Anders SunesenAnders Sunesen, Ærkebiskop og skolastiker, (ca. 1167–1228), hørte til Skjalm Hvides slægt. Han var søn af Sune Ebbesøn (d. 1186), en af de gæveste høvdinger paa vendertogene og Valdemars tro rådgiver. Bror til Peder Sunesen, som var biskop i Roskilde fra 1191 til 1214.Ungdomsårene tilbragte han efter Absalons tilskyndelse med filosofiske og teologiske studier i Paris, fortsatte dernæst med at studere retsvidenskab i Italien og England. Efter sin hjemkomst blev han (senest 1194) Kong Knuds kansler og domprovst i Roskilde. Saxo Grammaticus fremhæver i forordet til sin Gesta Danorum, at Anders Sunesen ved sin overlegne dygtighed hævede kanslerembedet til noget langt højere, end det før havde været. Da Absalon døde 21. marts 1201, blev Anders Sunesen hans efterfølger som ærkebiskop i Lund. Paven stadfæstede ham tillige som Sveriges primas og sendte ham palliet, det ærkebiskoppelige værdighedstegn. Snart efter besteg Valdemar 2. Sejr tronen; Anders Sunesen kronede ham, og han genvandt meget af hvad ærkesædet under Eskil, havde måttet afstå til kronen. I sin styrelse var A. S. ivrig for de kirkelige ideers gennemførelse, men tillige sagtmodig, mild og fredsommelig. Sammen med sin bror, biskop Peder, mæglede han forliget 1203, hvorved Lauenburg blev overgivet Valdemar II, imod at Grev Adolf III af Holsten blev frigivet, og senere virkede han for den oprørske Biskop Valdemars løsladelse (1206). På et sjællandsk kirkemøde fik han vedtaget love om bod og kirkeorden, i sit ærkestift fik han gennemført Bispetiende, der havde kostet Absalon hårde kampe, og ved mild formaning og sit eget rene eksempel fik han præsternes cølibat stærkere gennemført. Særlig betydning fik A. S. som korstogsprædikant og leder af missionen i de baltiske lande; Fra 1203 prædikede han korstog mod esterne, der havde dristet sig til landgang i Blekinge, og 1206 fik han af Paven tilladelse til at indsætte en biskop over de folk, han måtte omvende. I Riga, holdt han teologiske forelæsninger for de tyske missionspræster og rådede dem til mildhed mod hedningerne. Senere var A. S. med paa Valdemar II's store tog til Estland 1219. Sagnet fortæller senere, at ærkebispen under kampen havde knælet på en høj med oprakte arme; men da han ikke mægtede mere at hæve dem, veg de danske; hans præster støttede ham nu, og pludselig dalede Dannebrog ned fra himlen og blev sejrsmærke for Kong Valdemar og hans mænd. A. S.'s forfattervirksomhed er ikke banebrydende, og i verdenslitteraturen indtager den ikke nogen høj plads, men dog er han Danmarks eneste store middelalderlige teolog. Hans vigtigste værk er Hexaemeron, et teologisk skrift skrevet på heksameter, bestående af 8.040 vers. Ramt af spedalskhed vendte han tilbage til Danmark, i håb om at at trække sig tilbage. Da paven ikke godkendte valget af hans efterfølger, styrede han embedet til 1223. Han skænkede rige gaver til Lunds domkapitel, og på en af sine gårde i Lund havde han grundlagt det første dominikanerkloster i Danmark (1222). Sine sidste år levede han, næsten som eneboer, paa Ivø i det østlige Skåne hvor han døde i 1228, og begravedes i det nordre sidekor af Lund Domkirke.
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia. |
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |