Kategoriske imperativKategoriske imperativI 1797 udgav Immanuel Kant bogen Kritik der praktischen Vernunft, som behandler det filosofiske grundlag for etikken. I § 7 på side 54 skrev han det, som han selv døbte det kategoriske imperativ (= det ubetingede påbud). Det lyder sådan: Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne. På dansk: Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning. Eller omskrevet til nutidssprog: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning. En anden formulering som Kant også bruger er "handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel men altid tillige som mål". Man skal altså altid betragte den anden som et mål i sig selv og ikke kun et middel. Dette må siges at være i tråd med nutidens etiske intuition. Dette må vel siges at være ét af oplysningstidens mest markante udtryk. Her lykkes det at skabe en etik, der frigør dagligdagens moralregler fra al religiøs farvning. Til gengæld er der tale om et langt skarpere formuleret krav end det sædvanlige: Gør mod andre, hvad du vil, de skal gøre mod dig!, der egentlig bare er en snusfornuftig forretningstankegang.
|
| |||||||||||
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |