Yoko Ono

Table of contents

1 Baggrund 2 Samarbejdet med John Lennon 3 Politik 4 Discografi 5 Eksterne links 5.1 Listening

Baggrund

Hun blev født med en privilegeret baggrund som det ældste af tre børn af Iso Yasuda og Eisuke Ono. Isoko Yasuda var medlem af en af Japans rigeste bankfamilier. Eisuke Ono var oprindeligt uddannet klassisk pianist, men måtte opgive karrieren til fordel for et job i familiens bank. Yoko One blev uddannet på den eksklusive Gakushuin skole i Tokyo.

Under Anden verdenskrig overlevede familien bombningen af Tokyo i et underjordisk beskyttelsesrum. Senere flygtede Eisuke Ono med børnene ud på landet med deres ejendele på en trækvogn. Under flugten måtte de overleve ved at tigge mad. Faderen Iso Yasuda blev tilbage i Tokyo og blev interneret som krigsfange i en lejr i Kina. Hele familien overlevede krigen og flyttede til Scarsdale, New York, hvor Yoko gik på Sarah Lawrence College.

I 1956 giftede hun sig med komponisten Toshi Ichiyanagi. Ægteskabet varede indtil 1962, hvor hun giftede sig med den amerikanske jazzmusiker og filmproducer Anthony Cox. Ægteskabet blev annulleret d. 1. marts 1963 og de giftede sig igen d. 6. juni samme år for igen at blive endeligt skilt d. 21. februar 1969. De fik sammen en datter Kyoko Chan Cox (født 8. august 1963) som Yoko Ono efter et bittert slagsmål fik forældremyndigheden over. I 1971 bortførte Cox sin datter og gik under jorden. Kyoko og Yoko Ono blev først genforenet i 1998.

Yoko Ono blev tidligt medlem af kunstnersammenslutningen Fluxus og har arbejdet med koncept kunst og perfomance kunst. Eksempelvis har hun optråt med Cut Piece, hvor hun siddende på en scene opfordrer publikum til at klippe et stykke af hendes tøj, indtil hun var helt nøgen.

Hun lavede en serie på seksten eksperimental film imellem 1964 og 1972. Især filmen No. 4 fra 1966 (også kaldet Balder) vakte opsigt. Filmen består af en serie nærbilleder af balder, optaget imedens personen går i en trædemølle.

Ono er blevet beskrevet som “Verdens mest kendte ukendte kunstner - alle kender hendes navn, men ikke hendes kunst.”

Samarbejdet med John Lennon

Hun er nok mest kendt for sit ægteskab med John Lennon og sin indirekte indflydelse på The Beatles. Ono og Lennon mødtes ved en forpremiere på en af hendes udstillinger i London i 1966. Lennon blev betaget af hendes fremtræden og interaktive kunst. Især et værk, hvor ordet Yes skrevet på loftet kun kunne læses, stående på toppen af en stige betog Lennon. Han blev overrasket over værkets positive fremtoning.

Ono og Lennon blev gift i Gibraltar d. 21. marts 1969. De har sammen en søn Sean Taro Ono Lennon født på Lennons 35 års fødselsdag d. 8. oktober 1975.

Onos musikalske karriere startede faktisk med en solokoncert med avanceret eksperimental musik i Carnegie Hall i 1961. Hendes musikalske stil ændrede sig under samarbejdet med Lennon fra det ekstremt eksperimenterende over mod med konventionel musik.

Det musikalske samarbejde imellem Ono og Lennon startede i 1968 med albummet Unfinished Music No. 1: Two Virgins som var et eksperimental album med elektronisk musik. I 1969 dannede de Plastic Ono Band og gruppens første album Live Peace In Toronto blev optaget under Toronto Rock and Roll Revival Festival. Ud over Ono og Lennon bestod gruppen af Eric Clapton (Guitar), Klaus Voormann (Bas) og Alan White (trommer). Første halvdel af koncerten bestod af standard rock numre, men den anden halvdel af avantgarde musik med Ono som frontvokal. Settet endte med en lydside hovedsagelig bestående af tilbagekoblet lyd og Onos skrig.

Musikalsk ledte Ono Lennon ud af The Beatles og gav ham både udfordringer og inspiration. Mange fans beskyldte hende for at være årsagen til opløsningen af The Beatles, skønt de internt havede rigeligt med årsager til opløsningen. Utvivlsom har hendes mange uenigheder med Paul McCartney om forvaltningen af Lennon-McCartney sangkataloget og udgivelse af opfølgende materiale bidraget til dette indtryk. Men det er uomtvisteligt, at hun endte som prügelknabe for alle misserene omkring opløsningen af The Beatles, fjendskabet imellem Lennon & Paul McCartney, retsagerne, Lennons for mange uforståelige musikalske eksperimenter og ikke mindst hans narkomisbrug og deraf følgende menneskelige og kunstneriske opløsning. At hun tværtimod brugte år på at tøjle hans selvdestruktive sind var der tilgengæld ikke megen ros for. Tillige havde hetzen i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne en klar racistisk vinkel: Hun kom til at repræcentere det besejrede Japan og mange briters traumatiske opgør med kolonitiden og Anden verdenskrig.

Samarbejdet imellem Ono og Lennon sluttede brat den 8. december 1980, hvor Lennon og Ono på vej tilbage til deres hjem i Dakota bygningen i New Yord efter indspilningerne af Onos nummer Walking On Thin Ice. På vej ind i bygningen blev Lennon skudt ned og dræbt af en sindsforvirret fan. De sidste optagelser blev udgivet i 1984 på albummet Milk and Honey.

I 1995 udgav Ono albummet Rising sammen med sønnen Sean Lennon. Musikken fra dette album startede en bølge af remixudgivelser. Bl.a. nåede en ny remixet udgave af Walking on Thin Ice som den første og eneste af Onos udgivelser en førsteplads på Billboard Magazines Dance/Club hitliste

Politik

Siden 1960'erne har Ono været en fortaler for fred og menneskerettigheder. Ono og Lennon lavede en happening, hvor de afholdt en pressekonference liggende i en seng på Hotel Hilton i Amsterdam i marts 1969 og igen i maj 1969 i Montreal for at skabe opmærksomhed for fredsarbejdet. Under happeningen i Montreal indspillede de deres første single Give peace A Chance med de nydannede Plastic Ono Band.

I 2002 stiftede Ono sin egen fredspris ved at donere $50.000 til kunstnere som lever i konfliktområder. De første modtagere var israelske og palestinensiske kunstnere.

I 2004 genindspillede hun sangen Every Man Has a Woman Who Loves Him til støtte for homoseksuelles ret til ægteskab.

Discografi

• Unfinished Music No.1: Two Virgins (1968)
• Unfinished Music No.2: Life With The Lions (1969)
• Wedding Album (1969)
• Live Peace In Toronto (1969)
• Yoko Ono Plastic Ono Band (1970)
• Fly (1971)
• Sometime In New York City (1972)
• Approximately Infinite Universe (1973)
• Feeling The Space (1973)
• Welcome: The Many Sides Of Yoko Ono (1973)
• A Story (1974/1997)
• Double Fantasy (1980)
• Season Of Glass (1981)
• It's Alright (I See Rainbows) (1982)
• Milk And Honey (1984)
• Every Man Has A Woman (1984)
• Starpeace (1985)
• Onobox (1992)
• Walking On Thin Ice (1992)
• Rising (1995)
• New York Rock (1995)
• Rising Mixes (1996)
• Blueprint For A Sunrise (2001)
• Open Your Box (maxi-single) (2001)
• Will I/Fly (maxi-single) (2002)
• Yang Tang (maxi-single) (2002)
• Walking on Thin Ice (maxi-single) (2003)
• Every Man Has A Man Who Loves Him / Every Woman Has A Woman Who Loves Her (Støttesingler for homoseksuelles ret til ægteskab) (2004)

• Instant Karma, online-magasin dedikeret til John Lennon og Yoko Ono
• Yoko Ono fluxus debris! @ art / not art
• ::: ONOWEB: et international netværk af information om Yoko Ono
• Yoko Ono Box Et uofficielt Yoko Ono site
• ~ ONOVOX: Nyhedsliste
• Yoko Ono Makes Old Song Gay Friendly, artikel fra Associated Press, 8. juli 2004.
• Yoko Ono's Snow anmeldt af Tom Johnson. Oprindeligt udgivet 7. februar 1977
• 1995 Interview med Yoko Ono

• UbuWeb: Yoko Ono lydværker fra Fluxus og senere

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.