Østromerske Kejserdømme

Østromerske Kejserdømme var det ene af de to riger, hvori Theodosius den Store 395 e. Kr. delte det romerske verdensrige, omfattende alle Romernes Provinser. I Afrika, Ægypten og Kyrenaika, i Europa provinserne Thrakien, Møsien, Dacien, Makedonien og Achaia, samt de asiatiske provinser; Illyrien var delt mellem det øst- og vestromerske Rige. Romerrigets østlige halvdel, med den nylig anlagte hovedstad Konstantinopel, gjaldt for den rigeste og mest sikrede; ved delingen tillagdes den derfor den ældste af Theodosius' to sønner, Arcadius, medens den yngre, Honorius, fik det vestlige rige med Rom til hovedstad. Begge var børn ved faderens død og fik derfor formyndere, Honorius Vandalen Stilicho, Arcadius Galleren Rufinus, og denne var den egentlige styrer, medens Arcadius (395-408) kun havde navnet. Da Rufinus allerede 395 blev dræbt af Goten Gainas, fik først Eunukanføreren Eutropius magten, siden Gainas selv; 399 blev denne dog fortrængt, og Arcadius regerede nu under indflydelse af sin rænkefulde hustru, Eudoxia. Han fulgtes af sin søn, Theodosius II (408 -450), under hvem en krig med Persien 422 endte med en deling af Armenien mellem de to riger, medens man tilkøbte sig ro over for Hunnerne ved at betale dem en årlig tribut; hans navn er knyttet til en lovsamling, Codex Theodosianus, der indeholdt alle de siden Konstantin den Store udstedte forordninger. Efter hans død udråbtes hans søster Pulcheria til kejserinde, og hun ægtede den dygtige senator Marcianus, som efter sin hustrus død (453) regerede ene til 457. Hans efterfølger, Leo I (457-474), led et blodigt nederlag over for Vandalerne, som plyndrede Middelhavets kyster; hans svigersøn, Zeno Isaurieren (474-491), måtte kæmpe om magten med sin svigermoder, Verina, o. a. ved at ægte Zenos enke, Ariadne, blev Anastasios d. I Kejser (491-518); han fulgtes af en kriger, bondesønnen Justinus I (518-527), der, selv barnløs, adopterede sin brodersøn Justinian og tog ham til medregent. Under Justinian I (527-565) fik riget en glimrende tid. Mod de fra nord fremtrængende slaviske folk, der nu afløste germanerne som rigets hovedfjender, havde allerede Anastasios I befæstet hovedstaden ved en 50 km lang mur fra Propontis til Sortehavet; Justinian styrkede grænsen ved en række fæstninger langs Donau og syd derfor. Hans feltherre Belisar gjorde ende paa Vandalerriget i Afrika (533-534), og efter næsten 20 års kampe lykkedes det at vinde Italien fra Østgoterne (553); også fra Vestgoterne i Spanien toges en række havnebyer. ...

Se galleriet »« i .

Se også

• Byzans, Konstantinopel og Istanbul

• Artikel i Salmonsens konservationsleksikon

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.