Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Førne
Førne er alt det organiske stof, som ligger på jorden, men som endnu ikke er nedbrudt. Førne kan altså være bladee, bark, blomster, frø, træstammer, papir, dieselolie, fjer, hår, ekskrementer osv. Det hele vil med tiden blive nedbrudt, hvis man ser bort fra nogle syntetisk fremstillede produkter som f.eks. PVC, visse bekæmpelsesmidler og den slags. Nedbrydernes fordel ved at leve af førne er den, at førnen indeholder kemisk energi, som kan bruges i alle nedbrydernes livsprocesser. Hvis nedbrydningen foregår i en iltrig atmosfære, så kan den give organismerne maksimalt udbytte af energi og stof. Hvis der derimod er mangel på ilt og omsætningen bliver anaerob, så foregår nedbrydningen i stedet som en fermentering, hvad der giver betydeligt mindre energiudbytte. Iltfattige, komprimerede eller oversvømmede jorde får af samme grund en ringe biodiversitet og en langsom omsætning med ophobning af uomsat førne (se højmose). Det er meget afgørende for nedbrydningen, hvor højt C/N-forholdet er. Jo mere kulstof, der er i førnen, jo langsommere vil den blive nedbrudt. Omvendt vil kulstofrig førne give en større mængde humus som slutprodukt. Det mest træagtige har også det højeste indhold af kulstof (jf. brændværdien). Urteagtig førne har et lavere indhold, og bælgplanter har det laveste C/N-forhold, man finder blandt planterester. Kun når man undersøger dyrisk førne, finder man et endnu lavere indhold af kulstof over for kvælstof. Det er væsentligt at bemærke, at førnen næsten altid består af blandet materiale, og at det mest kvælstofrige (= det mest kulstoffattige) altid vil blive nedbrudt først. Da kulstoffet i sidste ende tabes som CO2, vil den forholdsvise mængde af kvælstof efterhånden øges i restproduktet. Til slut er der - efter udvaskning eller optagelse af kvælstof og andre mineralske stoffer - en næsten uomsættelig rest, humus.
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |