Fejl i efterforskningen og det offentlige ramaskrig
Myndighederne har været kritiseret for forskellige aspekter af denne sag. Mest bemærkelsesværdigt er måske det, at politiet ransagede Dutrouxs hus 13. December 1995 og igen 19. December 1995 i sagen om biltyveri. Imens var Julie Lejuene og Mélissa Russo stadig i live i fangehullet, men de blev ikke fundet. Siden efterforskningen ikke havde at gøre med kidnapningerne, havde politiet ikke medbragt hunde eller specialudstyr, der kunne have afsløret pigernes tilstedeværelse. Dog hørte en af betjentene barnegråd.
Flere tidlige spor, der pegede i retning af Dutrouxs intentioner, blev ikke korrekt fulgt op. Dutroux havde tilbudt en politimeddeler penge for at skaffe piger, og fortalte ham, at han var ved at bygge en celle i sin kælder. Hans moder skrev også et andet brev til politiet, hvori hun påstod, at han holdt piger fanget i sine huse.
Der var udbredt vrede og frustration blandt belgierne på grund af politifejl og efterforskningens generelle langsomhed. Denne vrede kulminerede da den populære efterforskningsdommer, der ledede sagen, blev afskediget som leder efter at have deltaget i en fund raising middag afholdt af pigernes forældre. Han afskedigelse resulterede i en massiv protest march (den "Hvide March") med 300,000 deltagere i hovedstaden, Brussel i kotober 1996, hvor der blev fremsat krav om reformer af Belgiens politi- og justitsvæsen.
En 17 måneder lang efterforskning, af en parlamentær kommision, af Dutroux sagen resulterede i en report februar 1998. Kommisionen fandt at mens Dutroux ikke havde medskyldige i høje positioner i politi og retsvæsen, havde han profiteret fra korruption og inkompetence.
Der var stor offentlig forargelse igen i April 1998. Under overførsel til et retshus uden håndjern, lykkedes det Dutroux at overmande en af sine vagter, tage hans pistol og flygte. Han blev fanget få timer senere. Justitsministeren, Indenrigsministeren og politichefen tog deres afsked som følge af episoden. I 2000 modtog Dutroux en dom på fem års fængsel for at true en politimand under sin flugt. I 2002 modtog han endnu en dom på fem års fængsel for forbrydelser, der ikke har relevans for denne sag.
Der har været spekulation om hvorvidt Dutroux var del af et omfattende netværk af pædofile og satanister, der skulkle omfatte prominente belgiere. Denne anklage blev især fremført af ofrenes forældre og af Dutroux selv. Nogle kilder - herunder belgisk politi - har sat spørgsmålstegn ved rigtigheden af disse påstande. Utilfreds med udførelsen af efterforskningen, trak forældrene til Mélissa Russo og Julie Lejeune sig ud af sagen i 2002. I 2003, gav 19-årige Sabine Dardenne sit første interview til pressen. Hun erklærede at, baseret på sine oberservationer unbder hendes 79 dage lange fangenskab, mener hun, at Dutroux handlede alene.
Siden 1996, har mere end en tredjedel af belgiere med navnet Dutroux ansøgt om navneskift.
Retssagen
Dutrouxs retssag begyndte 1. Marts 2004, syv et halvt år efter hans oprindelige arrestation. Det er en nævningesag og op imod 450 mennesker er indkaldt som vidner. Retssagen finder sted i Arlon, den belgiske provins Luxembourgs hovedstad, hvor fterforskningerne startede. Dutroux tiltales for mordene på An Marchal, Eefje Lambrecks og hans formodede medskyldige Bernard Weinstein. Mens han indrømmer kidnapning, benægter han alle tre mord, men tilstod tidligere drabet på Weinstein.
Dutroux blev også anklaget for en mængde andre forbrydelser: biltyveri, kidnapning, mordforsøg, kidnapningsforsøg, mishandling og tre voldtægt imod voksne kvinder fra Slovakiet, der dog ikke har noget at gøre med nærværende sag.
Dutroux kan forvente fængsel på livstid. Belgien ophævede dødsstraf for alle forbrydelser i 1996.
Også anklaget er hans eks-kone Michelle Martin som hovedmedskyldig, Michel Lelièvre og Michel Nihoul. For at beskyttede de anklagede sidder de i et glasbur under retssagen. I de første uger af retssagen var det ikke tilladt at trykke billeder af Dutrouxs ansigt i belgiske aviser, af hensyn til privatlivets fred.
Juryen har offentligt protesteret over dommer Stéphane Gouxs, fordi hun har gået for hurtigt hen over ofrenes vidneudsagn og over hendes håndtering af retsmøderne.
Pædofili?
Selvom medierne ofte karakteriserer Dutroux som pædofil, er han det ikke. Både år før og under denne tragiske sag, fandt alle 4 psykiatere og en psykolog, der har undersøgt ham, at Dutroux ikke er pædofil, men antisocial (psykopat).
"Ofrenes alder så ikke ud til at ophidse nogen virkning i ham eller at spille en særlig rolle, udover at tillade ham at kidnappe, manipulere og indespærre dem."
Eksterne links
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
