Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Stær
Stæren (Sturnus vulgaris) er en korthalet fugl, som er ca. 22 cm lang. I yngletiden er stærens fjerdragt sort med små lyse pletter på rygsiden. Fjerene er tydeligt metalskinnende. Om efteråret bliver stæren mere spættet af lyse pletter på fjerspidserne. De unge stære er mere ensfarvede og brune, og samles i løbet af sommeren i større flokke. Stæren har en kraftig krop, og et langt gult næb. Hannen har nogle særligt lange fjer på struben, de er specielt tydelige, når han synger. I juni-september skifter stæren den metalskinnende yngledragt ud med en vinterdragt, den er ikke nær så metalglinsende og har mange hvide fjerspidser. Samtidig skifter næbbet farve fra gult til sort. De unge stære er ret ensfarvet gråbrune. Hannen synger fra marts til ind i maj måned. Han synger fra en tydelig sangpost i nærheden af det redested, han har fundet. Sangen er meget varieret, og stæren efterligner ofte andre fugles stemmer i sin sang. Den indeholder dog altid nogle fløjt og knitrende og knebrende lyde.
I sensommeren mødes mange tusinde stære i det sydlige Jylland. Her kan de søge føde på de store, åbne græsarealer, inden de flyver til vinterkvarteret. Om aftenen inden solnedgang samles disse fugle i rørskovsområder i tætte kæmpeflokke. Dette kaldes for ’sort sol’. Stæren er en meget almindelig ynglefugl omkring huse, i parker og i skove, hvor der findes egnede redesteder. Stæren er nemlig en hulruger, der kræver redekasser eller naturlige redehuller, f.eks. gamle spættehuller, for at kunne yngle. Stæren holder også til i det åbne land, hvor den søger sin føde på enge og græsplæner. Stæren er stadig meget almindelig i Danmark, men bestanden her og i det meste af Skandinavien er i tilbagegang. Desuden er mange enge, hvor stærene finder en stor del af føde, forsvundet p.g.a. tilgroning og dræning, og i de fleste skove er der efterhånden langt imellem gamle træer med redehuller, som stærene kan yngle i.
Efter de unge stære har samlet sig i mindre flokke, forlader de landet. De flyver til områder ved Holland på et ’mellemtræk’. Senere støder de ældre stære til, og de danske stære tilbringer vinteren i Storbritannien. I Danmark kan man i sensommeren opleve, at f.eks. kirsebærtræer invaderes af stæreflokke. Disse fugle er hovedsageligt stære fra Skandinavien, som er på vej til deres vinterkvarter. Stæren er almindelig i hele Danmark. Man regner med, at der findes ca. 660.000 par stære i landet. Stærene er ikke så udbredte i egne af landet, hvor der er mange kornmarker. Flest stære finder man i Vest- og Sønderjylland samt ved Limfjorden. Disse steder er der store områder med græs, hvor stærene kan finde meget føde. Stærene findes også talrigt nær byerne, hvor de kan yngle i vores haver. Bestanden af stære i Danmark er gået noget tilbage de seneste årtier. En årsag til tilbagegangen kan være manglende redepladser. I visse områder er der sikkert plads til flere stære, hvis der sættes redekasser op. Stærene kan hjælpe til med at æde skadedyr, der ødelægger græsset. Flokkene kan flyve op til 150 kilometer for at finde en egnet soveplads, og en enkelt gang har man fundet mere end en million stære på en sådan overnatningsplads. Hvis de rette forhold er til stede, kan stære også yngle meget tæt på hinanden, f.eks. i områder, hvor der findes mange spættehuller. Stæren er med andre ord en meget social fugl, der både yngler, overnatter og trækker sydpå i fællesskab med sine artsfæller. Stære lever af en kost, der stort set består af lige dele kød og grøntsager, bl.a. insekter, bær, korn og forskellige frø.
Omkring 1. maj lægger stæren 5-6 æg, som begge mager udruger på 12-14 dage. Ungerne forlader reden, når de er 20-22 dage gamle. Stæren får normalt kun ét kuld om året.
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |