Realisme (international politik)

Realismen arbejder med en grundlæggende antagelse om, at internationale relationer er konfliktfyldte, og at internationale konflikter ultimativt afgøres med krig (eller trusler derom). Det væsentligste hensyn for den enkelte stat bliver dermed at sikre sin egen overlevelse. Realismen mener således, at international politik først og fremmest handler om magtforholdet mellem staterne i det internationale system.

Realismen arbejder med kerneantagelsen, at det internationale system er et anarkisk system; der er ingen internationale organisationer, der har autoritet over staterne. Mens realismen anerkender, at der er andre aktører end staterne i det internationale system, betragtes disse ikke som væsentlige - flere realister mener, at internationale organisationer bedre kan betegnes som arenaer for staternes handlinger end som selvstændige aktører.

Realisme opdeles typisk i klassiske realister og neo-realister. Klassiske realistiske værker omfatter blandt andre Thukydid og hans klassiske studium af den peloponesiske krig, Niccolo Machiavellis Fyrsten og Thomas Hobbes' Leviathan. Fælles for de tre forfattere er, at de betragter menneskets i en uløselig situation, hvor usikkerhed og konflikt er væsentlige elementer. De tre værker betragtes ofte som umoralske, men man kan betragte værkerne som højst moralske: I og med, at statens overlevelse er det væsentligste element i international politik, vil det være umoralsk at håbe på, at andre stater ikke vil gøre alt for at udrydde éns egen stat. Statslederen kan derfor komme i situationer, hvor det vil være nødvendigt at handle mod hans egen moral for at sikre statens overlevelse, og klassisk realisme betragter dette som en nødvendighed.

Neo-realismen er mindre normativ i sin tilgang til studiet af internationale relationer. Kenneth Waltz, den ledende neo-realist, forsøger at beskrive staters handlinger ud fra den internationale struktur. Det normative element forsvinder dermed; staterne handler på en given måde, fordi strukturen nødvendiggør disse handlinger.

Strukturen i det internationale system er anarkisk. Staterne kan alle betragtes som funktionelt ligestillede; uanset ideologi, kultur eller ledere, så varetager stater de samme grundlæggende funktioner - inddragelse af skatter, forsvar af staten, og så videre. Den eneste forskel er staternes kapabiliteter. Strukturen i det internationale samfund ændres, når fordelingen af kapabiliteter forandres. Det helt afgørende for Waltz er fordelingen mellem de største magter. Han sondrer mellem bipolære systemer - såsom systemet under den kolde krig - og multipolære systemer, såsom systemet før afslutningen på 2. verdenskrig. Et tredje system, det unipolære system, betragtes som et system, der kun kan overleve en kort overgang.

Waltz betragter det bipolære system som det mest sikre. Når der kun er to magter, så vil begge arbejde på at bevare det eksisterende system, da de derigennem vil sikre deres egen overlevelse.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.