Jens Grand

Som barn må han have oplevet hans morbroder Jakob Erlandsens strid med kronen.

Han blev oplært ved Roskilde Domkirke og studerede i Frankrig . Blev omkring 1280 domprovst i Roskilde, og straks ved sin ansættelse kom han til at tage stilling imod Kongen, Erik Glipping. Dette, sammen med familieforbindelser til Hvideslægten, gjorde at han blev betragtet som medvider i kongemordet, og frygten for, at hans godser herved kunde komme i fare fik ham i 1288 til af skænke alt sit gods til oprettelsen af 6 præbender ved Roskilde Domkirke, mod at han så selv fik en forlening på livstid af kirken. I 1289 døde ærkebiskoppen af Lund, Johannes Dros og Jens Grand blev valgt trods enkedronningens modstand. Paven indsatte ham til Ærkebisp den 18. marts 1290.

Fortsatte rygter om hans samarbejde med Marsk Stig og andre som man mente var involveret i kongemordet, førte frem til en beslutning om at fængsle ham. Erik Menveds bror Christoffer fik ham tidlig om morgenen 9. April 1294 lokket ud af hans bolig og fanget sammen med domprovsten, Jacob Lange. De blev ført til Søborg. Her sad han over halvandet år i et elendigt fangehul, lænket og plaget paa alle måder.

Han undslap dog, og søgte tilflugt på sin borg Hammershus på Bornholm. I 1297 dømte pave Bonifacius VIII Erik Menved til at genindsætte ham, og betale en erstatning på 49.000 marksølv.

I 1300 kom Jens Grand selv til Rom, for at føre sin sag, men efter hans uhyrlige krav var paven mere indstillet på et kompromis; I 1302 afgjorde han sagen sådan at Jens Grand blev flyttet til Riga, og også kongens bøde nedsattes betydeligt, til 10.000 mark sølv.

I 1310 udnævnte Pave Clemens V, ham til ærkebiskop i Bremen, hvor der i flere år havde været strid om bispestolen. Senere udnævntes han til voldgiftsmand mellem Riga Stift og den Tyske orden. Snart rejste der sig dog modstand fra mange sider; man klagede over hans skatter, hans utæmmelige herskesyge og blanden sig i alle sager. Det var først Hamborgs Domkapitel, der gik imod ham; Kapitlet og borgerne i Bremen fulgte efter, og i 1314 måtte han forlade sit embede . 1316 erklærede gejstligheden i Bremen Stift, at han ikke var sin fornuft mægtig, og valgte medhjælper til at administrere i hans sted; Pave Johannes XXII billigede dette skridt.

Kilder/henvisninger

• om Jens Grand i Dansk biografisk leksikon