Navnelov

Den første danske navnelov er fra 1526, hvor kong Frederik I påbød adelen at føre slægtsnavn, hvilket kunne ske efter deres våbenskjold.

I 1771 blev borgerne i dele af Slesvig (Sønderjylland) pålagt at føre slægtsnavn.

I 1828 kom en dåbsforordning hvor kravet om slægstnavn kom til at gælde i hele kongeriget. Det er denne forordning der er årsagen til at knap 60 procent af Danmarks befolkning i dag bærer et efternavn, der ender på -sen (se Personnavn). I 1856 slog Kultusministeriet fast, at de navne som var valgt, nu var bindende for alle følgende slægtsled.

Der blev herefter nedsat et sagkyndigt udvalg, der i 1899 udgav en betænkning, Dansk Navneskik af Frederik Nielsen, Axel Olrik og Johannes Steenstrup, hvori der findes en uddybende beskrivelse af emnet om navne.

I 1858 blev navneloven atter ændret.

I 1904 kom en ny lov om navneforandring. Efter denne lov kunne man én gang i livet få ændret sit efternavn mod betaling af 4 kroner, og der blev samtidig oprettet en liste over beskyttede navne, som andre ikke kunne få. Listen over beskyttede navne frem til 1987 kan ses i Lovtidende.

I 1961 kom en ny navnelov. Med denne lov dukkede mellemnavnet op, det blev muligt at få moderens pigenavn eller et af bedsteforældrenes fødenavne.

Seneste ændring af navneloven er fra 1982. Med denne lov kan man få sine forældres efternavne, man kan søge om sine bedsteforældres eller oldeforældres efternavne. Og man kan søge om et efternavn, som man har særlig tilknytning til. Man kan søge om et få et nydannet navn, og man kan skifte navn så tit man vil.

Siden 1989 har man kunnet søge om navneændring gennem statsamterne / Overpræsidiet, og det koster 3000 kroner.

Litteratur og kilder

• Personnavn