Erich Christian Werlauff

Table of contents

1 Uddannelse og embedsliv 2 Werlauffs personlighed 3 Werlauffs forfatterskab 4 Æresbevisninger 5 Litteratur 6 Ekstern henvisning

Uddannelse og embedsliv

Werlauffs personlighed

Man kunde i den elskværdige lærdes ansigtstræk se udtrykket af en mild, bønlig sørgmodighed, der ligesom anmodede om at lade ham være i fred. I 40 års alderen betragtede han sine dage som udrundne, men han levede dog et halvt århundrede derefter; allerede da kaldte studenterne ham "gamle Werlauff". Uagtet sit stueliv var Werlauff ikke desto mindre en opmærksom og skarp iagttager af alt, hvad han så, og han hørte gerne og nøje efter, når der fortaltes ham om livet i verden, om offentlige begivenheder eller private forhold. Da han ved sit livs slutning efter opfordring nedskrev sine erindringer, formede de sig af sig selv som en skildring af tilstande og sæder i det 19. århundredes begyndelse; de viste, hvor skarpt og fint han havde set, og hvor nøjagtig han huskede. Også ved sit giftermål, 18. november 1825, med Vilhelmine Heger (1. december 1797 - 3. marts 1873), ældste datter af skuespiller Jens Stephan Heger, en åndfuld kvinde og ægte Hegersk type, bragtes han i berøring med det ydre liv, med skuespiller- og forfatterverdenen. Gennem hele sit liv talte han mange ældre og yngre videnskabsmænd blandt sine venner og havde også gennem dem rig lejlighed til at høre og til at erfare. Hvor meget end Werlauff var knyttet til stuen og reolerne, var der kun lidt af særlingen i hans måde at være på, heller ikke i hans færd noget, hvorover man smilede, og han var den eneste af Kamma Rahbeks venner, som undgik at få et kendingsnavn.

Werlauffs forfatterskab

Han har også en udpræget antikvarisk interesse, der bringer ham til at undersøge oldtidsforhold og dernæst mindesmærker: Udkast til den nordiske Arkæologis Historie, Skandinavernes Bekjendtskab med den pyrenæiske Halvø, Bidrag til Middelalderens Geografi efter islandske Kilder (Symbolæ ad geographiam medii ævi, ex monumentis Islandicis 1821), Bidrag til den nordiske Ravhandels Historie (1835, optrykt Tønder 2002) , Forsøg til at oplyse og forklare Prokops Efterretninger om de nordiske Lande,Beskrivelse over Kong Erik Menveds og hans Dronning Ingeborgs Gravminde i Ringsted Kirke og De hellige tre Kongers Kapel, stiftet af Kong Christian den Første og Dronning Dorothea i Roskilde-Domkirke (1849).

Den stærke nationale bevægelse rev ikke synderlig Werlauff med sig, dog besvarede han en af etatsråd Jacob Brønnum Scavenius udsat prisopgave med afhandlingen Forsøg til det danske Sprogs Historie i Slesvig (1819), og i 7. hæfte af Antislesvig-holstenske Fragmenter skrev han Om Constitutio Waldemar (1848). Ved sin lidet udprægede nationale farve opnåede Werlauff også at blive skudfri på den tid, da norske historikere ellers krigede stærkt mod den danske forskning. "Erz-Patriot haver jeg aldrig været", skriver han 1833 til justitiarius Berg i Christiania, og Werlauff havde både ved sin fars norske fødsel og vel også af en vis lyst til helst at opsøge det fjerne stor interesse for Norge. Professor Dahlmann skrev derfor med rette 1841: "siden Schøning har Werlauff indlagt sig de mest mangesidige Fortjenester af Norges Historie".

Sagen var den, at samtidig med, at man i Norge gennem flere årtier så at sige helt forsømte landets historie, tog Werlauff med iver fat på at belyse den. Han udgav flere sagaer om de norske konger, oversatte dem og forsynede dem med register og oplysninger, ligeledes udgav han kong Sverres stridsskrift mod gejstligheden. I en række afhandlinger har han foruden norske mindesmærker behandlet emner som: Krigen mellem Danmark og Norge i slutningen af det 13. og begyndelsen af det 14. århundrede, foreningen mellem Sverige og Norge under kong Magnus Smeks regering, de norske kongers salving og kroning i middelalderen og grænsebestemmelse mellem Norge og Sverige i anden halvdel af det 13. århundrede. Endelig kan nævnes flere afhandlinger om Norges historie under Christian I. Da Norge havde fået store historikere, holdtes Werlauff også højt i ære af dem, og Werlauff offentliggjorde jævnlig afhandlinger i Norge.

Også et andet emne syntes Werlauf at have valgt af virkelig forkærlighed, og det var studiet af Ludvig Holberg i forhold til hans samtid og som samfundsskildrer. 1838 udgav Werlauff Historiske Antegneiser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil (2. udgave 1858), hvortil kommer afhandlinger, der giver historiske oplysninger til Niels Klims underjordiske Rejse og til Peder Paars. Det er vel muligt, at det især var det kulturhistoriske indhold af Holbergs værker, der fængslede Werlauff, dog fortæller forfatterinden Benedicte Martinette Arnesen-Kall, hvorledes den interesse, hvormed hun allerede som barn omfattede Holberg, blev næret og udviklet af Werlauff. Blandt de mange lærde historikere, som Danmark dengang besad, var der ingen, der overgik Werlauff i alsidig kundskab. Til Danmarks og overhovedet til Nordens kilder havde han et kendskab som ingen anden, og det var allerede fra ungdommen af hans ønske at kunne udgive et Bibliotheca historica dano-norvegica til vejledning om kildestoffet, hvad han dog ikke nåede, men hans forelæsninger ved universitetet herover nød megen anseelse.

Den store forsigtighed, som udmærkede al hans gerning, indgav ham stor frygt for hypoteser eller for fremsættelsen af videnskabelige muligheder, hvorfor hans skrifter har undgået forsyndelser, som den tids forskning ellers kunne gøre sig skyldig i. De har derfor i en sjælden grad holdt værdi i mange år. Derimod har de i ringere grad bidraget til at lede historieskrivningens almindelige udvikling herhjemme eller til ændringer i opfattelsen eller den dybere forståelse af folkets historie. På de store overblik ville Werlauff ikke indlade sig. Mest faldt det ham i øje, at der intet nyt var under solen, men at alt gentog sig. "Werlauff holdt sig," udtaler hans ven og beundrer Caspar Frederik Wegener, "om han end gjærne dvælede ved historiske Paralleller, dog i sine Forskninger mest til Enkelthederne, og han blev oftest staaende ved Kjendsgjerningerne selv uden at vove en almindeligere anvendelse".

De emner, han behandlede, var ofte meget specielle eller bortliggende, så det først blev andre historikere, som byggede videre på, hvad Werlauff så utrættelig havde grundlagt og lagt til rette, der gav de egentlige impulser i Danmarks historieskrivning. Som bibliotekar havde Werlauff store fortjenester, selv om han fra den tid, da han var blevet overbibliotekar, kun kunde ofre et par timer daglig på denne gerning. Han kendte nøje bibliotekets indhold. For Håndskriftsamlingen nærede han særlig interesse og vidste at erhverve vigtige manuskripter for den. I sin styrelsesmåde og i forholdet til de mænd, som virkede ved biblioteket, lagde han sit humane og hjælpsomme sind for dagen.

Æresbevisninger

Litteratur

• Biografi i Dansk biografisk leksikon 1. udgave

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.