Oplysningstiden

Perioden forud for oplysningstiden var præget af tiltagende brydninger: borgerskabet var under fremvækst, stillede krav om del i magten og angreb dermed enevælden; kirken og religionen mistede hastigt troværdighed i takt med at naturvidenskaben udvikledes og afslørede andre forklaringer på naturfænomener, end dem kirken havde stået for. Oplysningstiden samlede og fokuserede disse allerede eksisterende tendenser og stillede krav om enevældens afskaffelse, folkestyre, menneskerettigheder, drastisk reduktion af kirkens magt over samfundslivet, og endelig byggede den på en tillid til, at der gennem oplysning - om naturvidenskab og filosofi - kunne skabes et bedre menneske.

Centralt i oplysningstidens ideologi stod fornuften - den evne mennesket kan anvende til at forstå verden og forbedre sin egen situation. Fornuften blev sat overfor fortidens overtro og religion. Målet for oplysningstidens rationelle menneske var viden, frihed og lykke.

Oplysningstiden, der er en kirke- og samfundskritisk åndsretning i 1700-tallet udtrykker en tro på menneskelige evner, og udfolder renæssancens humanismeidealer i et samfundsmæssigt perspektiv. Ved hjælp af oplysning blev befolkningen fritsat fra det formynderskab autoriteterne og traditionerne udøvede, bla. udtrykt gennem Kants tanker om at mennesket må oplyses for at vinde selvbestemmelse og "myndighed". Kants filosofi kritiserer rationalisternes fornuftsbegreb idet han mener at den basale fornuft ikke fortæller om virkelighedens beskaffenhed, men kun om fænomenerne. Udgangspunktet sker i retsfilosofien med Grotius (1625), der udtrykker tanken om ligheden mellem mennesker igennem begrebet naturret, hvor det ikke er Gud, der er ophav for samfundets moralske love, men fornuften. Tankerne videreudvikles i England af John Locke i Two Treatises on Government (1690), David Hume, Adam Smith og Jeremy Bentham, i Frankrig af Rousseau Om samfundspagten (1762), i Tyskland af Leibniz, Lessing og Kant, der med sine filosofiske undersøgelser af selve begrebet fornuft står som omdrejningspunktet i europæisk filosofi efter antikken.

Frihed, fremskridt og myndighed var nogle af de nye nøglebegreber; myndige mennesker skulle træffe rationelle valg til samfundets bedste, hvilket bl.a. affødte menneskerettighedserklæringen. Der var en optimistisk tro på det videnskabelige fremskridt som vejen til økonomisk udvikling. Oplysningstænkningen tog sig forskelligt ud i de europæiske stater; i britisk sammenhæng betragtede oplysningstænkerne samfundsforhold i et historsk perspektiv og bl.a. Adam Smith fremmede en liberal forståelse af det civile samfund og var mindre stats- og kirkekritiske end de franske encyclopædister, der havde til mål at kortlægge den aktuelle viden om alle teoretiske videnskaber og praktiske erhverv i den franske encyklopædi, La Encyclopédie. Værket på 28 bind blev påbegyndt i 1750 af Diderot og matematikeren Jean le Rond d'Alembert, og var en udvidet og politiseret udgave af Chambers´encyklopædi fra 1728. Encyklopædien udkom mellem 1751 og 1772 og blev berømt for redaktør Diderots mange censurkonflikter med kirke og stat. Den store kreds af bidragydere tæller bl.a. Montesquieu, Jean-Jacques Rousseau og François de Voltaire.

Kilder/henvisninger

• http://leksikon.org

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.