dør barnløs. Det danske Rigsråd tilbyder tronen til hertug Adolf VIII af Sønderjylland, men han betakker sig og peger i stedet på sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg. Christian må udtrykkeligt love at overholde bestemmelsen i Valdemar Atterdags håndfæstning om, at "Sønderjylland aldrig må genforenes med resten af riget". Det danske rigsråd har problemer med at få godkendt Christian som konge i Norge, og Sverige sprænger Kalmarunionen i 1448 ved at vælge Karl Knutsson til konge. Efter at have underskrevet en håndfæstning udstedt af det danske rigsråd, hvoraf fremgår, at ingen udlænding må få len eller optages i rigsrådet, samt at der ikke træffes nogen vigtige foranstaltninger uden om Rigsrådet, bliver Christian kongehyldet på Viborg Landsting den 28. september 1448 og året efter kronet i Københavns Vor Frue Kirke. I 1449 bliver Christian gift med Christoffer af Bayerns 18-årige enke, Dorothea af Brandenburg.

Et af de første problemer, som Christian møder, er spørgsmålet om Gotland, hvorfra den tidligere konge, Erik 7. af Pommern, driver sin sørøvervirksomhed. Karl VIII Knutsson kræver Gotland tilbage og sender en hærstyrke derover. Erik retter hemmeligt henvendelse til det danske Rigsråd og tilbyder, at Danmark kan få Gotland. I slutningen af 1449 sendes en dansk hærstyrke til Visby, hvorefter svenskerne trækker sig tilbage. Det ender dog med, at Erik fortrækker til Pommern, hvor han forholder sig roligt indtil sin død.

I 1449 kroner den norske ærkebiskop, Aslak Bolt, Karl Knutsson til konge af Norge, selv om det norske Rigsråd har valgt Christian 1 På Halmstadmødet i 1450 bliver man enige om, at Christian skal anerkende Karl Knutssons krav på Sverige mod til gengæld at blive konge af Norge. Desuden aftales, at den længst levende overtager den andens trone. Karl Knutsson, som på den måde mister Norge, indleder i 1452 krig mod Danmark og angriber Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skifter, bliver Christian i 1457 kronet i Uppsala. Christians søn, Hans, anerkendes i 1458 som tronfølger og arving til Sverige og Norge. Karl Knutsson bliver afsat og må flygte til Danzig. .]]

Den 4. december 1459 dør hertug Adolf VIII af Sønderjylland uden at efterlade sig børn. Christian øjner en chance for at hjemføre Sønderjylland til riget. På trods af, at der er flere andre arveberettigede, og på trods af håndfæstningen, beslutter Rigsrådet, at Danmark og Sønderjylland atter skal regeres af én herre. Den 5. marts 1460 udnævnes Christian 1. til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Christian må dog love at anerkende de holstenske stormænds rettigheder, at de to områder altid skal høre sammen, samt indkalde dem til råd én gang om året. Christian sætter et råd på 12 stormænd til at forvalte hertugdømmet. Kongen må betale kompensationer for denne udvidelse af riget, hvilket overstiger hans økonomiske formåen. Størsteparten af de len, som udgør Christians besiddelser, ejes af nogle få magtfulde adelsslægter, der ikke betaler skat til kongen. Christian tvinges til at øge skattetrykket, og han bliver nødt til at pantsætte en del af sine len til at finansiere dette, og han kommer snart i en bundløs gæld. Men nu træder hans fornuftige kone til. Hun har arvet en pæn formue fra sin fader. Desuden pantsætter hun sine smykker, og køber lenene tilbage. Hun giver dem fornuftigvis ikke til kongen, men beholder dem selv.

Christian må føre flere krige mod de andre arveberettigede til hertugdømmet Sønderjylland, og for at finansiere disse må han både tage lån og udskrive nye skatter i Skåne, og i 1464 udbryder der oprør i Sverige. Svenskerne kalder Karl Knutsson tilbage, og han bliver igen kronet til konge. Efter Karl Knutssons død i 1470 forsøger Christian igen at vinde Sverige, men lider et knusende nederlag den 10. oktober 1471 i Slaget ved Brunkebjerg. Christian er selv på nippet til at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning bliver det bestemt, at man ved voldgift skal finde ud af, hvorledes Christian 1. kan genindsættes som svensk konge. Det sker dog aldrig, og i stedet vælger det svenske rigsråd Sten Sture som rigsforstander.

Christian 1. deltog i 1473 i et tysk møde i Wilsnach. Her blev han forlenet med bonderepublikken Ditmarsken. Den 9. januar 1474 drager Christian med et stort følge til Rom. Han indgår en aftale med pave Sixtus IV, der giver ham tilladelse til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverige samt åbne et universitet i København (dette bliver indviet i 1479). Efter hjemkomsten lykkes det Christian at få styr på den holstenske adel og få eftergivet en del af den gæld, han har til hertugdømmerne. Han udbygger og forstærker embedsmandsapparatet og lader de fleste poster besætte med borgerlige. Til afløsning for danehoffet, der ikke har fungeret i længere tid, laver han en rigsrepræsentation, og i 1468 sammenkalder Christian til det første stændermøde nogensinde.

Christian 1. dør den 21. maj 1481 på Københavns Slot. Han bliver begravet i Roskilde Domkirke. Han efterlader sønnerne Hans og Frederik, der begge bliver konger, samt datteren Margrete, som blev gift med James 3. af Skotland.

Valgsprog: Dyden viser vej.

Efterfulgte:	{}	Efterfulgtes af:
{}		{}

Kilder/henvisninger

• Søren Sørensen - http://www.aerenlund.dk
• Lexopen
• Karl VIII Knutsson på den svenske wiki

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.