Frank Zappa

Zappa kom i 1963 med i gruppen The Viscounts sammen med Ray Collins (vokal), Roy Estrada (bas), Jimmy Carl Black (trommer) og Dave Coronado (sax). Eftrer en måned forlod Dave Coronado bandet, hvorefter Zappa tog lederskabet. Gruppen skiftede navn til Blackouts og senere Captain Glasspack & the Magic Mufflers;. På mors dag 10. maj 1964 tog de navnet The Mothers, som senere blev ændret til The Mothers of Invention. Bandet søgte konstant en passende guitarist, der kunne spille op til Frank Zappa, og over de kommende år havde de fire forskellige guitarister (Alice Stuart, Henry Vestine, Jim Guercio og Steve Mann) inden de endeligt fandt Elliot Ingber (guitar). Gruppen pladedebuterede i 1966 med dobbelt LP’en ”Freak Out”.

Zappas særegne kompositoriske stil, der blandede elementer fra rock’n roll, rhythm ’n blues, doo-wop og moderne klassisk musik kombineret med satiriske og samfundskritiske tekster, skabte bandet en solid position i 60’ernes eksperimenterende musikmiljø på den amerikanske vestkyst. Da bandet i 1968 udgav pladen ”We’re Only in it for the Money” (der på coveret gjorde grin med Beatlespladen Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band) fik Zappa sit gennembrud i det alternative musikmiljø i hele USA og i Europa. Albummet nåede 30. pladsen på Billboard-listen.

I 70’erne afsøgte Zappa nye musikalske grænser. På albums som "Hot Rats" (1970), "Roxy & Elsewhere" (1974) og "One Size Fits All" (1975) nærmer Zappa sig elektronisk jazz-musik, mens LP’erne "The Grand Wazoo" (1972) og "Waka/Jawaka" (1972) er egentlig orkestermusik.

I slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne blev Zappa’a tekster mere og mere optaget af seksuelle temaer; på LP’er som Joe’s Garage (1979), Sheik Yerbouti (1979), You Are What You Is (1984) grænser en række af teksterne til det bizart pornografiske. Sheik Yerbouti-pladens ”Bobby Brown Goes Down”, der måske er Zappas bedst kendte nummer, indeholder urinsex, homoseksualitet, Sadomasochisme og snart sagt ethvert andet seksuelt tabu.

Mod slutningen af 80’erne genfandt Zappa sin politiske interesse. Han var en aktiv modstander af Ronald Reagan og senere George Bush; pladen ”Broadway the Hard Way” (1988) former sig næsten som en musikalsk politisk revy. Desuden arbejdede han mod censur og mærkning af stødende tekster i rock og rap musik og vidnede i den forbindelse for det amerikanske senats erhvervskomité. Efter murens fald blev han af Tjekkoslovakiets præsident Vaclav Havel, der var en af Zappas største fans, udnævnt til kulturattaché. Efter pres fra Bush-administrationen måtte Havel imidlertid kort efter trække udnævnelsen tilbage.

Zappas musikalske forbilleder var moderne komponister som Igor Stravinsky, Anton Webern og ikke mindst fransk-amerikanske Edgar Varese. Zappa komponerede flere orkesterværker, bl.a. ”The Perfect Stranger” (dirigeret af Pierre Boulez) og The Yellow Shark. I 1984 indspillede han desuden værker af sin fjerne italienske forfader, Francesco Zappa.

Sammensætningen af Zappas backing-band varierede stærkt og blev et springbræt for musikere som George Duke, Steve Vai, Vinnie Colaiuta, Andrian Belew og Warren Cuccurullo. Zappa arbejdede desuden sammen med ungdomsvennen Captain Beefheart, bl.a. på albummet ”Bongo Fury” fra 1975, og Zappa producerede Beefhearts hovedværk Trout Mask Replica.

Frank Zappa døde i 1993 af prostatakræft. Han efterlod sig konen Gail Zappa og børnene Moon Unit Zappa, Dweezil Zappa, Ahmet Rodan Zappa og Diva Muffin Zappa

Zappa turnerede meget i løbet af sin karriere og besøgte Danmark mange gange mellem 1967 og 1988. Han spillede bl.a. i Tivoli, KB-Hallen, Falkoner Teatret og Vejlby-Risskov Hallen.

Diskografi

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.