Stævningsskov

Stævningsskov
Billedet viser resultatet, når man ophører med plejen af et stævnet træ.
Klassifikation:
Vegetation:Stævningsskov (Alno-ulmion)
Sammenlign med:
Overdrev Løveng

Stævningsskoven er den tidligst kendte form for skovdrift i Danmark. Den kan spores tilbage til jægerstenalderen og i andre dele af Europa endnu længere tilbage. Stævningsskove er kendetegnet ved at være meget artsrige, i gennemsnit findes der i Fyns stævningsskove, der dækker i alt 335 ha (1989), ca. 15 forskellige træarter pr. stævningsskov.

Stævningsskove er baseret på løvtræers evne til at danne nye skud fra stød eller rod, når træet bliver gnavet over af bævere, eller bliver hugget ned (stævnes) af mennesker. Denne form for drift giver en meget lysåben lavskov med en yderst frodig bundvegetation. For at undgå at stævningsskoven udvikler sig til højskov, med en stor skygning, der ødelægger den frodige bundvegetation, skal stævningsskoven stævnes jævnligt ( med ca. 15 - 20 års intervaller ). Stævningsskove er derfor normalt flere 100 år gamle, selvom trævæksten umiddelbart ikke ser ret gammel ud.

Kært barn har mange navne, så stævningsskove kaldes også gærdselsskov, hegningsskov, kratskov, skovhave og stubhave. Denne skovtype opstod i forbindelse med bøndernes behov for hegn, brændsel, græsning til husdyrene, stolper, pæle, ris o.s.v. Herremændene havde brugsretten over overskoven, mens bønderne måtte nøjes med hvad de kunne finde i lavskoven. Stævningsskovene var en smart løsning, da denne skovtype aldrig udviklede egentlig overskov, hvis den blev stævnet regelmæssigt, og bønderne kunne da beholde deres ret til at anvende skoven.

Den 27. september 1805 kom Fredskovsforordningen, som skulle sikre skovenes fortsatte beståen. De større skove tilfaldt nu Staten og godsejerne, mens bønderne fik de mindre skove, som blev delt op i små områder, så hver gård i en landsby havde sin andel. Fra midten af 1800 blev brændte sten indført som byggemateriale og andre teknikker, som f.eks. stendiger og jordvolde, der blev brugt til hegning, begyndte at fortrænge stævningsskovens produkter. Da pigtråden kom frem i 1870 og fossilt brændsel kom til i 1830´erne forsvandt stævningsskovenes betydning og de har stort set fået lov til at passe sig selv siden. Mange er derved udviklet til højskov og den unikke bundvegetation er gået tabt. I år 1800 fandtes på Fyn ca. 10.000 ha stævningsskov, så deres areal er svundet betydeligt ind siden.

De alvorligste trusler mod stævningsskovene er konvertering til nåleskov, eller plantet løvskov og manglende stævning. Dette sker fordi Fredskovsforordningen ikke beskytter den enkelte skovtype, men kun dikterer, at hvor fredskov fældes skal et tilsvarende areal nye træer plantes. Men denne nye skov giver helt andre betingelser for planterne i skoven. Den nye skov består oftest udelukkende af bøgetræer eller nåletræer i lange lige rækker. Bøgetræer er ekstreme skyggetræer, som ikke lader andre planter vokse under sig, når løvet er sprunget ud. Selv når denne nye skov er ung er der på grund af skygning fra træerne absolut ingen bundvegetation. Dette står i skarp kontrast til den gamle stævningsskov, hvor der er masser af bundvegetation og mange forskellige træarter imellem hinanden. Det skyldes både at stævningsskoven er lysåben og meget gammel, men også at bundforholdene er meget varierede, da skoven ikke er drænet i samme grad som almindelige danske skove. Disse faktorer giver mange forskellige nicher, som kan opretholde populationer af mange forskellige planter. De ti hyppigst forekommende træarter i Fynske stævningsskove er i rækkefølge: Almindelig Hvidtjørn, Almindelig Hyld, Ask, Hassel, Almindelig Gedeblad, Storbladet Elm, Stilk-eg, Selje-pil, Rød-el og Ahorn, i andre dele af landet findes der Avnbøg, Småbladet lind, Engriflet Hvidtjørn, Røn, Afbild med mere.

Table of contents

1 Ordforklaringer 2 Kilder 3 Litteratur

Ordforklaringer