Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

Georg Wilhelm Friedrich Hegel

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (født 27. august 1770, død 14. november 1831) var tysk filosof.

Hegel var skoledannende inden for den såkaldt "idealistiske" del af filosofien. Det var ham, der satte dialektikken i system og foreslog den som en drivende kraft i udviklingen: "Hele filosofien svarer til en cirkel af cirkler".

Table of contents
1 Filosofi
2 Levnedsløb
3 Værker
4 Se også
5 Eksterne henvisninger

Filosofi

Hans tankegang udspringer af påstanden: Das Wahre ist das Ganze ("Det sande er helheden"). Dette sandt-hele virkeliggør sig gennem historien ved antitetiske delsandheder, som så forenes i en højere syntese. Den bliver på sin side til antitese i et nyt modsætningsforhold. Den grundlæggende, dialektiske modsætning er den mellem ånd og stof. Ånden finder sig selv ved at forme stoffet, der er dens modsætning. Ud fra dette grundlag skabte Hegel en omfattende historiefilosofi med stor forklaringskraft.

Virkelighed er helhed

Hegel, der står som romantikkens mest kendte filosof, er idealist og metafysiker. Alt i universet hænger ifølge Hegel sammen i én helhed, og hvad vi kalder virkeligheden, er ikke en idé eller noget fysisk bag ved vores erfaring, men derimod den store sammenhæng i den. Universet eksisterer kun i menneskets sammenlagte bevidsthed, dvs. verdensåndens bevidsthed, og kun det er kun virkeligt i sin helhed, for en enkelt del kan ikke eksistere alene. Tid eller rum findes ikke hverken forud for eller uden for universet, eftersom det ville indebære en adskilthed, som Hegel ikke godtager.

Dialektik

Denne holisme gælder på alle områder. Hegels grundtanker genfindes bl.a. i hans syn på selve tænkningen, som han mener udvikler sig dialektisk. Det vil sige, at enhver begivenhed samtidigt både skyldes og er en tanke hos verdensånden, og at samme begivenhed straks skaber sin modsætning eller modbegivenhed. Det giver en spænding eller en kamp, som resulterer i en højere enhed, en syntese, hvor tese og antitese er forenet i noget højere. Men også denne nye, højere enhed skaber sin egen modsætning, og resultatet bliver igen en endnu højere enhed, en ny syntese osv.

På den måde udvikler Verdensånden sig hele tiden mod en stadig højere bevidsthed, som viser sig både i det enkelte menneske (den subjektive ånd) og i familie, samfund og stat (den objektive ånd), men også i kunst, religion og filosofi, hvor filosofien er udtryk for den højeste (den absolutte ånd). Slutstadiet er den absolutte tilstand eller fornuft, hvor verdensånden og filosofien fuldendes.

Kritik

Hegels spekulative tænkning, der mere er rettet mod "den store helhed" end mod små detaljer, bliver på den ene side set som fortsættelsen af Immanuel Kants forståelse, men også som en tydelig modsætning til den. Mens Kant snarest så sig selv i den engelske, filosofiske tradition og klart tilhører oplysningstiden, må Hegel i stedet anbringes hos den tyske, romantiske tænkning.

Hegels overdrevent patriotiske syn på den vestlige historie er problematisk. Mens han stort set tillægger Vesten en stadig videreudvikling, mener han, at resten af verden (særligt Kina) vil hænge fast i en langvarig stilstand.

Hegels skrifter blev udgangspunkt for talrige retninger inden for filosofien, bl.a. hegelianismen og marxismen. Hegels tænkning rummer dog ? ifølge mange af marxismens kritikere - årsagen til de grundskavanker, som det Marx?ske system indeholder.

Levnedsløb

Hegel studerede teologi og filosofi i Tübingen mellem 1788 og 1793. Der blev han venner med den romantiske digter Friedrich Hölderlin (*1770-†1843), og filosoffen Friedrich W. J. von Schelling (*1775-†1854), der begge ? sammen med Hegel ? blev toneangivende for det, der senere er blevet kaldt den tyske idealisme.

Efter sin eksamen arbejdede Hegel som privatlærer for familier i Bern og Frankfurt, hvor han mødte Hölderlin igen. Indtil ca. 1800 var Hegel beskæftiget med at udvikle sine tanker om religiøse og sociale emner. Det ser ud til, at han så sig selv i rollen som en slags reformator med forbilleder hos den tyske oplysningstids store personligheder, f.eks. Lessing og Schiller. Men ved århundredeskiftet vendte hans interesse sig i stedet mod Immanuel Kant (*1724- †1804). I 1801 fik han arbejde på universitetet i Jena, hvor han mødte Schelling igen. I løbet af 1790?erne var Jena blevet et centrum for kantianisme, og Schelling var allerede blevet én af lederne for den romantiske bevægelse, da Hegel kom dertil. Han havde lært af J. G. Fichte (*1762-†1814), som var en af de toneangivende Kant-forskere. Sidst på året 1801, udgav Hegel sit første filosofiske værk, Differenz des Fichteschen und Schellingschen Systems der Philosophie, og indtil 1803 arbejdede han tæt sammen med Schelling om udgivelsen af et tidsskrift for kritisk filosofi.

Sidst i 1806 havde Hegel afsluttet sit første hovedværk, Phänomenologie des Geistes (udgivet i 1807), som afviger en del fra hans tidligere, mere Schellingske påvirkning. Schelling opfattede en kritik i forordet til Fænomenologien som rettet mod sit arbejde, og deres venskab sluttede brat. Da Napoleons tropper besatte Jena, blev universitetet lukket netop som Hegel gjorde manuskriptet færdigt, og han forlod byen. I sin arbejdsløshed kastede han sig over jobbet som avisredaktør i Bamberg, men fra 1808 til 1815 var han rektor og filosofilærer på et gymnasium i Nürnberg. I samme periode blev han gift og fik børn, mens han skrev på det næste hovedværk, Wissenschaft der Logik.

I 1816 fik han igen arbejde som professor, denne gang ved universitetet i Heidelberg, men allerede i 1818 blev han tilbudt professoratet i Berlin, hvor han arbejdede til sin død. Det var datidens mest eftertragtede filosofstilling, Hegel blev efterhånden meget berømt og han fungerede som universitets rektor i flere perioder.

Værker

  • Enzyklopdie der philosophischen Wissenschaften. Redegørelser for de filosofiske grundopfattelser, som Hegel fremkom med i sine forelæsninger i Heidelberg og Berlin.
  • Phänomenologie des Geistes (1807) Hovedværk
  • Wissenschaft der Logik (1812-16, omarbejdet 1831) Hovedværk.
  • Grundlinien der Philosophie des Rechts (1821). Betydningsfuld forelæsning, der er den eneste, Hegel selv udgav.

Sekundærlitteratur

Dette er kun et par af de nyeste bøger om Hegel. Se også de eksterne henvisninger nedenfor.

  • Daniel Berthold-Bond: "Hegel - Nature of the Dialectic" (fra: Hegel's Grand Synthesis: A Study of Being, Thought, and History. New York: Harper, 1993, pp. 81-91) ISBN 0887069568
  • Stephen Houlgate: Hegel and the philosophy of nature, 1998. ISBN 0791441431
  • Jon Stewart, Robert B. Pippin (ed.): Kierkegaard's Relations to Hegel Reconsidered (Modern European Philosophy), 2003. ISBN 0521828384

Se også

Eksterne henvisninger



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Bolig.com
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger og andelsboliger.
Andelsbolig i København
Lejebolig i København
Selvsalg
Realkreditlån
Boligadvokat
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.

Antal besøgende: