Besættelsen

Table of contents

1 Invasionen 2 Samarbejdsregeringen 3 Øgede spændinger 4 Økonomi 5 Befrielsen 6 Kilder 7 Eksterne henvisninger

Invasionen

Besættelsen af Danmark var aldrig et vigtigt mål for Nazi Tyskland. Beslutning om at besætte Danmark, havde først og fremmest som formål at give bedre strategiske forhold, for det mere væsentlige angreb på Norge. Så sent som i Februar 1940, var beslutningen om angrebet på Danmark ikke endeligt truffet.

Selvom at der i Sønderjylland fandtes store tyske mindretal, og selvom denne del af Danmark var en del af Tyskland, før den af de tyske nazister foragtede Versaillestraktat ændrede dette, var der ikke noget massivt krav om en ændret grænseføring fra tysk side. Efter en vag og meget mere langsigtet plan, håbede nogle nazister at inkludere Danmark i en større "nordisk union". Der blev dog aldrig udarbejdet konkrete planer.

Den 9. april 1940 bevægede de tyske tropper sig ind i det neutrale Danmark, og seksten danske soldater blev dræbt under forsøg på at standse den tyske fremrykning. Efter kun 2 timers militær modstand valgte den danske regering imidlertid at overgive sig. Regeringen håbede at være istand til, at kunne forhandle sig frem til en fordelagtig besættelsesaftale med Tyskland. Jyllands flade landskab, der er direkte forbundet med Tyskland, var det perfekte område for den tyske hær at operere i. Deres væbende styrker var teknologisk mere avancerede samt langt mere talrige end den meget mindre danske hær, der tillige ofte anvendte teknologisk forældet materiel. Selv en beslutsom indsats fra det danske forsvar ville kun kunne resultere i en kortvarig forsinkelse af et uundgåelige militært nederlag.

Besættelsen af Danmark blev gennemført så hurtigt, at mange danskere vågnede den 9. april uden at være klar over, at den tyske besættelse allerede var et faktum. For resten af verden syntes det næsten som om Danmarks socialdemokratiske regering havde allieret sig med Nazityskland. Den tyske besættelse var dog meget upopulær hos langt størstedelen af befolkningen, dette på trods af at befolkningen var delt i spørgsmålet om hvordan man politisk skulle forholde sig til denne.

Samarbejdsregeringen

Som et resultat af den samarbejdsvenlige indstilling fra de danske myndigheders side, erklærede den tyske besættelsesmagt at Tyskland ville "respektere den danske nationale suverænitet og terrioritale integritet, så vel som neutralitet." De tyske myndigheder var indstillet på at give lempelige betingelser i forholdet til Danmark, på grund af flere omstændigheder:

• Den tyske regering havde ingen specielle strategiske eller ideologiske interesser i landet,

så det at kunne undgå at anvende ressourcer på de forpligtelser og byrder administrationen af landet krævede, blev opfattet som en fordel.

• Tysklands eneste essentielle interesse i Danmark, var at få del i landets overskud af

landbrugsprodukter. Denne formål ville under alle omstændighed blive opfyldt af Danmark, udfra økonomiske nødvendigheder.

• Tyskerne håbede desuden at opnå en propagandamæssig fordel i Danmark. Med Hitlers ord

skulle Danmark blive et "model protektorat". Danmark skulle vise verden hvordan et fremtidigt nazi-domieret Europa kunne se ud.

• Udover disse mere praktiske mål, gjorde indholdet i den nazistiske ideologi, at danskerne

blev set som medlemmer af den "ariske" race. Derfor regnede man med fra tysk side, at danskerne til en vis grænse kunne forventes at varetage deres egne affærer, på en set fra tysk side fordelagtig måde.

Kombinationen af disse faktorer tillod Danmark at have et i forhold til andre besatte lande favorabelt forhold til Tyskland. Regeringen forblev intakt, og folketinget fortsatte med at fungere mere eller mindre som før besættelsen. Regeringen var istand til at beholde meget af sin tidligere kontrol med indenrigspolitikken. Politiet, det juridiske system forblev på danske hænder, og kongen, Christian X, forblev i Danmark. Den danske offentlige mening bakkede generelt op om den nye regerings linie, specielt efter Frankrigs fald i juni 1940. Der var en generel følelse af, at de ubehagelige realiteter omkring den tyske besættelse måtte behandles på en realistisk måde, udfra den aktuelle udenrigspolitiske situation. De danske politikere indså at de måtte forsøge at bevare Danmarks privilegerede position, ved at præsentere de tyske myndigheder for en samlet front af de politiske partier. En ny samlingsregering blev dannet af samtlige de store traditionelle partier i folketinget, og samarbejede tæt i folketinget. Selvom dette i praksis betød at landet blev regeret udfra noget der lignede et et-parti system, så forblev det dog en repræsentativ regering.

Den danske regering var domineret af socialdemokrater, som for eksempel Thorvald Stauning. Stauning selv var dybt foruroliget over udsigterne til et nazistisk domineret Europa. På trods af dette forfulgte hans parti en samarbejdsstrategi, og håbede på at kunne bevare demokrati og danske selvbestemmelse i Danmark så længe som muligt. Der var mange spørgsmål som måtte afklares i månederne efter den tyske besættelse. For at tilfredsstille tyskerne, accepterede den danske regering en række kompromisser:

• Artikler og nyheder der "bragte det dansk-tyske forhold i fare" blev forbudt.
• Efter angrebet på Sovjetunionen, blev Danmark medlem af Anti-komintern-pagten, sammen med de øvrige nordiske lande. Derudover blev Danmarks Kommunistiske Parti forbudt og medlemmerne arresteret.
• De almindelige relationer til allierede nationer blev afbrudt.
• Industrien og udenrigshandlen var, delvis på grund af geo-politiske og økonomiske nødvendigheder, rettet mod Tyskland. Danmark havde traditionelt været en væsentlig handelspartner med både England og Tyskland. Myndighederne så en øget handel med Tyskland som vital for at opretholde den sociale orden i Danmark. Øget arbejdsløshed og fattigdom frygtede man ville lede til mere åben modstand i samfundet, da mange danskere typisk bebrejdede tyskerne alle uheldige udviklinger i landet. Man frygtede for myndighedernes side at en øget modstand mod den tyske tilstedeværelse ville medføre en skarp reaktion fra tysk side.

De danske myndigheder var istand til igennem samarbejdspolitiken at opnå vigtige indrømmelser. De nægtede konsekvent at indgå i en told- og møntunion med Tyskland. De danske myndigheder var bekymrede for de negative økonomiske og politiske konsekvenser af det tyske forslag. De tyske myndigheder ønskede på den anden side ikke at risikere at ødelægge de specielle relationer de havde til de danske myndigheder, ved at gennemtvinge forslaget, som det var tilfældet i andre besatte lande. De danske myndigheder var istand til at forhale forhandligerne om en retunering af Nordslesvig til Tyskland og til at forbyde "uniformerede marcher". Det danske nazistparti blev desuden holdt uden for regeringen, og et relativt frit demokratisk valg, med et klart anti-nazistisk resultat blev afholdt i midt under krigen. Repræsentanter for det danske militær fik også adgang til følsomme tyske militære informationer, som de succesfuldt vidresendte til de allierede regeringer under krigen. De økonomiske konsekvenser af besættelsen blev også midsket på grund af det tysk-danske samarbejde. Tilstrømningen af tyske investeringer i industri, landbrug og mest synligt defensive militære installationer, skabte alvorlige problemer med en øget inflation i krigens første år. Den danske regering var istand til at genforhandle valutabalancen mellem den tyske mark og den danske krone, og løste dermed problemet.

Den største succes i forbindelse med den danske politik i forhold til Tyskland var den relative succes med hensyn til at beskytte landets jødiske minoritet igennem en årrække. I de år samarbejdspolitikken fungerede, nægtede regeringen konsekvent at acceptere de tyske krav i forbindelse med landets jøder. Myndighederne nægtede at gennemføre specielle love rettet mod den jødiske befolkning, og deres borgerlige rettigheder forblev de samme som den øvrige befolknings, igennem hele perioden med samarbejdspolitikken. De tyske myndigheder følte sig i stigende grad generet af den danske holdning til spørgsmålet, men ville samtidig ikke gennemtvinge deres ønsker da de forventede at det ville blive set som "politisk uacceptabelt." Selv Gestapo-officeren, Dr. Werner Best, der var den øverste tyske repræsentant i Danmark fra november 1942, mente at ethvert forsøg på at fjerne jøderne, ville være særdeles skadeligt for forholdet mellem de to regeringer, og anbefalede derfor ikke nogen form for aktion mod de danske jøder.

Kong Christian X forblev i Danmark gennem hele krigen, og var for mange et symbol på mod, der i høj grad blev værdsat af hans undersåtter.

Øgede spændinger

Som årene gik blev befolkningen i stigende grad fjendtligt instillet overfor den tyske besættelsesmagt. Tyske soldater stationeret i Danmark oplevede i stigende grad en køligt indstillet befolkning, men den forsatte villighed til samarbejde gjorde forholdet tåleligt. Den danske regering forsøgte at bekæmpe sabotage og andre former for voldelig modstand mod besættelsen, men i løbet af efteråret 1942 havde modstanden nået et niveau, hvor Tyskland for første gang officielt erklærede Danmark for "fjendtligt territorium". Efter de tyske nederlag ved Stalingrad og el-Alamein øgedes den aktive danske modstand eksponentielt. I marts 1943 tillod besættelsesmagten at der blev afholdt valg, hvis resultat gav en øget opbakning til anti-nazistiske partier.

Valget, utilfredsheden med den tyske besættelse og en voksende optimisme omkring at krigen ville ende med et tysk nederlag førte til omfattende strejker og civile uroligheder i sommeren 1943. Den danske regering nægtede at reagere overfor problemerne på en måde der ville tilfredsstille den tyske besættelsesmagt, så den 29. august 1943 opløste besættelsesmagten den danske regering og indførte undtagelsestilstand.

Efter regeringens tilbagetræden blev Danmark i fuldt omfang udsat for den nazistiske besættelsesmagts ønsker. I oktober blev det besluttet at deportere alle jøder fra landet, men takket være lækkede informationer om de tyske planer, og en beslutsom indsats fra befolkningen side, blev langt de fleste af landets jøder transporteret sikkert til det neutrale Sverige.

Sabotageaktioner rettet imod besættelsesmagten øgedes markant i antal og alvorlighed efter den danske regerings tilbagetræden. Af mere succesfulde sabotageaktioner kan nævnes aktionerne mod jernbanerne på D-Dagen, hvor det lykkedes sabotørerne at forstyrre jernbanenettet i dagevis, hvorved de tyske forstærkninger blev forsinket betydeligt. Ud over sabotageaktionerne resulterede modstanden mod den tyske besættelse i en dannelse af en undergrundsregering i London, og den illegale presse blomstrede. De allierede regeringer der tidligere havde været skeptiske omkring den danske villighed til at bekæmpe Nazityskland, begyndte i stigende grad at anerkende Danmark som en allieret.

Økonomi

Den danske økonomi var udsat for en række alvorlige problemer under besættelsen. Den danske økonomi blev fundamentalt hæmmet af de stigende priser på råmaterialer, som fx kul og olie. Den økonomiske blokade mod Tyskland påvirkede også Danmarks økonomi negativt. Da Danmark ikke selv var i besiddelse af nogen nævneværdige naturressourcer, var landet meget sårbart overfor prisstigninger og mangler. Regeringen havde i nogen grad forudset problemets opståen før krigens udbrud, og havde opbygget betydelige reserver, der sammen med indførelse af rationering, forhindrede nogle af de værste potientielle økonomiske problemer. Forstyrrelsen og afbrydelsen af den interne europæiske handel var også skadeligt for Danmarks økonomi, men overordnet og set i forhold til skaderne på andre besatte landes økonomi, var skadevirkningerne i Danmark begrænsede.

Efter krigen gjorde man sig en del anstrengelser for at opspore og straffe de personer og virksomheder, der havde samarbejdet økonomisk med den tyske besættelsesmagt. Konsekvenserne og omfanget af de efterfølgende retssager var dog ret beskedne set i forhold til hvad der var tilfældet i andre mange andre lande, der havde været under tysk besættelse.

Befrielsen

Danmark blev befriet fra den tyske besættelse i maj 1945, af den berømte engelske general Bernard Montgomery. En undtagelse var dog Bornholm, der blev befriet af sovjetiske styrker.

Selv om Danmark undslap mange af de vanskeligheder, som mange andre dele af det tyskbesatte Europa led under, undgik den danske befolkning ikke at være udsat for en række vanskeligheder og gener som følge af besættelsen og krigen. Overordnet kan det siges, at Danmark var det krigsførende land i Europa, der blev mindst ramt af krigen og dens skadevirkninger. Mange danskere blev dog dræbt og fængslet som følge af deres indsats i modstandsbevægelsen. Landet blev også udsat for enkelte tilfælde af luftbombardementer, men skadevirkningerne var slet ikke sammenligelige med hvad der var tilfældet i lande som Norge eller Holland. Det eneste område i Danmark, der blev udsat for mere omfattende bombardementer var Bornholm, hvilket var en følge af at den tyske kommandant der nægtede at overgive sig til de sovjetiske styrker.

Samlet blev over 850 medlemmer af modstandsbevægelsen dræbt under besættelsen. Omkring 900 civile mistede også livet som følge af bombardementer, optøjer eller tyske gengældelsesdrab. 39 danske soldater blev dræbt under den tyske invasion, og yderligere 4 blev dræbt den 29 august 1943, da tyskerne valgte at opløse den danske regering og det danske folketing. Derudover mistede 360 danskere livet i de tyske koncentrationslejre. De største danske tab var blandt de sømænd, der igennem krigen arbejdede for de allierede. 1850 danske sømænd mistede livet, oftest som følge af angreb fra tyske ubåde. Over 100 danskere blev derudover dræbt som soldater i allieret tjeneste.

Efter besættelsens ophør blev omkring 40.000 personer, der var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne, arresteret. Ud af disse 40.000 personer blev omkring 13.500 tildelt en eller anden form for straf. 78 dødsdomme blev afsagt, men kun 46 blev eksekveret. Langt de fleste fik kortere fængselsdomme på under 4 år. Mange har senere kritiseret det efterfølgende retsopgør, for i for høj grad at have fokuseret på ”almindelige” mennesker, og ladet politikere og større virksomheder gå ustraffet. Et andet vanskeligt emne i forbindelse med retsopgøret var, hvordan man skulle forholde sig til dem, der blot havde fulgt regeringens anvisninger og opfordringer, og derfor havde samarbejdet med økonomisk med tyskerne.

Visse medlemmer af den danske modstandsbevægelse forsøgte efter krigen at skabe nye politiske partier, for at bryde samarbejdspartiernes greb om magten, og skabe en ny politisk situation. Disse forsøg mislykkedes dog. Den eneste tydelige effekt af besættelsen kom til udtryk i valget i 1945, hvor kommunisterne der havde vundet megen sympati under besættelsen, opnåede 1/8 af stemmerne.

Kilder

• Lundbak, Henrik. Besættelsestid og frihedskamp 1940-45. København: Frihedsmuseet, 1996. ISBN 87-89384-40-7
• Flender, Harold. Rescue in Denmark. New York: Holocaust Library, 1963.
• Dethlefsen, Henrik. "Denmark and the German Occupation: Cooperation, Negotiation, or Collaboration," Scandinavian Journal of History. 15:3 (1990), pp. 193-206.
• Giltner, Phil. "The Success of Collaboration: Denmark's Self-Assessment of its Economic Position after Five Years of Nazi Occupation," Journal of Contemporary History 36:3 (2001) pp. 483-506.

• Frihedsmuseet

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.