Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

Hammershus

Hammershus er en ruin af en middelalderborg på Bornholms klippeknude udtil kysten syd for Hammerknuden på Bornholms nordvest hjørne.

Den menes grundlagt omkring 1255 af ærkebiskoppen Jakob Erlandsen. Rimeligvis har der forud ligget en tilflugtsborg, idet der er bevaret et lille stykke jordvold, og klippen er oplagt til en borg. Jakob Erlandsen skrev, at han blot udbyggede en eksisterende borg, da kongen klagede over at han brød forbudet imod at bygge nye borge.

I 1265 blev borgen erobret af Erik Glipping, men blev givet tilbage til ærkebiskoppen i 1276, så den under de efterfølgende ærkebiskopper Jens Grand og Esger Juul kunne spille en vigtig rolle i magtspillet mellem konge og kirke.

Erik 6. Menved var utilfreds med at fredløse kunne søge ly på borgen, og i 1319 lykkedes det marsken Ludvig Albertsen Eberstein at indtage borgen.

Eberstein var først kongens høvedsmand på borgen, men da den i 1321 blev givet tilbage til ærkebiskoppen af Christoffer 2 var han borgherre for ærkebispesædet i Lund. I 1324 - 1325 forsvarede han borgen mod angreb og belejring af rigsmarsk Peder Vendelbo. Efter 16 måneders belejring overgav Eberstein sig, og kong Valdemar Atterdag overtog herredømmet over borgen, men gav den kort efter tilbage til ærkesbispesædet, der beholdt borgen indtil 1522, da Christian 2 gjorde krav på Hammershus og efterfølgende satte biskoppen fra Odense Jens Andersen Beldenak i varetægt på borgen.

I 1522 blev Hammershus erobret af lübeckerne. De istandsatte borgen og benyttede den i de år de fra 1526 havde Bornholm i pant. Fra 1576 var Hammershus atter på den danske konges hænder. Den fik lov at forfalde og betragtedes efterhånden som utidssvarende som fæstningsværk. I 1645 blev borgen erobret af general Wallenstein.

Ved Roskildefreden i 1658 fik svenskerne også Bornholm og de indsatte Johan Printzenskiöld som guvernør. Bornholmske oprørere ledet af Jens Kofoed slog ham ihjel i Rønne og erobrede dagen efter borgen. Herefter tilbød de øen til den danske konge.

Efterhånden mistede Hammershus sin betydning som fæstning. Den blev anvendt som statsfængsel for bl.a. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina Ulfeldt, der blev indsat i 1660. Efter deres flugt fra Manteltårnet og efterfølgende tilfangetagelse blev de placeret i slotskapellet, men senere igen indsat i Manteltårnet - på hver sin etage.

I 1743 blev Hammershus rømmet og derefter anvendt som stenbrud. I 1822 blev borgen - ruinen heraf - fredet.

Hammershus er anlagt på en 74 meter høj klippe og fylder med sine forborge et areal på henved 35.000 kvadratmeter. Ringmurene har en længde på omkring 750 meter. Mod havet er der stejle klipper og til de andre sider vanskeligt passabelt, klippefyldt terræn.


Denne artikel var dagens artikel den 1. oktober 2004.



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Boligstedet.dk
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger i hele landet.
Lejebolig i Aarhus
Lejebolig i København
Lejebolig i Odense
Lejebolig i Aalborg
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring
Varmepumpepuljen
Varmepumpepulje åbner i 2023. Få tilskud til varmepumpe. Varmepumpepuljen


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.