Pontifex maximus
Pontifex maximus er latin og betyder egentlig "den største brobygger". I praksis kan ordet bedre oversættes ved "ypperstepræst", men ordet "pontifex" kommer fra pontem fasciens, som betyder "bro-samler", altså "brobygger", og refererer til at floden Tevere (Tiberen) i oldtidens Rom opfattedes som en guddom, og det var kun den øverste religiøse autoritet der havde ret til at gribe ind i naturen ved at bygge broer over Tiberen. Pontifex maximus var ikke bare en præst. Han var både en politisk og religiøs myndighed. I Den Romerske republik, var Pontifex Maximus overhovedet af den romerske religion. Han var den mest vigtige af ypperstepræsterne, eller pontifikalerne(ud fra Pontifex). Som var placeret i den centrale og hellige uddannelsessted Collegium Pontificum, der blev styret af Pontifex Maximus. Andre medlemmer af dette præsteskab der inkluderede Rex Scrorum (kongen af de hellige ceremonier), flaminierne og Vestalerne. Antallet af ypperstepræsterne, som blev valgt af cooptatio, var oprindeligt seks, men dette antal steg op til femten i det 1. århundrede f.Kr. Ypperstepræsternes rolle og embede var for livet. Embedet blev blev sit eget efter monarkiets afskaffelse, da de hellige magter tidligere hvilede på kongen blev forflyttede til Pontifex Maximus eller Rex Sacrorum. I nutiden kan man stadigvæk sige at overhovedet af den romerske religion, nu den Katolske Kirke ved det Hellige Sæde, er Pontifex Maximus, siden da at titlen er krævet af Paven. Ypperstpræsten var ikke kun en præst. Han var både en politisk og religiøs autoritet. Det er ikke klart om hvad var vigtigst eller kom først. Ypperstpræsterne have mange relevante og fornemme funktioner, som at holde på de officielle minutter af de valgte fredsdommer og de såkaldte "offentlige dagbøger", Annales maximi. De samlede også informationer relateret til den romerske religiøse tradition, ind til en slags samling, der opsumeret dogmer og andre koncepter, i lighed med senere love i Jurisprudence. Nogle forfatter tror at eventuelle romerske magistrater vil have tjent nogle af ypperstepræsternes politiske forudsætninger og magt. Tidligere ypperstepræster var udelukkende valgt ud fra den adelige klasse, men i år 300 f.Kr. blev lex Ogulnia givet til folk fra plekejerne til at kunne styre embedet, så den del af titelens prestige var væk I år 104 f.Kr. fremsagde lex Domitia at valget af ypperstepræsterne ville bleve valgt af comitia tributa; af den samme lov, kun 17 ud af 35 stammer i byen kunne stemme. Denne lov blev afskaffet af Sulla, men blev genindført af Julius Cæsar da han var Pontifex Maximus. Endnu en modenisering fortalte at Kejseren ville automatisk blive Pontifex Maximus og udvælge de andre ypperstepræster. Med denne titel blev Kejseren givet en guddommelighed i sammenspil med tronen. Mange forfattere påpeget at magten til at navngive ypperstepræsterne ikke rigtig blev brugt som instrumentum regni, håndhævet magt. Tertullian var den første til at fremsætte titlen til Pave Callistus I, selvom Gregor I var den første til at indsætte det i formelt tilstand. Pontifex var generelt et ord i almindelighed forbundet med at betegne en Biskop i den tidlige Kristendom. Embedet belv genoptaget af Kejser Gratianus i 382 e.Kr. og blev taget af de kristne Biskopper af Rom. Dertil er den automatisk blevet en af de mange titler, som den Katolske Kirkes overhoved Paven har, som endnu er i brug idag. Dette er udsædvanligt i det meste af den tekniske periode af romerske hedenskab, som blev forbigået i den kristne latin i farvorittagelse af neologisme eller græske ord.
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |