Hinduisme
Hinduisme er betegnelsen for flere forskellige religiøse traditioner med oprindelse i Sydasien (det moderne Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka). FN opgjorde i 1997 antallet af hinduer til ca. 746.797.000 hvilket svarer til 13% af verdens befolkning. Langt den største andel af hinduer lever i Indien, Nepal, Indonesien (Bali) og Malaysia. Men også i Øst- og Sydafrika, Caribien, Europa (især Storbritannien) og USA lever mange hinduer, primært emigranter fra Indien. I modsætning til religioner som f.eks. Buddhisme, Kristendom og Islam har hinduismen ingen religionsstifter. Af samme grund er hinduismens forestillingsverden og praksis heller ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser spundet sammen igennem en lang historisk udvikling. I den ældste periode, den "vediske" (ca. 1500 - 500 før vor tidsregning) var offerkulten i centrum. Ved kulten i hjemmene var føde som smør og brød det typiske offer, i den offentlige kult indgik også dyreofre. Kulten blev varetaget af en præstelig klasse (Brahman'erne - senere betegnet Brahminerne), og i denne opstod gradvist fire tekstsamlinger, Veda'erne, der indeholdt henholdsvis hymner, sange, offerformularer og trylleformularer. Med ekspansionen af den vediske kultur og i sammenhæng med en øget urbanisering og handel opstod nye strømninger i perioden omkring 500 f.v.t. Fokus bevægede sig væk fra ofrene og den ydre kult til en meditativ og asketisk religionsform. Både Yoga, oprindeligt et system af meditationsøvelser, Jainisme og Buddhisme opstod i denne periode. I samme periode formuleredes de tidligste forestillinger om genfødsel (reinkarnation), et centralt begreb i hinduismen såvel som i buddhismen. Fra ca. 200 f.v.t. begyndte forestillinger om en frelsende gud at slå igennem. Sammen med de to foregående perioders vægt på slægten (i den vediske periode) og på en stræben efter forløsning (i de asketiske bevægelser) blev denne "teistiske" (gudscentrerede) hinduisme vigtig i tilblivelsen af den normative hinduisme. En central tekst fra denne tid er Bhagavadgita der er guden Krishnas tale til krigeren Arjuna. Det er også i denne periode at det indiske samfunds opsplitning i adskilte erhvervsgrupper blev systematiseret som det vi kender som kastesystemet (blev officielt afskaffet med den indiske forfatning fra 1950). Fra ca. 600 e.v.t. bliver den teistiske gudstilbedelse den dominerende form for hinduisme. Centralt står nu også mytologien, der beskriver et mylder af guder og gudinder, og templerne hvor gudstjenesten foregår. De vigtigste gudeskikkelser er Vishnu (der inkarnerer sig igen bl.a. som guderne Rama og Krishna), Shiva (der ofste ses afbildet som dansende i en kreds af ild på en dæmon) og gudinderne Durga og Kali. I forbindelse med den gradvise Europæiske kolonisering af Indien fra slutningen af det 18. århundrede blev hinduismen præget af forholdet til europæiske ideer. Frem til uafhængigheden i 1947 taler man i denne periode om "reformhinduisme". Endelig er det offentlige billede af hinduismen i perioden efter ca. 1980 også i stigende grad præget af en politisk hinduisme med udgangspunkt i flere forskellige hindunationalistiske bevægelser. Disse retninger har først og fremmest fokuseret på en konfrontation med den muslimske og (i mindre omfang også den kristne) befolkning i Indien, men visse grupper har også gjort hinduismens globale position til et vigtigt tema.
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |