Alperne

Alperne er en bjergkæde, der går igennem Frankrig, Italien, Schweiz, Liechtenstein, Tyskland, Slovenien, og Østrig.

Alperne ligger mellem 43° og 48° N, og mellem 5° og 16° Ø. Bjergkæden begrænser den norditalienske lavslette imod vest og nord, strækker sig gennem det sydøstlige Frankrig, de nordligste dele af Italien, det sydlige og østlige Schweiz, det sydligste Bayern, det vestlige og mellemste Østrig i én kæmpestor bue, der først løber mod nord, derpå mod nordøst og øst, mens den tiltager i bredde mod øst. Længden er (fra Savona til Wien) ca. 1200 km, den største bredde (mellem Garda-søen og Kochel-søen) er ca. 225 km, den mindste bredde (mellem Ivrea og Genèvesøen) er ca. 125 km. Alperne dækker en overflade af 176.000 km², og middelhøjden er 1400 m. I vest er Alperne skilt fra det midtfranske bjergland af floden Rhone. Jurabjergene udgår derimod fra Alperne uden nogen tydelig grænse. Mod nord begrænses Alperne af det schweiziske, schwabiske og bayerske plateau, der med en middelhøjde på 400-600 m strækker sig fra Genève til Linz. Mod øst når Alperne til Wien-bækkenet, der skiller dem fra deres naturlige fortsættelse, Karpaterne, og til den lille ungarske lavslette. Mod sydøst går Alperne uden naturlig grænse over i Sloveniens og Kroatiens karst-bjerge. Mod syd ligger Alpernes fod i Posletten i en højde af ca. 200 m; sydskråningen er langt stejlere end nordskråningen, dels fordi den når længere ned, dels fordi den samtidig er smallere. I sydvest fortsætter Alperne i Appenninerne. Som grænse sættes her i regelen passet Col d'Altare.

Historie

Befolkningen i Alperne var i oldtiden dels kelter, dels rhæter (et folk, der er beslægtet med etruskerne) og i Østalperne var det illyrer. Under Augustus blev bjergfolkene undertvunget efter en blodig krig og romaniseret. Under folkevandringerne trængte forskellige germanske folkeslag ind i området. Store dele af de schweiziske alpelande blev erobret af alemanner, og i Østalperne indvandrede både germaner og slaver. Derimod klarede den romaniserede befolkning sig i de vestlige og sydlige Alper, som nu er beboede af franskmænd og Italienere. Af den Gamle rhætoromanske befolkning findes endnu i afsides dale, især i Graubünden, ca. 66.780 (folketælling i 1990), som har bevaret deres sprog. I Vestalperne førtes der fra den senere middelalder en langvarig kamp om herredømmet mellem fyrsterne i Savoyen, Dauphiné og Provence. Den fortsatte siden mellem Frankrig og Savoyen-Piemonte, og blev først afsluttet i 1860, da Frankrig fik Savoyen og Nice.

De schweiziske alpers befolkning hørte længe under forskellige tyske fyrster, men i det 13. århundrede rejste skov-kantonerne sig imod Habsburgerne, og de dannede i 1291 Edsforbundet i Brunnen, som efterhånden blev udvidet til at omfatte hele det nuværende Schweiz. Habsburgerne fandt erstatning i de østlige alpelande, som efterhånden alle kom under deres herredømme. Et fællestræk hos alle alpelandenes beboere er en ejendommelig forening af frihedskærlighed og konservatisme. Dette er særlig påfaldende i Schweiz, hvor bjerg-kantonerne førte an i frihedskampen, men på den anden side også hårdnakket har modsat sig ethvert reformforsøg, der udgik fra slette-kantonerne. Selv i det 21. århundrede har Schweiz’ demokrati med de mange folkeafstemninger vist, at man ikke gerne ønsker ændringer i de bestående forhold.

Se også

• Dolomitterne, kalkbjerge i Sydalperne.
• Piemonte, alpernes fod mod Posletten.
• Wallis, centralt alpeområde i Schweiz.
• Wienerwald, de yderste, østlige udløbere af Alperne.
• Mont Blanc, Europas højeste bjerg.
• Matterhorn
• Alpepas
• Rhinen
• Rhone
• Donau
• Po

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915 - 1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.