Splittelse i esperantobevægelsen
Det skulle imidlertid snart vise sig at ikke alle esperantister var indstillet på nogen reform af deres sprog. I stedet kom der en alvorlig krise i esperantobevægelsen. Det nye ido-projekt tiltrak især lingvister, mens de fleste almindelige brugere af esperanto havde lært sproget for at bruge det og ikke ønskede ændringer. Det blev sagt at esperantisterne var en hær uden generaler, og idisterne generaler uden en hær. Der var i mange år derefter en bitter strid mellem idister og esperantister som tit ikke var på talefod.
Idos tilbagegang
Antallet af tilhængere af ido faldt gradvis over de næste årtier. Blandt årsagerne hertil nævnes ofte:
- Couturats død ved en bilulykke i 1914. Couturat ledede ido-bevægelsen til sin død.
- Manglen på international kommunikation under 1. verdenskrig.
- Fortsatte reformer af idos struktur, grammatik og ordforråd gjorde at man jævnligt skulle genlære sproget.
- Fremkomsten af nye, endnu mere vestligt orienterede sprogprojekter. Især occidental fra 1922, og Otto Jespersens novial fra 1928.
Ido i dag
Der er fortsat en mindre ido-bevægelse i dag. Anslagene over antallet af ido-talende varierer fra 250 til 5000. Der findes en af wikipedia som har over 2000 artikler (maj 2005).
Hvem var den anonyme Ido?
Den anonyme skaber af ido-projektet med psedonymet Ido regnes normalt at være Beaufront, Zamenhofs repræsentant ved komiteen og ledende esperantist i Frankrig siden 1888. Han blev derfor af esperantisterne regnet som en forræder der spillede dobbeltspil.
Der er imidlertid også nogle der hævder at det var Couturat selv som skabte ido, evt. i samarbejde med Beaufront og måske andre esperantister.
Under alle omstændigheder synes der at have foregået fordækte ting og manipulationer i forbindelse komiteens arbejde.
Eksterne kilder/henvisninger
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
