Interstellar rejse

En af menneskets uopfyldte drømme er at rejse mellem stjernerne. Der er dog massive tekniske problemer der først skal løses inden det bliver økonomisk muligt at sende for eksempel en rumsonde til et nærliggende stjernesystem. Det store problem er de enorme afstande der er mellem stjernerne. En rumsonde der skal flyve til for eksempel den nærmeste stjerne, Centauri-systemet (der i virkeligheden består af tre stjerner), skal tilbagelægge en afstand på ca. 4,3 lysår.

Selv med en hastighed nær lyset vil det tage mange tusinde år at rejse til de fjernere dele af Mælkevejen. En intergalaktisk rejse mellem stjernesystemerne vil i bedste fald tage flere milioner år.

Det ville tage 4,3 år hvis en rumsonde kunne rejse med lysets hastighed, ca. 300.000 km./sek., men en rumsonde kan i dag kun bevæge sig med en hastighed af ca. 30 km./sek., med nutidens teknik ville en sådan rejse tage 43.000 år. Mange forskere har derfor spekuleret på hvordan man kan få denne hastighed væsentligt op, gerne til ca. 10 procent af lysets hastighed, og rejsen kunne gennemføres på 40-50 år.

Der foregår en del forskning på området, og der er foreslået mange forskellige typer af fremdrivningssystemer. For at nå op på en så høj hastighed, er sonden nødt til at accelerere i lang tid (flere måneder) og det kræver en meget stor mængde energi. Almindeligt raketbrændstof kan ikke bruges, da det slet ikke kan få sonden accelereret tilstrækkeligt op. De foreslåede fremtidige fremdriftssystemer kan opdeles i to former: Der er de systemer hvor sonden selv medbringer sit brændstof og bruger en slags "motor" (for eksempel kernekraft, stof/antistof, ionmotor) eller også tilføres energien udefra (for eksempel solsejl, hvor kraften der påvirker solsejlet er solvinden eller fotoner/partikler fra kraftige laser/maser).

Der er mange problemer der løses inden interstellare rejser bliver en praktisk mulighed:

Der skal udvikles en teknik der kan gøre sonden autonom, således at den kan træffe beslutninger selv uden at skulle afvente beskeder fra jorden, da de vil blive stærkt forsinkede pga. at radiobølger udbreder sig med lysets hastighed, og det derfor kan tage måneder eller år inden sonden modtager dem.

Sonden skal også selv være istand til reparere sig selv, da sonden ellers ikke vil fungere 100 procent hele tiden, på grund af komponenternes begrænsede levetid. Rummet mellem stjernerne er ikke totalt tomt, og sonden kan blive ramt af små partikler der kan ødelægge den, ved kollision med stor hastighed.

Inden man kan sende en sonde så langt væk som til en stjerne, så er der andre, mere tætliggende rejsemål som også kan besøges og undersøges nærmere: heliopause, Kuiper-bæltet og Oort-skyen.

Litteratur

• NASA Breakthrough Propulsion Physics Program
• Warp Drive, When?
• Centauri Dreams (Imagining and Planning Interstellar Exploration)
• The Interstellar Flight Foundation
• Interstellar Flight: The Possibilities
• Starsailing: Solar sails and interstellar travel
• Ultra-Thin Solar Sails for Interstellar Travel
• Architectures and Algorithms for Self-Healing Autonomous Spacecraft

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.