Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

Søren Aabye Kierkegaard

Søren Aabye Kierkegaard (5. maj 1813 - 11. november 1855), dansk teolog, filosof og psykolog. Kierkegaard regnes ofte som den største danske filosof og som fader til den religiøse eksistentialisme.

Det er karakteristisk, at værkerne fra forfatterskabets første fase er udgivet under pseudonymer, men i Efterskriften vedkender Kierkegaard sig samtlige sine værker. Ved hjælp af pseudonymerne har han ladet de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer spille dialektisk mod hinanden på en måde, som har gjort ham til en af eksistentialismens fædre. Endvidere menes det også, at pseudonymerne netop gjorde at forståelsen af hans værker blev op til "hin enkelte" at tage stilling til, eftersom argumentationen "ikke" var fremført af Kierkegaard selv. Samtidig med dette arbejde udgav han en række religiøse "taler", som blev samlet i 1845 under titlen Atten opbyggelige Taler. De blev udgivet under hans eget navn, bl.a. for at vise, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter.

Table of contents
1 Baggrund
2 Forfatterskabets første del (1843-46)
3 Forfatterskabets anden del (1847-51)
4 Kirkestormen (1855)
5 Eftervirkninger
6 Værker
7 Se også
8 Litteratur
9 Eksterne henvisninger

Baggrund

Kierkegaard blev født i København som den yngste af en søskendeflok på syv. Hans mor, Ane Sørensdatter Lund (1768-1834), var først tjenestepige i huset, men det er stort set også det eneste, man ved om hende. Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), satte et stort præg på børnene gennem sit skarpe vid, sin religiøse tvivl og sin fantaseren. Han havde oprindelig været uldkræmmer, men udvidede virksomheden og blev efterhånden storkøbmand og ejendomsspekulant. Det skabte den rigdom, der gjorde det muligt for hans yngste søn at hellige sig forfatterskabet.

Kierkegaard blev student fra Borgerdydskolen i 1830, og som sin ældre bror, P. C. Kierkegaard, valgte han at studere teologi. Han begyndte dog snart at fordybe sig i litterære og filosofiske studier, skrev udkast til analyser af Fausttypen og Den Evige Jøde, og han forfattede bladartikler med en konservativ grundholdning. I samme periode havde han en soldeperiode, der bragte ham på kant med faderen for en tid. I 1838 debuterede han med Af en endnu levendes papirer. Det er en forvokset anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand fra 1837, som ifølge Kierkegaard er kunstnerisk mislykket, fordi den mangler ”Livs-Anskuelse”. Han vender sig mod H. C. Andersens opfattelse af geniet, som ikke bør være »et flæb«, men som ”går som tordenvejret imod blæsten”.

I 1838 døde faderen, og det gjorde et voldsomt indtryk på Kierkegaard. Han taler om den store jordrystelse, der påtvang ham en uomgængelig synsvinkel på samtlige fænomener. Han hentyder til en hemmelighed i faderens liv og gudsforhold. Det står ikke helt klart, hvad det kan have drejet sig om, men opdagelsen fastlåste Kierkegaards opfattelse af kristendommen som en frygteligt alvorlig religion.

I 1841 fik han magistergraden på en afhandling "Om begrebet ironi med stadigt hensyn til Sokrates", hvor han gør brug af den "indirekte meddelelse", dvs. den blanding af begrebsanalyse og billedsprog, der også kendetegner det senere forfatterskab, og som både beskriver og praktiserer ironien. Derefter rejste han til Jylland på en slags pilgrimsrejse til sin fars barndomsegn ved Ringkøbing. Efter hjemkomsten forlovede han sig med Regine Olsen (1822-1904). Efter kort tid begyndte han at gruble over forholdet: Kunne han gøre hende lykkelig, var det forsvarligt at indvi hende i hans og slægtens dybe hemmeligheder, kunne hun forstå dem? Kierkegaard besluttede til sidst at opløse forholdet, men det lykkedes ikke at få hende til at bryde, selv om han prøvede at undgå, at hun stod som den vragede. Forlovelsen blev opløst godt et år senere, men den fik dybtgående betydning for det forfatterskab, som han indledte i februar 1843.

Forfatterskabets første del (1843-46)

Første del af Kierkegaards forfatterskab består af Enten-eller og To opbyggelige Taler, som begge er fra 1843. I Enten-eller, der betragtes som ét af hovedværkerne, opstilles to forskellige livsanskuelser eller "stadier", den æstetiske og den etiske, der har hver sin halvdel af bogen, henholdsvis "A's papirer" og "B's papirer". Første del indeholder bl.a. de berømte "Diapsalmata" (strøtanker) og afhandlingen om Mozarts "Don Juan". Den æstetiske livsholdning beskrives mest tydeligt i "Vexeldriften": Livet fordrer afveksling fra øjeblik til øjeblik, og i hvert øjeblik skal oplevelsen være intenst sand, men netop derved bliver der ingen sammenhæng i tilværelsen, og æstetikeren bliver derfor evigt søgende og desperat. "Forførerens dagbog" slutter første del af med en beskrivelse af et forførelsesforløb, som afslører det dæmoniske og fortvivlende i en rent æstetisk livspraksis midt i sanselighedens sødme. Bogens anden del rummer breve fra etikeren, assessor Vilhelm til A. Han fastholder, at det kommer an på at vælge sig selv i sin evige gyldighed, men også at evighedens rigdom og dagliglivets småting må gå op i harmonisk enhed. Udvejen af den fortvivlelse, som den æstetiske livsførelse fører til, er det etiske valg. Det er en afgørelse, hvor man ikke bare vælger mellem det gode og det onde, men hvor dette valg også skal være omdrejningspunktet i ens liv. Det etiske valg fører til, at man må "vælge sig selv": Påtage sig ansvaret for, hvad man selv gør, overtage sig selv som den, man er, og overtage den historie, der har dannet én. Det bedste eksempel på sådan en etisk livsførelse findes i ægteskabet. Bogen slutter med en prædiken, der drejer sig om, at vi altid har uret over for Gud. Det peger frem mod et ikke beskrevet, tredje stadium, nemlig det religiøse. "Enten-eller" er udgivet af pseudonymet Victor Eremita ("Den sejrende eneboer").

Hvor etikeren Vilhelm havde talt for det livsprojekt, at et menneske kan ”erhverve sig selv” ved at vælge sig selv, ser de senere værker det problematiske ved netop den samme opfattelse. I "Frygt og Bæven" fra 1843 kredser forfatteren, nu under pseudonymet Johannes de Silentio (Johannes af Tavsheden), om Abraham som troens far. Tro vil her sige tro på, at for Gud er alt muligt. Abraham tror, at Gud vil give ham Isak igen, Isak, som han med hele sit liv hænger ved, og som han på Guds befaling giver afkald på. Ifølge Johannes de Silentio sætter troen den enkelte ud over det etiske og dermed uden for sprogets fællesskab med andre. Idet troen sætter "hin enkelte" udover det almene etiske felt, kan der ikke gives en rationel begrundelse for Abrahams valg med at dræbe Isak. Men da det netop er troen, som suspenderer det etiske, taler Kierkegaard om den teleologiske [formålsbestemte] suspension [afskaffelse] af det etiske.

Skriftet "Gjentagelsen" udkom samme dag som "Frygt og Bæven". Her stiller Kierkegaard spørgsmåltegn ved, om gentagelse kan lade sig gøre. Svaret er, at sand gentagelse i bund og grund er en religiøs begivenhed: den indtræffer, når troen giver én det liv tilbage, som var tabt.

Kierkegaard fortsatte arbejdet med at undersøge den etiske livsholdning i bogen "Begrebet Angest", der udkom i 1844. Her hævder pseudonymet Vigilius Haufniensis (Den københavnske nattevægter), at den naive etik kommer til kort overfor synden. Til gengæld kan man nå frem til en mere holdbar etik, når man fastholder den etiske livsstil midt i syndens virkelighed. "Begrebet Angest" viser, at hvert menneske er et jeg, der først er rigtigt menneskeligt, når det påtager sig opgaven at blive sig selv. Bogen beskriver, hvordan denne opgave mislykkes, når ”hin enkelte” gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også i angst for det gode. Angsten er en tilstand af tiltrækning og afsky, som udløses i et spring, der fører én bort fra valget. Det er det egentlige syndefald: at mennesket frasiger sig muligheden for det gode og lader sig synke ind i en plaget indesluttethed.

Fire dage før "Begrebet Angest" udkom "Philosophiske Smuler". Her forsøger pseudonymet Johannes Climacus (Johannes den Svingende) at afklare, hvad det egentligt kristelige er. Han viser, at Sokrates’ metode forudsætter, at enhver rummer den sandhed, som det drejer sig om at finde. Modsat gælder den opfattelse, at mennesket havner i usandhed ved egen skyld, og at man kun kan rykke sig ud af usandheden ved Guds hjælp. Derfor er det et troens paradoks, at den kristne Gud, den evige, har underkastet sig menneskenes vilkår: fødsel, lidelse og død.

"Stadier paa Livets Vei" udkom i 1845, tilsyneladende udgivet af Hilarius (Den opmuntrende) Bogbinder. Her bearbejdes problemstillingen fra "Enten-Eller" gennem en række situationer. Først får æstetikerne ordet under et drikkelag. Så fører assessor Vilhelm atter et forsvar for det ophøjede i det borgerlige ægteskab. Endelig behandles det religiøse stadie ved en diskussion af psykologien bag en brudt forlovelse.

Johannes Climacus kommer til orde igen i "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" fra 1846. Han præsterer et efterskrift på 600 sider til sine 100 sider "Philosophiske Smuler". Efterskriftet rummer et skarpt opgør med Grundtvig og Hegel, og det hævder, at der ikke kan gives noget system for tilværelsen, fordi menneskets eksistens er i konstant bevægelse. Climacus slår fast, at man ikke vilkårligt kan vælge sin egen sandhed, men at sandheden skal tilegnes gennem et lidenskabeligt valg. På den anden side kan man ikke af egen kraft finde en sandhed, som må udpeges af én, der står udenfor. I sidste ende drejer sandheden sig altså ikke om et statisk "hvad", men om et dynamisk "hvordan".

Efter dette mente Kierkegaard tydeligvis at have sagt, hvad der skulle siges, og han var indstillet på at søge et præsteembede. Det blev imidlertid kuldkastet af hans strid med vittighedsbladet "Corsaren". Bladets vedvarende nedgøring af Kierkegaard ødelagde hans gode forhold til den "menige mand", og det fremkaldte også en tilspidsning i hans personlige forståelse af lidelse, martyrium og Kristi efterfølgelse, så de kom til at fremstå for ham som kendetegn på ægte kristendom. Denne vending ses tydeligt i flere af de skrifter, der udkom mellem 1847 og 1851.

Forfatterskabets anden del (1847-51)

"Kjerlighedens Gjerninger" fra 1847 er en undersøgelse af næstekærligheden, og hvordan den kærlighed, som Kristus har åbenbaret, kan finde udtryk i hver enkelt handling. Beskrivelsen er ironisk, dvs. at den mest drejer sig om kærlighedens modsætninger: mistro, misundelse, hovmod og dømmesyge. Denne samme fremgangsmåde bruges både i "Christelige Taler" fra 1848, hvor eksemplerne hentes fra de forskellige former for bekymring, og i Kierkegaards andet hovedværk "Sygdommen til Døden" (1849). Her dukker et nyt pseudonym op, den kristne Anti-Climacus. Han bearbejder på ny emnet fra "Begrebet Angest", hvad der giver Kierkegard lejlighed til at formulere sit menneskesyn: Mennesket er en syntese, et dialektisk forhold mellem modstridende sider, henvist til livets hverdage og evigheden, spændt ud mellem nødvendighed og mulighed. Samtidig lever mennesket også under det vilkår, at det må forholde sig til sig selv - som dødeligt og evigt, som nødvendighed og mulighed. Igen lader Kierkegaard sit pseudonym, her Anti-Climacus, behandle stoffet på en negativ måde. Han gennemgår alle de skikkelser, som fortvivlelsen kan have, men lader det munde ud i en forståelse af fortvivlelse som det ikke at ville være sig selv. Denne analyse fører ham frem til at genfremsætte læren om synden.

Kierkegaard nærmede sig hele tiden kernen i sit budskab, og i "Indøvelse i Christendom" fra 1850 fremhæver han troens betingelse: at træde i Jesu fodspor. Derpå beskriver han ”forargelsen”, dvs. erkendelsen af, hvad det indebærer af personlig lidelse at være kristen. Det fører frem mod det enten-eller, som er kravet i troen. Derpå fremhæves Kristus som forbillede og efterfølgelsen af ham som den sande form for kristendom. Men når forbilledet levede og døde i fornedrelse og under foragt og hån, vil den kristne også komme til at lide for sin tro. Kierkegaard går dog ikke så vidt som at kræve, at man skal blive martyr for sandheden. Det har kun Gud og en apostel ret til, men kristendommens krav må stilles klart frem. Det fører Anti-Climacus til at foretage en skarp skelnen mellem den triumferende, etablerede kirke og den ægte, kæmpende kirke. Det foregriber det senere angreb på den etablerede, danske kirke, som man ellers ofte betragter som noget løsrevet i forhold til forfatterskabet.

Igen ser det ud til, at Kierkegaard havde tænkt sig at afslutte sit forfatterskab. I 1848-49 skrev han "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed", som først blev udgivet efter hans død i 1859. Det samme gælder "Dømmer selv!”, der først blev trykt i 1876. I 1851 udgav han "Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet", hvorefter han trak sig tilbage fra den litterære offentlighed.

Kirkestormen (1855)

Kierkegaard brød sin tavshed efter næsten fire år, da professor H. L. Martensen i 1854 under bisættelsen af biskop J. P. Mynster kaldte den afdøde et "sandhedsvidne". Den 18. december 1854 indeholdt ”Fædrelandet” en artikel af Kierkegaard: "Var biskop Mynster et sandhedsvidne, et af de rette sandhedsvidner - er dette sandhed?" Det blev indledningen til kirkekampen eller kirkestormen i 1855, hvor Kierkegaard polemiserede voldsomt og sarkastisk imod kirken og dens præsteskab først i avisartikler og derefter i sit eget flyveblad ”Øieblikket”. Midt under denne kamp faldt han bevidstløs om på gaden, og efter nogle ugers sygeleje døde han efter at have udtalt, at han blot havde krævet redelighed.

Eftervirkninger

Filosofisk

Individualismen, den inderlige subjektivitet, den enkelte revet ud af miljøet og stillet over for Gud, det er, hvad Kierkegaards forfatterskab drejede sig om. Det kan siges at betegne en kulmination inden for protestantismen: længere kan man ikke komme i et personligt gudsforhold. Han har navnlig fået betydning for den eksistenstænkning, der slog igennem i Tyskland i 1920'erne, og som fik mange tilhængere i Frankrig efter
2. Verdenskrig. Den seneste tids interesse for Kierkegaard har særlig fremhævet den litterære og den tematiske mangfoldighed og elegance i forfatterskabet.

Litterært

Kierkegaards forfatterskab er enestående rigt, rigt i omfang, på fantasi og skarpsindighed, præget af hårfin logik og mægtig følelse, af jævn tale om Guds rige og en utrolig lærdom. Han evnede at skrive i et sprog så vanskeligt, at det bliver knudret og uforståeligt. Han kunne også skrive så legende let, så yndefuldt og billedskønt, at det gør ham til én af Danmarks største sprogkunstnere i prosaen. Og han formåede det alvorligt formanende eller docerende, både præget af kåde bemærkninger og af drillende sammenligninger. Han var en forfatter, der kastede sig i støvet for det hellige, men som ikke lod sig imponere af noget. Lidenskab og enfoldig tale, humor og ironi, det er Kierkegaards vigtigste meddelelsesformer.

Politisk-religiøst

Det er en ironisk eftervirkning, at den Kierkegaard, som revsede den bestående kirke så eftertrykkeligt, har skabt det åndelige grundlag for en kirkelig retning, Tidehverv, som har haft og fortsat har stor betydning for Folkekirken. Ligeledes er det ironisk, at tidehvervske præster i dag sidder som medlemmer af Folketinget, når Kirkegaard dog var så betænkelig ved folkestyret.

Værker

  • Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie, 1838.
  • Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841.
  • Enten - Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita, 1-2, 1843.
  • To opbyggelige Taler, 1843.
  • Frygt og Bæven. Dialektisk Lyrik af Johannes de Silentio, 1843.
  • Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi af Constantin Constantius, 1843.
  • Tre opbyggelige Taler, 1843.
  • Fire opbyggelige Taler, 1843.
  • ''Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske, 1843.
  • To opbyggelige Taler, 1844.
  • Tre opbyggelige Taler, 1844.
  • Philosophiske Smuler eller En Smule Philosophi af Johannes Climacus, udgivet af S. Kierkegaard, 1844.
  • Problem om Arvesynden af Vigilius Haufniensis, 1844.
  • Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed af Nicolaus Notabene, 1844.
  • Fire opbyggelige Taler, 1844.
  • Tre Taler ved tænkte Leiligheder,1845.
  • Stadier paa Livets Vei. Studier af Forskjellige. Sammenbragte, befordrede til trykken og udgivne af Hilarius Bogbinder, 1845.
  • Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, Existentielt Indlæg, af Johannes Climacus. Udgiven af S. Kierkegaard, 1846.
  • En literair Anmeldelse. To Tidsaldre, Novelle af Forfatteren til "en Hverdags-Historie", udgiven af J. L. Heiberg, 1846.
  • Opbyggelige Taler i forskjellig Aand,1847.
  • Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form, 1847.
  • Christelige Taler, 1848.
  • Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler, 1849.
  • Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af H.H., 1849.
  • Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse. Af Anti-Climacus, udgivet af S. Kierkegaard, 1849.
  • "Ypperstepræsten - "Tolderen" - "Synderinden", tre Taler ved Altergangen om Fredagen, 1849.
  • Indøvelse i Christendom af Anti-Climacus. Nr. I. II. III, udgivet af S. Kierkegaard, 1850.
  • En opbyggelig Tale, 1850.
  • To Taler ved Altergangen om Fredagen, 1851.
  • Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet, 1851.
  • Om min Forfatter-Virksomhed, 1851.
  • Dette skal siges; saa være det da sagt, 1855.
  • Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, skrevet 1848. Udgivet efter S.K.s død i 1859.
  • Dømmer selv. Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet. Anden Række, skrevet 1851-52. Udgivet efter S.K.s død i 1876.
  • Bogen om Adler skrevet 1846-47. Udgivet efter S.K.s død i 1916.

Se også

Litteratur

  • Joakim Garff: ’’SAK’’, 2000, ISBN 87-12-03992-6
  • Peter Tudvad: ’’Kierkegaards København’’, 2004, ISBN 87-03-00507-0

Eksterne henvisninger


Denne artikel var dagens artikel den 5. maj 2005.



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Bolig.com
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger og andelsboliger.
Andelsbolig i København
Lejebolig i København
Selvsalg
Realkreditlån
Boligadvokat
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.

Antal besøgende: