Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Hanseforbundet
Hanseforbundet var en sammenslutning af nordeuropæiske byer, hovedsagelig tyske, i et handelsforbund. Det har fået navn efter det gamle højtyske ord hanse der betyder Gruppe, følge, eller (handels)selskab. Hanseforbundet opstod i 1200-tallet med det rige Lübeck, der via salt- og sølvhandel var den kapitalstærke hovedkraft. Lübeck var også udskibningshavn for handelsruten til Hamborg, der i 1398 blev udbygget med den formodentlig ældste skibskanal i Europa: Stecknitzkanalen, der forbinder floden Trave med Elben. Det var købmændene der var medlemmer af Hanseforbundet og de mødtes efter år 1356 jævnligt ved de såkaldte Hansedage, som oftest blev holdt i Lübeck, men man oprettede også kontorer i London, Brügge, Bergen og Novgorod. Man mødtes for at indgå handelsaftaler og for at træffe beslutninger om fælles problemer. Dette betød ikke kun at byerne fik stor politisk indflydelse men også at de ved brug af blokader mod byer der ikke var medlemmer, kunne gennemtvinge deres ønsker. Der var omkring 70 byer der var aktive medlemmer, men herudover var ca. 100 byer passive medlemmer uden beslutningsret. Gennem forbedrede forretningsmetoder og ikke mindst på grund af udviklingen af koggen, en ny skibstype, med en betydelig bedre lasteevne, opstod et stort opsving i handlen som de fuldstændig dominerede. Da Hanseforbundet efterhånden opnåede monopol på handlen gennem Østersøen, kunne det drage betydelige fordele af handlen i hele Nordeuropa. Den udbytning kunne de nordiske riger ikke leve med i længden, og især de dansk-norske konger førte hyppige og lange krige mod Hanseforbundet. Selv om forbundet stort set vandt hver gang, begyndte byerne at forebygge krigene ved indblanding i interne, danske forhold. Omkring 1400 , begyndte de såkaldte Ummelandsfarere, hovedsageligt nederlandske og engelske købmænd at sejle nord om Skagen, og brød derved Lübeck's monopol på østersøhandlen, og forbundet mistede efterhånden sin indflydelse og mange meldte sig ud. I 1669 afholdt de sidste byer, der var blevet i Hanseforbundet, Lübeck, Hamburg, Bremen, Danzig, Rostock, Braunschweig, Hildesheim, Osnabrück og Köln den sidste hansedag. Derefter var forbundet reelt opløst
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |