Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
SatanSatan (græsk Σατάν Satán, hebræisk שָׂטָן Śāṭān) er i kristendommen den øverste i dæmonernes rangorden. I forskellige kontekster omtales han også som Lucifer, Ahriman, Antikrist, Belial, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen (græsk Διάβολος Diábolos).Satan kommer af hebræisk שָׂטָן Śāṭān, der egentlig er et substantiv med betydningen "modstander" snarere end et egennavn. I Det Gamle Testamente er "Modstanderen", som han dér kaldes, da heller ikke i udgangspunktet samme skikkelse som Satan i den senere kristendom. Oprindeligt er han ét af de himmelske væsener, der kaldes gudesønnerne (se fx Jobs Bog, kap 1 og 2) og som mødes ved Jahves hof. Satan tjener her snarest som den af de himmelske væsener, hvis opgave det er at sætte menneskene på prøve for at afprøve deres retfærdighed. Med tiden ændres opfattelsen imidlertid og man kommer i stigende grad til at se Satan som en modsætning til Jahve, og i århundrederne før Kristus udvikler han sig (muligvis under zarathustrisk indflydelse til en decideret "anti-Gud", en Guds arvefjende, hvilket også er den rolle, han har i kristendommen. I jødedommen findes denne opfattelse også (fx i Dødehavsskrifterne, hvor han kaldes Belial), men lige så ofte ses Satan blot som en af Guds tjenere. I islam kendes Satan som Iblis إبليس eller Shaitan شيطان", der var anfører for jinnerne, indtil han nægtede at adlyde Allahs krav om, at han kastede sig ned foran Adam, fordi han ikke ville anerkende, at mennesket skulle være ham overlegent. I islam regnes Satan for en jinn, en ildånd, modsat englene, der er lavet af lys.
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |