Klit
I geografi er en klit en bakke af sand dannet af vindens bevægelser. Klitten er en af de mest ustabile biotoper, da sandet konstant flyttes rundt. Først når ekstremt hårdføre planter får fat bliver klitten stabiliseret. Flere steder i Danmark består kystsikringen af udplantning af hjælme, til at holde på klitterne, for at forhindre sandflugt. Klitter, der ikke sikres kan vandre langt i løbet af forholdsvis kort tid. Den største vandreklit i Danmark, som nu er fredet og altså får lov til at bevæge sig frit er Råbjerg Mile ved Skagen. Klitten bevæger sig i øst-vestlig retning og er formet som en såkaldt parabelklit med to lange parabel-arme, der strækker sig mod vest. Kystklitterne findes specielt ved Jyllands vestkyst, ved Vadehavsøerne, på Læsø og Anholt og ved Nordsjællands kyst. Ved Jyllands vestkyst kan klitbæltet blive op til 15 km bredt. Her findes også Blåbjerg Klit, der med ca. 64 m er Danmarks højeste. Ifølge oplysninger fra Landbrugsministeriets arealdatakontor består 4% af landets areal af flyvesandsarealer. Klitternes bevoksning varierer meget og kan inddeles i bælter: Den hvide klit, den grønne klit, eller grønsværklitten og den grå klit. Den yderste klit, der konstant er i bevægelse og kun nogle steder er bevokset med de mest hårdføre planter som marehalm og hjælme kaldes den hvide klit. Sandet er her ofte meget kalkrigtrigt, da det er blandet op med stumper af døde havdyrs skaller. Den hvide klit er et barsk sted for planter - da der både er ekstremt tørt, salt og vindpåvirket. Kun enkelte arter f.eks.- marehalm, hjælme, strandkvik, strandmandstro og strandkål er så godt tilpassede at de kan overleve i den hvide klit. Når den hvide klit langsomt bliver bevokset, bliver samfundet gradvist mere stabilt og andre planter kan dermed indvandre. Sandet er her stadig meget kalkholdigt. Næste stadie i successionen er nu grønsværklitten. Her er en frodig vegetation af forskellige græsser og blomsterplanter - f.eks. hjælme, rød svingel, gul snerre og mosser og laver. I overgangen videre fra grønsværklitten forekommer ofte et bælte, der bliver kaldt den brune klit. Her vokser overvejende brune mosser og laver, der giver klitten dens navn. Den brune klit går over i den grå klit. Sandet ved den grå klit er udvasket for de fleste næringsstoffer og det reagerer surt, det er samtidig så stabiliseret, så mosser og laver, f.eks. rensdyrlaver og bægerlaver, kan gro. Den ringe næring favoriserer laverne og mosserne, der er meget nøjsomme. Det er mosaikker af disse vækster, der giver klitten dens farve og særpræg. Mosser og laver vokser ekstremt langsomt, selv en lille pude mos, eller en stump rensdyrlav på størrelse med en hånd kan være 10-30 år om at gro op, så den grå klits samfund er gammelt. Rodnettet er overfladisk og gør dette bælte meget sårbart overfor slid - f.eks. strandgæsters færden. Bliver der først slidt hul i bevoksningen, så vinden igen kan få fat i sandet udvikles bare indsande, kaldet vindbrud, hvor sandet igen flyttes rundt og planterne har svært ved at indvandre igen. Næste trin i udviklingen fremkommer når et lille lag af organisk materiale, har lejret sig ovenpå sandet. Hermed indvandrer igen nye planter og klitten kaldes nu en klithede. Her dominerer revling og hedelyng. I våde områder på klitheden ses også klokkelyng og blåklokke. Ved de fleste danske sandstrande, er der hvide klitter, hvor strandens gæster ofte ligger i læ i grydernerne mellem de enkelte klitter et stykke fra vandkanten.
|
|
]
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |