Hectors delfin

En Hectors delfin kan blive omkring 20 år. Når hunnen er mellem 7 og 9 år, kan hun blive drægtig. Men et problem med Hectors delfin er, at de kun kan få en kalv hvert 2. eller 3. år. Når der er så få af dem, er det lidt uheldigt, at de ikke kan få unger hurtigere. På den måde går der mange år, før der bliver flere af dem. Hver Hectors delfin kan nå at få omkring 4 - 6 unger i løbet af deres liv.

Hectors delfin føder sine unger om foråret og om sommeren (når det er efterår og vinter herhjemme i Danmark). Det kan være en risikabel affære, for ungen fødes jo under vandet, men skal hurtigt op til overfladen for at trække vejret. Ungen bliver født med halen først, så den ikke drukner under fødslen. Heldigvis kan moderen hjælpe ungen op til overfladen når den er kommet ud, og ungen lærer hurtigt at trække vejret gennem sit lille blæsehul oven på hovedet. Ungen er, når den lige bliver født, omkring 76 centimeter.

I forhold til landpattedyrene er det ret nemt for en delfin at føde, for delfinungen har ingen hofteben, der kan være i vejen. Ungens lille rygfinne ligger rullet helt sammen inde i moderen, så den heller ikke kommer i vejen under fødslen. Når ungen bliver født, har den nogle striber på siderne. De bliver kaldt fødselsmærker, og de stammer fra, da ungen lå inde i moderen. En delfinunge ligger rullet sammen sidelæns inde i moderen, så siderne, hvor huden har foldet, har stadigvæk striber, når den kommer ud, lidt ligesom hvis man har sovet på en fold i lagenet hele natten. Striberne er på begge sider af kalven, for den sparker inde i moderen ligesom et menneskebarn og ruller fra side til side. Der går 6 måneder efter fødslen, før striberne forsvinder, på den måde kan man altid se, om en unge er næsten nyfødt.

Ungen lever af mælk det første stykke tid. Men da delfinmoderen skal være så strømlinet som muligt har hun ikke nogen synlige dievorter. De sidder i små hudfolder på maven af hende. Når ungen skal have mælk, kan hun vippe dem ud af hudfolden, og ungen kan så få mælk.

Men at die er ret svært, når det skal foregå under vandet, og man ingen læber har! Der findes ingen hvaler, der har læber. Derfor kan ungen ikke holde fast om dievorten. Heldigvis sker der det, at når ungen rører dievorten, så sprøjtes mælken automatisk ind i munden på ungen.

Delfinungen har en meget speciel tunge. Tungen har en slags små fjerlignende hår på, så når delfinen får mælken i munden, virker dens tunge som en slags svamp, der kan suge mælken. Tungen hjælper også ungen med at holde kontakten til dievorten. På den måde undgås det, at noget af mælken spildes, og ungen undgår også at få mælken blandet op med alt for meget saltvand.

Hectordelfinens mælk er meget fed. Ungen skal nemlig bruge en masse energi - både til at vokse og til at holde varmen.

Engang, da hvalernes forfædre levede på landjorden havde de sandsynligvis pels som de fleste andre pattedyr. Men når man lever i vand, gælder det om at være så strømlinet som muligt. Pels ville give alt for meget modstand, så efter de mange mange år, hvor hvalerne udelukkende har levet i vandet, er pelsen forsvundet helt.

Sælerne lever også i vandet, men de har stadigvæk brug for pelsen, når de af og til går på land, f.eks. for at føde deres unger, eller bare for at slappe af og slikke solskin.

I stedet for pelsen har alle hvaler et tykt fedtlag lige under huden, fuldstændig ligesom sælerne i Danmark har det under deres pels og hud. Fedtlaget isolerer så f.eks. den lille Hectors delfin kan holde varmen i det kolde havvand. Faktisk skal den opretholde en lige så høj kropstemperatur som vores egen, nemlig 37 grader. Havet omkring New Zealand bliver aldrig varmere end omkring 20 - 25 grader, så der skal god isolering til. Hectors delfin har et fedtlag på omkring 2-3 centimeter. Hvaler, der lever omkring polerne har op til 50 centimeter fedtlag!

Kun i forlufferne og i halen har Hectors delfin ikke så tykt et fedtlag. Her regulerer den varmen i sin krop ved hjælp af modstrømsprincippet, ligesom sælerne også gør det:

I lufferne snor blodårerne sig omkring hinanden. Blodårer, der fører varmt blod fra kroppen ud i luffen, snor sig omkring blodårer, der fører koldt blod tilbage i kroppen. På den måde afleveres varmen til det blod, der er på vej tilbage til kroppen igen, og delfinen kan holde sin krop varm.

Hvalers hud er meget tyk og robust. Den føles fuldstændigt ligesom glat gummi, hvis man rører ved den. Der ligger et tykt lag fedt under huden, og derfor kan man heller ikke mærke nogen af de hårde knogler under huden på kroppen, som man kan med et menneske, f.eks. ved hofterne. En delfin føles bare fast, lidt ligesom hvis man rører ved en ballon, der er pustet hårdt op.

Ligesom marsvinet herhjemme bliver Hectors delfin fanget i fiskenet. Hvis delfinen bliver viklet ind i sådan et net, kan den ikke svømme op til overfladen og trække vejret, og så drukner den. Mange af de delfiner, man finder døde langs med New Zealands kyst, er døde på den måde.

Delfinen kan ikke høre ekkoet fra fiskenet, fordi trådene i nettene er så tynde, at de kun sender et meget lille ekko tilbage, men delfinen kan se og høre fiskene i nettet og vil forsøge at fange dem. Når delfinen går på jagt efter fisk i et fiskenet, kan den være næsten sikker på selv at blive fanget.

Man prøver ligesom med marsvinene herhjemme at finde løsninger på det problem. F.eks. kan man sætte små højttalere på fiskenettene. Når man afspiller lyden af en spækhugger nede i vandet, flygter delfinerne, og så bliver de ikke fanget i nettet.

Man kan også sætte små plader på nettene, som kaster ekkoet fra delfinen tilbage. På den måde opdager delfinen nettet, inden den svømmer ind i det.

Der er også andre mindre trusler mod Hectors delfin. Spækhuggeren er en af dem. En sulten spækhugger kan sagtens finde på at snuppe en lille delfin, hvis den kan komme af sted med det. Derfor er lyden af spækhuggere også så effektiv til at skræmme delfinerne væk fra fiskenettene med.

I New Zealand findes der mange forskellige hajer - også nogle af de store menneskeædende kan finde på at komme forbi, selvom de for det meste holder til ved Australien. De store hajer, som tigerhajen, hammerhajen og den store hvide haj kan godt finde på at spise en Hectors delfin. Heldigvis for delfinen er de fleste hajer, der lever ved New Zealand ikke helt så store.

En lidt overraskende trussel for Hectors delfinen er de newzealandske sæler. De kan nemlig en sjælden gang også finde på at jage Hectors delfin.

Bortset fra disse farer er forurening også en trussel mod Hectors delfin. Et olieudslip eller udslip af andre giftige kemikalier i havet omkring New Zealand kan hurtigt udrydde dem alle sammen. Derfor er der meget strenge regler i New Zealand for, f.eks. hvor olietankere må sejle, så de ikke risikerer at gå på grund.

Tandhvalerne har, som deres navn røber, tænder i munden, mens bardehvalerne har udviklet nogle meget specielle "barder" i munden. Det er en slags filtre, som de bruger til at sigte smådyr fra vandet med.

Når bardehvalen spiser tager den derfor en kæmpestor mundfuld vand ind i munden. Når munden er helt fyldt med vand, presser den vandet ud gennem barderne med sin tunge. Alt vandet flyder ud igen, men smådyrene, bliver siddende i filteret. Smådyrene er mest små krebsdyr der bliver kaldt "krill" Når alt vandet er presset ud, kan hvalen sluge de små dyr, der blev siddende tilbage. Blåhvalen og pukkelhvalen er bardehvaler.

Hectors delfin hører til tandhvalerne, ligesom alle andre delfiner, kaskelotten og vores danske marsvin. Den har lange rækker af små hvide tænder i hver kæbe. Alle tænderne ligner hinanden hos Hectors delfin i modsætning til f.eks. tænderne hos en hund. Hunden har jo fortænder, hjørnetænder og kindtænder. Til gengæld har de fleste tandhvaler, også Hectors delfin, mange flere tænder i alt end vi landlevende pattedyr.

Tænderne er små og spidse og gode til at holde fast på en glat fisk, der spræller for at undslippe delfinen. Til gengæld er tænderne ikke gode til at tygge med, så delfinen må nøjes med at fange føde, som den kan sluge i en mundfuld.

Hectors delfiner lever af newzealandske fisk, f.eks. "sprat" (småsild) og "yelloweyed mullet" (multe), som begge er en slags små stimefisk. Delfinerne kan nu også finde på at snuppe krabber, hummere og krill.

Hectors delfin er en af den slags delfiner, som har brug for mest føde i forhold til dens størrelse. Den lille delfin lever i vand, der kan blive ned til 6 grader koldt, så der skal meget energi til at holde den varm. Hver dag skal den fange mindst 4 kg føde. Det svarer til, at et menneske hver dag skulle spise 8 kg mad!

Men hvis man kikker godt efter, ligner delfinen faktisk heller ikke en fisk. Delfinens hale sidder vandret, og delfinen kan derfor bevæge den op og ned i stedet for fra side til side, som fiskene gør det.

Halen ligner heller ikke en almindelig pattedyrshale ligesom en kats, for den er stor og flad ude i enden. Men knoglerne inden i halen ligner meget knoglerne i en kattehale. Det store flade stykke ude i enden har næsten ingen knogler, det er opbygget af brusk og er tilpasset til at kunne skovle en masse vand, når delfinen skal hurtigt af sted, lidt ligesom en åre i en robåd.

Delfinens finner ligner meget sælens forluffer. De er flade og kan bevæges, så delfinen kan skovle vand og styre, når den svømmer. Inde i finnen findes mange knogler. Ligesom hos sælen ligner knoglerne faktisk stadig en hånd.

Delfinen har ingen kløer på sine finner, de er helt glatte og dækket af en glat og tyk hud. Delfinene har heller ikke brug for kløer på sine finner. Den skal ikke holde fast på noget bytte, ligesom sælen kan finde på at gøre, for delfinen fanger kun sit bytte med tænderne.

Men hvor er delfinens bagben? Hos sælen kan man jo godt se knoglerne i finnerne ved dens hale, som lidt ligner bagben, men delfinen har ingen finner ved halen.

Hvis man kikker godt efter på delfinens skelet, kan man se nogle meget små knogler nede under dens rygrad ved halen. De to små knogler er ikke forbundet med nogle af de andre knogler, og de ser ikke ud som om de bruges til noget.

Men de to knogler er faktisk resterne af delfinens bagben, ligesom vores haleben er resten af den hale, som vores forfædre engang havde. Delfinen har udviklet en så kraftig hale, at den ikke har brug for bagben længere. Det er meget bedre for den, at bagbenene forsvinder, for så bliver delfinen mere strømlinet og kan nemmere bevæge sig igennem vandet.

Delfinens rygfinne er som dens hale kun bygget op af stift brusk, der er ingen knogler i.

Mennesket kan godt holde vejret under vand i et par minutter, og nogle af de rigtige eksperter kan faktisk holde vejret i op til 7 minutter. Men den store forskel på os og Hectors delfin, som gør at delfinen er meget bedre end os er, at delfinen kan dykke mange gange lige efter hinanden. Hvis vi skal dykke i ret lang tid, er vi nødt til at holde lange pauser på overfladen, for at få vejret igen.

Den forskel skyldes at delfinen, i modsætning til os, er specielt tilpasset til at dykke. Delfinen har ligesom mennesket et specielt iltbindende molekyle (hæmoglobin) i blodet. Det er faktisk det molekyle, der gør vores blod rødt. Hæmoglobinet sørger for at transportere ilten fra lungerne ud til musklerne. Ude i musklerne findes et andet molekyle (myoglobin), som ilten bliver afleveret til og som opbevarer den, indtil den skal bruges.

Hectors delfin har mange flere myoglobin-molekyler end os. Så når den dykker, har den et meget større lager af ilt ude i musklerne end mennesket, og derfor kan den holde sig nede meget længere, og den behøver ikke at lade op så længe ved overfladen, som et menneske ville være nødt til. De mange myoglobin-molekyler gør, at delfinens og alle andre hvalers kød er helt sort.

Fordi delfinen faktisk lagrer ilten, som den skal bruge under et dyk, helt ude i musklerne, holder den ikke vejret ligesom os. Faktisk så ånder delfinen ud og tømmer sine lunger, lige inden den dykker. Man ved ikke præcist, hvor dybt en Hectors delfin kan dykke. Men man regner med, den kan dykke ret dybt, hvis den bliver tvunget til det, ligesom nogle af de andre tandhvaler. Kaskelotten er den ultimative dykkerekspert. Den kan dykke helt ned på 3 kilometers dybde! - men det er ret specielt, og kaskelotten er også helt specielt bygget til at kunne klare de dybe dyk, når den skal ned for at fange sin livret - kæmpeblæksprutter. Så dybt kan Hectors delfin næppe dykke. Normalt befinder den sig jo også på ret lavt vand - omkring 100 meters dybde, og den behøver ikke dykke dybere.

Faktisk kan en delfin bevæge sig meget mere, end de fleste tror. Dens rygrad er meget bevægelig, så når den rigtigt slår med halen, bruger den hele ryggen. Delfinens hals kan man ikke se, dens hoved går nærmest direkte over i kroppen. Men selvom man ikke umiddelbart kan se, at delfinen har en hals, så kan den alligevel bevæge hovedet en del, dreje det og kikke op og ned. En delfin er altså ikke stiv i det ligesom en fisk. I dens bevægelser kan man godt se, at den stammer fra et dyr med hoved, hals, ryg og ben.

Delfinen har nogle tricks, så den kan spare på kræfterne, når den skal svømme hurtigt gennem vandet. F.eks. kan den finde på at springe op i luften i fuld fart. I luften er modstanden meget mindre. Prøv selv en dag, når du er i vandet at bevæge armen med flad hånd gennem vandet og sammenlign med samme bevægelse oppe i luften.

På den måde behøver delfinen ikke at bruge så mange kræfter på at komme fremad. Det ser ud som om delfinen leger, når den springer op af vandet. Man ved ikke, om den nogen gange faktisk gør det for at lege, men det er uden tvivl ret sjovt, så hvorfor ikke?

Et andet trick er at udnytte strømmen af vand langs med en båd, der sejler. Den almindelige delfin er berømt for at følge med de store både på havet. Så rider de på bølgen foran skibet. Den lille Hectors delfin kan finde på det samme nummer.

Det trick er godt til at spare på kræfterne. I bølgen foran skibet bevæger vandet sig hurtigt fremad, og det kan bære delfinen frem, uden den behøver at bruge ret mange kræfter. Måske har du selv prøvet at ride på en bølge ved stranden? Hvis man lige får sat af, når bølgen kommer, og man svømmer i samme retning som den, så kan man pludselig svømme meget hurtigt, fordi bølgen bærer én med.

Hectors delfin kan også lave andre tricks. F.eks. kan den finde på at slå med halen i vandoverfladen, så det giver nogle gevaldige plask. Man mener, det er for at snakke med andre delfiner, som er langt væk, måske er det også for at sige "det her er mit territorie". Delfinen kan også finde på at hoppe højt op i luften og lande med et kæmpe plask på siden. Man mener den laver plasket for på samme måde, som når den slår med halen, at snakke med andre delfiner.

De fleste af Hectordelfinerne holder til omkring Sydøen på New Zealand. De kredser rundt om øen i små grupper på jagt efter føde. Når man sejler ud i båd, kan man være heldig at et par stykker af dem kommer hen og leger lidt omkring båden, inden de bliver trætte af én og svømmer videre.

På Nordøen har man kun set meget få af Hectors delfiner, og nogle mener, at de dyr, der holder til deroppe faktisk er en lidt anden art, end den slags Hectors delfiner, der holder til omkring Sydøen.