Rod/top-forholdet
Ved omhyggelige undersøgelser har engelske forskere fundet frem til, at træerne stræber efter at opretholde en balance mellem rod og top, sådan at rodens tørstof vejer 4-5 gange mere end toppens. Det gør det let at forstå, hvorfor nyplantede træer tilsyneladende går helt i stå i 3-4 år. Det er nemlig den tid, de skal bruge til at genskabe det rette forhold.
Det forklarer også, hvorfor træerne reagerer med "panikvækst", når man har beskåret dem for hårdt. Vanris er simpelthen en satsning på at afbalancere det store, urørte rodnet med den svækkede top.
Endelig forklarer det, hvorfor der ikke dannes vanris, når man beskærer træerne i vækstperioden. Da kan de nemlig klare tabene ved at sætte ekstra skub i de nye skud, som endnu er i vækst.
Træers reaktion på såring
Inden for ganske få sekunder er træet klar over, at det er blevet såret. Så snart barken er brudt, har træet grund til at gå i forsvar. Hvis svampe- og bakteriesporer finder frem til en blottet vedflade - og det gør de - så vil de indlede et angreb fra såret og ind i veddet.
Denne viden om, at der er sket en såring, hvor den er sket, og hvor alvorlig den er, giver træet mulighed for at målrette sit forsvar. Man kunne tro, at træet ville gå i panik og sætte forsvar ind overalt, men det er ikke økonomisk og i virkeligheden også farligt for træet selv (se elmesyge).
Den modsatte reaktion er udviklet gennem de mange millioner af år. Træerne har lært at spare på forsvaret og kun bruge det dér, hvor det er nødvendigt. Det skal dog siges, at der er store forskelle mellem de enkelte arters evne til at forsvare sig. Tilsvarende er der stor forskel mellem træindividernes evner i den retning.
Endelig skal det nævnes, at der er stor forskel på, hvilke svampe der får sig etableret i veddet. I realiteten foregår der en succession, hvor den ene art afløser den anden, men mest afgørende er det, om det er hvidmuld- eller brunmuldsvampe, der går af med sejren.
Indkapsling (forsvar 1)
Straks går træet i gang med at danne giftige fenoler, som sendes frem til de levende celler bag sårfladen. Især fyldes de nærmeste marvstråler op med disse stoffer, så fjenderne ikke kan passere dem. Årringene findes i forvejen, og de er meget vanskelige at trænge igennem. Særligt den mørke del, som er dannet om efteråret, har på forhånd fået indsat fenoler for alle tilfældes skyld.
Det største problem er i virkeligheden, at snylterne kan trænge ind til et eller flere vedkar, som giver dem adgang til en hurtig bevægelse opad og nedad i træet. Derfor må vandstrømmen og al passage gennem de angrebne rør standses. Det sker midlertidigt ved at pumpe nogle airbag-lignende udposninger ind i rørene fra levende celler udenom dem.
Når disse udposninger, tyller hedder de, har standset bevægelsen i rørene, får træet tid til at fylde alle levende celler overfor og nedenfor såret op med fenoler og fyldstoffet lignin. Dermed er angrebet indkapslet. Det kan ikke trænge gennem årringene ind mod centrum. Det kan ikke løbe rundt mellem to årringe, for det sørger de fenolfyldte marvstråler for. Og det kan ikke bevæge sig op- eller nedad i stammen eller grenen, for dér er der lukket helt for al transport.
Som en sidste forsikring gør træet det, at den årring, som dannes lige efter angrebet, styrkes og mørkfarves af ekstra fenol og lignin. Denne årring kaldes nu for barrière-zonen. Dermed er der sat et afgørende skel op mellem alle de gamle tilvækstlag og de, som kommer herefter. Og de nye er jo de vigtigste, de mest effektive.
Overvoksning (forsvar 2)
Samtidigt med at træet går i gang med at indkapsle angrebet, sørger andre arveanlæg for, at de levende celler langs sårranden indleder en overvoksning af sårfladen. Indkapslingen er nemlig ikke en løsning på problemet, kun en afgrænsning af det. Indkapslingen af det angrebne ved skaber nye problemer især for vandtransporten, som nu ikke længere kan foregå gennem de vedkar, der er blokerede.
Først det år, hvor overvoksningen dækker sårfladen helt, har træet genskabt de ubrudte vedkar. Men selv da er problemet måske ikke løs til bunds. Hvis såret har været aflangt, vil overvoksningen altid mødes på midten. Derved dannes en revne i barken, som kan vare ved i årevis, eventuelt forstærket af sprængninger om vinteren.
Kun sår, som er helt cirkelrunde, vil lukkes med en punktformet tap i midten. Ved al beskæring bør man altså stræbe efter at lave sårene cirkelrunde, - og det vil i de fleste tilfælde sige: at skære grene vinkelret over.
Mykorrhiza
Dette mærkelige ord kommer af græsk myces = "svamp" + rhiza = "rod". Det betyder svampe-rod, og det udtales: my-ko-rit-sa. Ordet bruges til at benævne et samliv mellem plantearter og forskellige svampearter.
Dette samliv giver begge parter store fordele: svampen får sukker, vitaminer, plantehormoner og aminosyrer fra træet, og træet får en meget bedre forsyning med vand og mineraler (især fosfor). Desuden beskytter mykorrhiza-svampen rødderne mod skadelige svampe, der bliver holdt væk med kemiske stoffer, som samlivssvampen udskiller.
Det er blevet bevist adskillige gange, at træer først begynder at trives, når de får skabt dette samliv med de rette svampe. Tilsvarende viser amerikanske forsøg, at skov først kan etableres på præriens jord, når jorden podes med de rette svampearter samtidig med træplantningen.
Se også
Lagene er ringformede, når vi skærer dem over på tværs. Derfor kaldes de årlige tilvækstlag ofte for årringe. På langs er lagene derimod lange cylindre eller måske kegler med udposninger overalt, hvor der findes levende grene.
