Søren Aabye Kierkegaard Søren Aabye Kierkegaard (5. maj 1813 - 11. november 1855), dansk teolog, filosof og psykolog. Kierkegaard regnes ofte som den største danske filosof og som fader til den religiøse eksistentialisme. Det er karakteristisk, at værkerne fra forfatterskabets første fase er udgivet under pseudonymer, men i Efterskriften vedkender Kierkegaard sig samtlige sine værker. Ved hjælp af pseudonymerne har han ladet de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer spille dialektisk mod hinanden på en måde, som har gjort ham til en af eksistentialismens fædre. Endvidere menes det også, at pseudonymerne netop gjorde at forståelsen af hans værker blev op til "hin enkelte" at tage stilling til, eftersom argumentationen "ikke" var fremført af Kierkegaard selv. Samtidig med dette arbejde udgav han en række religiøse "taler", som blev samlet i 1845 under titlen Atten opbyggelige Taler. De blev udgivet under hans eget navn, bl.a. for at vise, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter.
Kierkegaard blev student fra Borgerdydskolen i 1830, og som sin ældre bror, P. C. Kierkegaard, valgte han at studere teologi. Han begyndte dog snart at fordybe sig i litterære og filosofiske studier, skrev udkast til analyser af Fausttypen og Den Evige Jøde, og han forfattede bladartikler med en konservativ grundholdning. I samme periode havde han en soldeperiode, der bragte ham på kant med faderen for en tid. I 1838 debuterede han med Af en endnu levendes papirer. Det er en forvokset anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand fra 1837, som ifølge Kierkegaard er kunstnerisk mislykket, fordi den mangler ”Livs-Anskuelse”. Han vender sig mod H. C. Andersens opfattelse af geniet, som ikke bør være »et flæb«, men som ”går som tordenvejret imod blæsten”. I 1838 døde faderen, og det gjorde et voldsomt indtryk på Kierkegaard. Han taler om den store jordrystelse, der påtvang ham en uomgængelig synsvinkel på samtlige fænomener. Han hentyder til en hemmelighed i faderens liv og gudsforhold. Det står ikke helt klart, hvad det kan have drejet sig om, men opdagelsen fastlåste Kierkegaards opfattelse af kristendommen som en frygteligt alvorlig religion. I 1841 fik han magistergraden på en afhandling "Om begrebet ironi med stadigt hensyn til Sokrates", hvor han gør brug af den "indirekte meddelelse", dvs. den blanding af begrebsanalyse og billedsprog, der også kendetegner det senere forfatterskab, og som både beskriver og praktiserer ironien. Derefter rejste han til Jylland på en slags pilgrimsrejse til sin fars barndomsegn ved Ringkøbing. Efter hjemkomsten forlovede han sig med Regine Olsen (1822-1904). Efter kort tid begyndte han at gruble over forholdet: Kunne han gøre hende lykkelig, var det forsvarligt at indvi hende i hans og slægtens dybe hemmeligheder, kunne hun forstå dem? Kierkegaard besluttede til sidst at opløse forholdet, men det lykkedes ikke at få hende til at bryde, selv om han prøvede at undgå, at hun stod som den vragede. Forlovelsen blev opløst godt et år senere, men den fik dybtgående betydning for det forfatterskab, som han indledte i februar 1843.
Hvor etikeren Vilhelm havde talt for det livsprojekt, at et menneske kan ”erhverve sig selv” ved at vælge sig selv, ser de senere værker det problematiske ved netop den samme opfattelse. I "Frygt og Bæven" fra 1843 kredser forfatteren, nu under pseudonymet Johannes de Silentio (Johannes af Tavsheden), om Abraham som troens far. Tro vil her sige tro på, at for Gud er alt muligt. Abraham tror, at Gud vil give ham Isak igen, Isak, som han med hele sit liv hænger ved, og som han på Guds befaling giver afkald på. Ifølge Johannes de Silentio sætter troen den enkelte ud over det etiske og dermed uden for sprogets fællesskab med andre. Idet troen sætter "hin enkelte" udover det almene etiske felt, kan der ikke gives en rationel begrundelse for Abrahams valg med at dræbe Isak. Men da det netop er troen, som suspenderer det etiske, taler Kierkegaard om den teleologiske [formålsbestemte] suspension [afskaffelse] af det etiske. Skriftet "Gjentagelsen" udkom samme dag som "Frygt og Bæven". Her stiller Kierkegaard spørgsmåltegn ved, om gentagelse kan lade sig gøre. Svaret er, at sand gentagelse i bund og grund er en religiøs begivenhed: den indtræffer, når troen giver én det liv tilbage, som var tabt. Kierkegaard fortsatte arbejdet med at undersøge den etiske livsholdning i bogen "Begrebet Angest", der udkom i 1844. Her hævder pseudonymet Vigilius Haufniensis (Den københavnske nattevægter), at den naive etik kommer til kort overfor synden. Til gengæld kan man nå frem til en mere holdbar etik, når man fastholder den etiske livsstil midt i syndens virkelighed. "Begrebet Angest" viser, at hvert menneske er et jeg, der først er rigtigt menneskeligt, når det påtager sig opgaven at blive sig selv. Bogen beskriver, hvordan denne opgave mislykkes, når ”hin enkelte” gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også i angst for det gode. Angsten er en tilstand af tiltrækning og afsky, som udløses i et spring, der fører én bort fra valget. Det er det egentlige syndefald: at mennesket frasiger sig muligheden for det gode og lader sig synke ind i en plaget indesluttethed. Fire dage før "Begrebet Angest" udkom "Philosophiske Smuler". Her forsøger pseudonymet Johannes Climacus (Johannes den Svingende) at afklare, hvad det egentligt kristelige er. Han viser, at Sokrates’ metode forudsætter, at enhver rummer den sandhed, som det drejer sig om at finde. Modsat gælder den opfattelse, at mennesket havner i usandhed ved egen skyld, og at man kun kan rykke sig ud af usandheden ved Guds hjælp. Derfor er det et troens paradoks, at den kristne Gud, den evige, har underkastet sig menneskenes vilkår: fødsel, lidelse og død. "Stadier paa Livets Vei" udkom i 1845, tilsyneladende udgivet af Hilarius (Den opmuntrende) Bogbinder. Her bearbejdes problemstillingen fra "Enten-Eller" gennem en række situationer. Først får æstetikerne ordet under et drikkelag. Så fører assessor Vilhelm atter et forsvar for det ophøjede i det borgerlige ægteskab. Endelig behandles det religiøse stadie ved en diskussion af psykologien bag en brudt forlovelse. Johannes Climacus kommer til orde igen i "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" fra 1846. Han præsterer et efterskrift på 600 sider til sine 100 sider "Philosophiske Smuler". Efterskriftet rummer et skarpt opgør med Grundtvig og Hegel, og det hævder, at der ikke kan gives noget system for tilværelsen, fordi menneskets eksistens er i konstant bevægelse. Climacus slår fast, at man ikke vilkårligt kan vælge sin egen sandhed, men at sandheden skal tilegnes gennem et lidenskabeligt valg. På den anden side kan man ikke af egen kraft finde en sandhed, som må udpeges af én, der står udenfor. I sidste ende drejer sandheden sig altså ikke om et statisk "hvad", men om et dynamisk "hvordan". Efter dette mente Kierkegaard tydeligvis at have sagt, hvad der skulle siges, og han var indstillet på at søge et præsteembede. Det blev imidlertid kuldkastet af hans strid med vittighedsbladet "Corsaren". Bladets vedvarende nedgøring af Kierkegaard ødelagde hans gode forhold til den "menige mand", og det fremkaldte også en tilspidsning i hans personlige forståelse af lidelse, martyrium og Kristi efterfølgelse, så de kom til at fremstå for ham som kendetegn på ægte kristendom. Denne vending ses tydeligt i flere af de skrifter, der udkom mellem 1847 og 1851.
Kierkegaard nærmede sig hele tiden kernen i sit budskab, og i "Indøvelse i Christendom" fra 1850 fremhæver han troens betingelse: at træde i Jesu fodspor. Derpå beskriver han ”forargelsen”, dvs. erkendelsen af, hvad det indebærer af personlig lidelse at være kristen. Det fører frem mod det enten-eller, som er kravet i troen. Derpå fremhæves Kristus som forbillede og efterfølgelsen af ham som den sande form for kristendom. Men når forbilledet levede og døde i fornedrelse og under foragt og hån, vil den kristne også komme til at lide for sin tro. Kierkegaard går dog ikke så vidt som at kræve, at man skal blive martyr for sandheden. Det har kun Gud og en apostel ret til, men kristendommens krav må stilles klart frem. Det fører Anti-Climacus til at foretage en skarp skelnen mellem den triumferende, etablerede kirke og den ægte, kæmpende kirke. Det foregriber det senere angreb på den etablerede, danske kirke, som man ellers ofte betragter som noget løsrevet i forhold til forfatterskabet. Igen ser det ud til, at Kierkegaard havde tænkt sig at afslutte sit forfatterskab. I 1848-49 skrev han "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed", som først blev udgivet efter hans død i 1859. Det samme gælder "Dømmer selv!”, der først blev trykt i 1876. I 1851 udgav han "Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet", hvorefter han trak sig tilbage fra den litterære offentlighed.
|
|
"Kjerlighedens Gjerninger" fra Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |