FotografiFotografi (opr. fra græsk: skrive med lys) er teknikken at fremstille billeder, oftest ved hjælp af et kamera.= Historie = Fra gammel tid var det kendt, at visse stoffer, som sølvsalte og asfalt, forandrede sig ved lysets påvirkning, og adskillige havde eksperimentet dermed; men en brugervenlig teknik udvikledes først af to franskmænd, Nièpce og Daguerre. Den første døde, før forsøgene var tilendebragt; men det lykkedes Daguerre at færdiggøre dem, og han offentliggjorde sine resultater i 1839. Han lod billedet i camera obscura falde på en forsølvet kobberplade, der havde været udsat for joddamp. Lyset forandrede jodsølvet, og når pladen derpå udsattes for kviksølvdampe, fortættede disse sig mest dèr, hvor lyset havde virket stærkest, og dèr satte kviksølvdråberne sig tættest. Det uangrebne jodsølv bortvaskedes med svovlundersyret natron, så lyset ikke mere kunne forandre pladen. Man opnåede smukke billeder. De sås bedst, når en mørk flade spejlede sig i dem. Spejlede en lys flade sig i pladen, forandredes lys til skygge, og billedet blev negativt. Metoden forbedredes, idet man ved at bruge brom og klor betydelig afkortede tiden for lysets indvirkning. En stor mangel var, at disse billeder ikke kunne kopieres. Igennem Talbots arbejder, der væsentligt gik ud på at kopiere tegninger og naturgenstande, nåede man til det næste skridt i kameraets historie: Det camera obscura, der bruges som fotografiapparat, er en firkantet kasse, ofte til at trække ud som en harmonika. Det står på et stativ, og på dets forside er en linse anbragt. Bagsiden er dannet af en matsleben glasplade, på hvilken billedet falder af den genstand, som linsen rettes imod. Dette billede kan fotografen betragte nøje, idet han indhyller sit hoved og kassen i et mørkt klæde, for at udenfra kommende lys ikke skal virke forstyrrende. Ved at stille på linsen kan man gøre billedet meget skarpt. Står billedet godt, dækkes linsen, den matte glasplade fjernes, og i stedet for indsættes den fotografiske plade, der er indesluttet i en flad trææske (Kasetten), for at intet uvedkommende lys skal nå den. Når den står på sin plads, afdækkes pladen ved at trække et låg op, og når linsen blottes, falder billedet på pladen. Når lysvirkningen har varet længe nok, skydes låget for. Kasetten føres så ind i et rum, der kun oplyses med rødt lys. Dette indeholder nemlig næsten ingen kemisk virkende lysstråler og er derfor uskadeligt. Pladen er af glas og præpareret i forvejen ved at overhælde den med en opløsning af collodium i alkohol og æter, der tillige indeholder nogle jod- og bromsalte, og derpå behandlet med en sølvopløsning, så at den er dækket med jod- og bromsølv. Idet billedet falder på den, vil sølvsaltene reduceres, stærkest, hvor der er mest lys. Der står altså et negativt billede på pladen, men det er så svagt, at det næppe kan ses. Det fremkaldes ved at behandle pladen f.eks. med garvesyre, gallussyre eller pyrogallussyre, der sværter de lyspåvirkede dele af pladen, og de upåvirkede sølvsalte bortvaskes med svovlundersyret natron, hvorved billedet fiksers. I stedet for collodium kan bruges gelatine. gelatinen opløses også med bromkalium i varmt vand, og der tilsættes en sølvopløsning. Det udfældede, findelte bromsølv holder sig svævende i gelatineopløsningen, danner en emulsion med den. Ved at koge denne emulsion eller behandle den med ammoniak, gøres den meget fintfølende for lyset, og, når den smeltes over glas, opstår de såkaldte emulsions- eller gelatineplader. Disse kan man give en sådan modtagelighed, at lyset kun behøver at virke en lille brøkdel af et sekund. De anvendtes derfor til øjebliksfotografier. Billedet på pladen er negativt, mørkt i genstandens lyse partier og lyst i de mørke. De forskellige farver virke ikke lige stærkt. Rødt og gult virker mindst og ville derfor synes meget mørke, blåt og violet virker stærkest og synes næsten hvide. Ved at indblande et farvestof, f.eks. eosin, i gelatinen gør man pladen mere modtagelig for rødt og gult lys, og ved at indskyde en gul glasplade, hvorigennem lyset falder, svækker man virkningen af det blå og violette, og derved kan man nå til billeder med samme lysvirkninger som den afbildede genstand. billedet kopieres ved at lægge pladen på fotografisk papir og udsætte det for lyset. Papiret er enten dækket med et albuminlag, der giver en glansfuld overflade, eller et lag stivelse og dernæst behandlet med sølvopløsning. Sølvsaltene sværtes, stærkest, hvor det meste lys går igennem, og da det sker på de punkter, hvor pladen er lysests, altså dèr, hvor genstanden er mørkest, fås altså et positivt billede af denne. Efter endt påvirkning vaskes de uforandrede sølvsalte bort, og billedet behandles i et tonbad, en guldopløsning, der giver billedet en smukkere farve. De tørrede billeder opklæbes og glittes. Gelatine der er behandlet med rødt kromsurt kali, bliver uopløselig i vand, når den udsættes for lyset. Udrøres der et sort farvestof i den, og belyses den under en negativ plade, bliver gelatinen uopløselig under de lyse partier. Vaskes den upåvirkede gelatine bort med varmt vand, står billedet tilbage. Det bruges ved kulfotografier. Citronsurt jernforilte og rødt cyanjernkalium, der som opløsninger er hældt over papir, farver dette blåt, hvor lyset virker, og billedet fikseres ved at vaske det med vand. Denne metode anvendes dog mest ved kopieringen af maskintegninger. Den oprindelige tegning aftegnes på gennemsigtigt papir - kalkerpapir -, og under kalken lægges det våde præparerede papir, og nu udsættes det for lyset. Man fik da tegninger i hvide linier på blå baggrund.
= Kulturelt =
= Se også =
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |