Kontinentaldrift

Table of contents

1 Centrale principper 2 Typer af forkastninger 2.1 Sideværts-forkastninger 2.2 Ekstensionelle forkastninger 2.3 Kompressionelle forkastninger 3 Drivkræfter 4 De vigtigste plader 5 Historie og betydning 6 Se også

Centrale principper

Det grundlæggende udgangspunkt for pladetektonikken er, at lithosfæren består af adskilte “tektoniske plader”, som “flyder oven på den væskeagtige asthenosfære. Forskelle i deres viskositet får de tektoniske plader til at bevæge sig i forskellige retninger.

Den linje, hvor den ene plade møder den anden, kaldes "forkastningen", og den slags områder er ofte præget af geologiske begivenheder som jordskælv og dannelsen af topografiske formationer som bjergkæder, vulkaner og gravsænkninger. Forkastninger er hjemsted for hovedparten af verdens aktive vulkaner med bjergene langs "ildringen" rundt om Stillehavet som de mest aktive og velkendte. Disse brudområder behandles i detaljer nedenfor.

Tektoniske plader kan groft opdeles i to grupper: de kontinentalplader og oceanbundsplader. Forskellen består i tætheden af de materialer, som danner dem. Oceanbundens plader er mere tætte end de kontinentale plader på grund af deres højere indhold af kompakte mineraler. Resultatet er, at oceanbundspladerne som regel er under havniveau, mens kontinentalpladerne når op over havoverfladen. Det er i bund og grund et eksempel i stor skala på det fænomen, der er blevet kaldt Arkimedes’ bad (som lærte ham, at et legeme (i dette tilfælde hans eget!) der nedsænkes i en væske, får en opdrift der svarer til vægten af den fortrængte mængde væske).

Typer af forkastninger

• Transforme forkastninger, som opstår på steder, hvor pladerne glider eller snarere skurer forbi hinanden langs brudlinjer. Pladernes bevægelse i forhold til hinanden bliver derfor enten venstre- eller højredrejet i forhold til brudlinjen.

• Divergerende forkastninger opstår, når to plader glider væk fra hinanden. Derved dannes en dyb revne i jordskorpen, hvor magma flyder op og danner ny skorpe.

• Konvergerende forkastninger opstår, når to plader glider ind mod hinanden. De danner enten en nedsænkningszone (hvis den ene plade skydes ind under den anden) eller et orogent bælte (hvis der dannes bjerge ved, at de to plader støder ind i hinanden og presses sammen.

• Zonerne ved pladernes grænser kan være mere komplicerede, hvis tre eller flere plader mødes og skaber en blanding af alle de tre nævnte typer.

Et velkendt eksempel på denne type af forkastninger er San Andreas Brudlinjen, som findes langs vestkysten af Californien, og som kun er en enkelt af et helt kompleks af brudlinjer i området. På dette sted bevæger Stillehavspladen sig langs kysten, dvs. mod nord i forhold til den Nordamerikanske Plade.

Ekstensionelle forkastninger

Disse geologiske fænomener kan iagttages på oceanpladerne, når der dannes brudlinjer midt ude i oceanbunden (f.eks. den Midtatalantiske Brudlinje), og i de kontinentale plader ved dannelsen af gravsænkninger (f.eks. den Østafrikanske Bruddal). Pladernes opbrud kan skabe brede brudzoner langs de midtoceaniske kæder. Bruddene spredes almindeligvis ikke ensartet, så dér hvor adskillelsen af naboblokke i kæderne foregår ujævnt, opstår der enorme brudkomplekser. Det er brudzonerne, som er én af de vigtigste årsager til jordskælv i havbunden. Et kort over havbunden viser et mærkværdigt mønster af kantede strukturer, som adskilles af linjer, der forløber vinkelret på oceankædens længdeakse. Hvis man sammenligner havbunden mellem brudzonerne med et transportbånd, der bærer kæden på hver side af bruddet væk fra den åbne revne, bliver begivenhedernes rækkefølge klar. De gamle bjergkamme, som ligger parallelt med den nuværende revne, vil ligge dybere, jo ældre de er (på grund af sammentrækning ved afkøling og fordi grundfjeldet giver efter for vægten).

Kompressionelle forkastninger

Hvor to kontinentalplader støder sammen, vil de knuses og presses sammen, så der dannes lange bjergkæder, som f.eks. sker ved dannelsen af Himalaya på grænsen mellem den indiske og den Eurasiske Plade.

For nylig (26. december 2004) blev sammenstødet mellem den Australske Plade og den Eurasiske Plade pludselig udløst i en forskydning, som i løbet af få sekunder løftede havbunden flere meter over en 1000 km lang linje langs øen Sumatra. Det skabte en tsunami, som overskyllede og ødelagde bebyggelse på øerne og langs kysterne af det Indiske Ocean, og som fremkaldte store materielle skader og tab af mere end 230.000 menneskeliv i løbet af ganske få minutter.

Drivkræfter

De vigtigste plader

• Den Afrikanske Plade, som omfatter Afrika
• Den Antarktiske Plade, som omfatter Antarktis
• Den Australske Plade, som omfatter Australien
• Den Eurasiske Plade som omfatter Eurasien
• Den Nordamerikanske Plade som omfatter Nordamerika og det nordøstlige Sibirien
• Den Sydamerikanske Plade som omfatter Sydamerika
• Stillehavspladen, som omfatter Stillehavets bund

Historie og betydning

Holdningen ændrede sig grundlæggende i 1960’erne; på baggrund af nogle nye opdagelser, først og fremmest den Midtatlantiske bjergkæde. Accepten af teorierne om kontinentalbevægelser og havbundens spredning (de to afgørende dele af pladetektonikken) kan sammenlignes med den Kopernikanske revolution inden for astronomien (se Nicolaus Copernicus). I løbet af ganske få år vendte billedet fuldstændigt inden for specielt geofysik og geologi.

Parallellen er slående: Ligesom astronomien før Kopernikus mest var beskrivende, men dog i stand til at lave forudsigelser, sådan beskrev de geologiske teorier før pladetektonikken de ting, man kunne observere, men kæmpede forgæves med at påvise nogen grundlæggende mekanisme.

Men den geologiske revolution var meget mere pludselig end den astronomiske. Hvad ethvert fornuftigt, videnskabeligt tidsskrift havde afvist i snesevis af år, blev ivrigt antaget i løbet af nogle få år i 1960’erne; og 1970’erne;. Før den tid var alle geologiske afhandlinger meget beskrivende, stenarter blev noteret og et udvalg af årsager blev opremset – af og til i anstrengende detaljer – som baggrund for, at de fandtes, hvor de nu gjorde. Beskrivelsesdelen gælder stadigvæk, men årsagsforklaringerne lyder temmelig meget som præ-kopernikansk astronomi.

Med pladetektonikken faldt svarene hurtigt på plads, eller man kunne se, hvordan svarene skulle findes. Pladernes sammenstød havde kraft nok til at hæve havbunden op i de tynde luftlag (koralrev blev f.eks. til Dolomitterne i Norditalien. Årsagen til, at oceangravene findes så mærkværdigt tæt på øbuer (f.eks. Japan) eller kontinenter (f.eks. sien), og forklaringen på deres tilhørende vulkaner stod klar, da man forstod processerne i forbindelse med pladernes overskydning.

Mysterier var ikke længere mysterier. Bundter af indviklede og undvigende svar blev fejet til side. Hvorfor var der slående paralleller mellem geologien i dele af Afrika og Sydamerika? Hvorfor så Afrika og Sydamerika påfaldende ud som et par puslespilbrikker, der burde kunne sættes sammen? Hvis man ønsker indviklede svar, kan man søge i de prætektoniske forklaringsmåde. Hvis man vil have enkelhed og noget, som forklarer en hel masse, bør man søge i pladetektonikken: En dyb gravsænkning ligesom den, der nu findes i Østafrika, havde åbnet sig og dannet Atlanterhavet, - og den arbejder stadigvæk.

Se også

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.