Knud 4. den Hellige

Knud ønsker at genetablere Knud 2. den Stores imperium, men det falder ikke i stormændendes smag. I 1085 samler Knud hele den danske ledingsflåde - måske 1.000 skibe - i Limfjorden for at rette et angreb på England. Men flåden kommer aldrig af sted, fordi Knud har travlt ved sydgrænsen, hvor han er i konflikt med den tysk-romerske kejser, Heinrich IV. Først hen på sommeren får ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lader sine fogeder opkræve bøder af dem, der er taget hjem i utide (for at passe deres gårde). Det resulterer i åbent oprør, og Knud må flygte fra kongsgården Børglum til Aggersborg og videre til Viborg og Slesvig for at ende i Odense. Den 10. juli 1086 bliver han myrdet i Skt. Albani Kirke, hvor han har søgt asyl, men det respekteres ikke. Blandt kongens følge er det kun hans broder, Erik Ejegod, der undslipper. Straks efter Knuds død går blandt andet hans broder, Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Den efterfølgende misvækst i landbruget tolkes som et tegn på, at Gud er utilfreds med drabet. Knud bliver begravet i domkirken, som han selv har ladet bygge. Og der begynder snart at ske undere ved hans grav, og i 1101 blev han som den hidtil eneste danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbringes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sct. Knuds Kirke i Odense, hvor de i dag kan betragtes.

Efterfulgte:	{}	Efterfulgtes af:
{}		{}

Kilder/henvisninger

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.