Psykologisk tilgang
Socialpyskologisk bud
I en socialpsykologisk forståelsesramme kan ondskab beskrives som et almenmenneskeligt potentiale for at udføre handlinger mod andre mennesker, som af karakter er grænseoverskridende i forhold til den sociale og kulturelle kontekst, de udføres i, og som har til formål at reducere andres livskvalitet (fysisk og/eller psykisk) samt som på gerningstidspunktet udføres uden medfølelse (empati), for dem det går ud over.
Af den bestemmelse følger bl.a. at: Ondskab ikke er umenneskeligt men en type af handling, som det principielt er muligt for ethvert menneske at udføre. Det der er acceptabelt på ét tidspunkt kan betragtes som rendyrket ondskab på et andet tidspunkt (forskelle i forhold til tid). En handling der ét sted opfattes som ond kan på samme tidspunkt sagtens opfattes som acceptabel et andet sted (kulturelle forskelle). Intentionen er helt afgørende; man kan ikke komme til at udføre en ond handling. Vigtigst er dog (den eventuelt kun midlertidige) suspendering af evnen for medfølelse.
Forenklinger
Det er nemt at falde for fristelsen til at forenkle sammenhængene i forhold til ondskab, men man bør vogte sig for forenklende og generaliserende forklaringsmodeller. Problemet med dem er ikke, at de forskellige enkeltårsager ikke kan være vigtige brikker til klarlæggelsen af årsagerne til det enkelte tilfælde. Problemet er, at de ikke kan stå alene, og at de ikke er entydige. Finder man en hjernesvulst i hovedet på en, som har udsat andre for bestialske handlinger, så kan det godt være en del af forklaringen på, at han gjorde som han gjorde, men det vil sjældent være hovedårsagen, og det betyder heller ikke, at hjernesvulster som sådan altid får de angrebne til at udføre ondskabsfulde handlinger. Så stopper man ved svulsten som forklaring, så risikerer man at overse det, som man evt. kan ændre for at undgå gentagelser.
Fra listen over monokausale forklaringsmodeller kan nævnes:
- Den patologiske forklaring, hvor den onde handling begrundes med en biologisk, fysiolgisk eller neurologisk defekt.
- Ideen om at mennesket er iboende ondt (Sigmund Freud kaldet mennesket en morderisk rotte).
- Den opfattelse at ondskab konsekvent har sit udspring i autoritativ opdragelse.
- posttraumatsike belastningsreaktioner som er den forklaring, der ofte trækkes af stalden, Når krigsveteraner begår onde handlinger i fredstid.
- Svigt i barndommen.
- Det træk at tilskrive en hel nation psykopatalogiske træk a la "alle tyskere, serbere, hutu'er/tutsi'er [indsæt selv folk der skal lægges for had] lider af vrangforestillinger, forfølgesesvandvid, mistænksomhed og misundelse, så det ligger i deres natur at være onde".
Kilder til den psykologiske tilgang
- Rolf Kuschel, Faezeh Zand og Jan Øberg: Ondskabens psykologi: socialpsykologiske essays, 2004, ISBN 87-7887-217-0
Religiøs tilgang
Ondskaben har en lang historie i religiøse sammenhænge, hvor den ofte modstilles (mere eller mindre guddommelig, eller guddommeligt inspireret) godhed. Her kan ondskaben også tilskrives steder, som helvede, eller tage form som en egenskab ved en persons eller en afguds natur, som ikke nødvendigvis kommer til udtryk ved direkte handling.
Ondskaben som motiv/tema i kunst
Film
- Stanley Kubrick, A Clockwork Orange, 1971.
Maleri/Skulptur
- Pablo Picasso, Guernica, 1937.
Litteratur
- Biografiske beretninger
- Primo Levi, Hvis dette er et menneske, 1989 (orig. 1947).
- Fiktion
- Mads Brenøe, Så megen vrede, 1993.
Musik
Se også
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
