JordbundsfloraTilbage til edafon, jordbundsøkologi eller økologiJordbundsfloraen er den samlede mængde bakterier, strålesvampe, svampe og planter i en jord. Her medregnes altså grupper, der ikke længere regnes som hørende til planteriget: baterier og svampe f.eks. Ordet skal ses i sammenhæng med jordbundsfaunaen. Tilsammen udgør de jordens edafon. Hvor de højere planter, altså træer, buske og urter, danner makroflora'en, dér danner bakterier, svampe og strålesvampe mikroflora'en. "Mikro-" hedder den, fordi dens medlemmer er så små, at de som regel ikke kan ses med det blotte øje. Denne floras "planter" har det fælles, at de ikke har grønkorn. Det har tvunget dem til at vælge deres levevej blandt følgende tre: saprofyt (rådplante), parasit (snylter) eller symbiont (samlever). De kan altså vælge at leve af det døde, de kan leve af det levende, eller de kan leve sammen med andre levende. Da de ikke har munde eller kløer, må de tiest vælge at vente på en passende lejlighed, før de kan gå i gang med deres livsform.
En særlig gruppe bakterier er de såkaldte "knoldbakterier". De findes i knolde på bælgplanternes rødder, hvor de har betingelser, så de kan omsætte frit, atmosfærisk kvælstof (N2) til biologisk brugbart ammonium-kvælstof (NH4+). Dette geniale samarbejde sætter bælgplanterne i stand til at optræde som pionerer alle steder, hvor kvælstof er den afgørende mangel i jorden. I øvrigt hører knoldbakterierne til en meget gammel gruppe af bakterier, som alle har det fælles, at de foretrækker et iltfrit miljø. Man kunne nævne forrådnelsesbakterier, betændelsesbakterier eller svovlbakterier som andre eksempler. Disse grupper klarer sig ved helt andre livsprocesser end dem, der tåler et iltrigt miljø. Det er let at opdage deres nærværelse, for den afsløres på lugten af giftige luftarter som svovlbrinte, metan, ammoniak eller forskellige, højere kulbrinter ("fusel").
Det er under alle omstændigheder fælles for bakterierne, at de foretrækker et varmt (ca. 20° C) og fugtigt miljø (gerne en relativ luftfugtighed på over 90%) at leve i. Kulde og tørke er velkendte konserveringsmetoder, netop fordi de hæmmer bakteriernes vækst. Tilsvarende foretrækker de et miljø uden for meget fri syre. pH i jordbunden skal helst ligge oppe over 6, for at de kan trives. Det passer også med, at eddikesyltning længe har været brugt som konserveringsmetode. Men hvis bakterierne ellers kan få det, som de helst vil, så kan de omsætte organisk stof forbavsende hurtigt. Det er velkendt, at en kompostbunke, som bliver omhyggeligt passet med vand og kalk, meget hurtigt bliver omsat til ukendelighed.
SvampeSvampene er organismer, der mangler grønkorn. De har altså ingen fotosyntese. Der findes encellede svampe, f.eks. gærsvampene, men de fleste er dog flercellede og højt udviklede. Hovedparten af svampene lever som rådsvampe. Nogle angriber planter som snyltesvampe, og meget få har tilpasset sig at snylte på dyr. Der findes dog her adskillige eksempler på mellemformer. Dels svampe, som egentlig er rådsvampe, men som bliver snyltere, hvis der byder sig en passende mulighed. Og dels er der tale om svampe, som er snyltere pr. arveanlæg, men som lader sig nøje med tilværelsen som rådsvamp, når der ikke er andre muligheder.Svampene formerer sig ved sporer, som er primitive livskim med ganske ringe chancer for at overleve og udnytte nye levesteder. Derfor har svampene udviklet en formeringsstrategi, som går ud på massevirkning: Hver svamp sender simpelthen milliarder af sporer af sted. Omvendt kan svampene danne flere forskellige typer af sporer, alt efter levevilkårene. Det giver så alligevel en helt god grad af tilpasning. Men for at sporerne kan spredes effektivt, må sporehuset eller paddehatten dannes over jorden og gerne på et sted med god luftbevægelse. Formen på paddehatten kan også medvirke i spredningen, for det viser sig nemlig at den velkendte paraplyagtige form frembringer et undertryk på undersiden af hatten, når vinden passerer den. Sporerne bliver ligefrem suget ud i luften. Svampene er ikke så afhængige af et bestemt miljø som bakterierne. De tåler en ret høj grad af tørke, og nogle af dem kan tilmed selv flytte fugtigheden derhen, hvor der er brug for den . Mange svampe kan med lethed etablere sig ved helt lave temperaturer, og enkelte kan tilmed fortsætte væksten ved lige omkring 0° C. Heller ikke syreforholdene i jorden er de kræsne overfor. Når bakterierne ikke kan klare omsætningen, fordi jorden er for sur, så træder svampene til i stedet. Det er dog klart, at svampene ikke kan omsætte organisk stof så hurtigt som bakterier, for under sure forhold sker kompostering op mod 10 gange mere langsomt end under basiske. Og der kan godt blive så surt, at selv svampene må give op. I så fald dannes der en slags tørv i stedet for humus. Det sidste er velkendt fra vore moser, og det er også grunden til, at man i dag kan udnytte store forekomster af Tørvemos (Sphagnum).
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |