Proto-indoeuropæisk
Forfadersproget, det såkaldte "proto-indoeuropæisk" er rekonstrueret på basis af de spor, som er bevaret efter det i dets efterkommersprog. Ud fra den totale mængde kendte, dvs. levende og uddøde indoeuropæiske sprog, har man fundet frem til en lang række fællesord, en fælles grammatik og en fælles syntaks. Men man kan dog i princippet hverken afgøre rekonstruktionens rigtighed eller ordenes samtidighed.
Diskussionen om det oprindelige sprogs karakter og om de folk, som talte dette sprog, er meget kontroversiel. Der er almindelig enighed om, at sproget må være talt i et kerneområde nær Det Kaspiske Hav. Enigheden slipper dog op, når man skal forbinde de sprogvidenskabelige konstruktioner med håndfaste, arkæologiske vidnesbyrd.
Det traditionelle synspunkt er, at proto-indoeuropæisk blev talt af et folk, der boede i det nuværende Ukraine og Sydrusland. Pga. deres tæmning af hesten havde dette folk en fordel, hvilket førte til at de aggressivt udbredte sig fra deres kerneområde. En anden teori er, at proto-indoeuropæisk blev talt af folk, der boede ved foden af Kaukasus på den Anatolske Højslette i det 7. og 6. årtusinde f.Kr. Her lærte de kunsten at drive agerbrug, som førte til en relativ fredsommelig udvidelse af deres sprog og kultur mod øst, vest og nord. I syden boede der allerede andre agerbrugende, hovedsagligt semitiske, folk.
Grammatiske karaktertræk i indoeuropæisk
Fællesproget havde tre grammatiske køn for substantiverne: maskulinum, femininum og neutrum (der er dog forskere, som peger på, at der muligvis kun var to køn, der betegnede henholdsvis levende og dødt). Der var tre tal: singularis, dualis og pluralis, og der var otte kasus: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis. Verberne fandtes i aktiv og medium, de havde følgende modus: indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ og injunktiv. Verberne havde disse tidsbøjninger: præsens, imperfektum, aorist, perfektum og måske futurum. som hos substantiver og pronominer havde også verberne tre tal: singularis, dualis og pluralis. Endelig var det kendetegnende for proto-indoeuropæisk, at mange verber blev bøjet stærkt med en samtidig ændring i ordstammens vokaler. F.eks.synge, sang, sunget (jysk: sungen).
Fællesord i indoeuropæisk
Hus, dør, honning, mjød, byg, fisk, salt, ko, hest, får, svin, købe, bære, spise, så, væve, uld, nøgen, kobber, guld, sværd, bue, pil, skib, vogn, hjul, plov.
Sproggrupper i indoeuropæisk
Uddøde, indoeuropæiske sprog
- vedisk
- avestisk
- anatolske sprog
- frygisk
- thrakisk
- makedonsk
- illyrisk
- messapisk
- venetisk
- oskisk
- umbrisk
- gallisk
- lepontisk
- keltiberisk
- kornisk
- manx
- østgermanske sprog
Kilder
- Colin Renfrew. Archaeology and Language - the puzzle of indo-european origins. (London Penguin, 1987)
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
