Førne

	Dette er et stoppested for Minibussens destination Affald og genbrug.
	Næste stop er {}.
	Forrige stop var {}.

Nedbrydernes fordel ved at leve af førne er den, at førnen indeholder kemisk energi, som kan bruges i alle nedbrydernes livsprocesser. Hvis nedbrydningen foregår i en iltrig atmosfære, så kan den give organismerne maksimalt udbytte af energi og stof. Hvis der derimod er mangel på ilt og omsætningen bliver anaerob, så foregår nedbrydningen i stedet som en fermentering, hvad der giver betydeligt mindre energiudbytte. Iltfattige, komprimerede eller oversvømmede jorde får af samme grund en ringe biodiversitet og en langsom omsætning med ophobning af uomsat førne (se højmose).

Det er meget afgørende for nedbrydningen, hvor højt C/N-forholdet er. Jo mere kulstof, der er i førnen, jo langsommere vil den blive nedbrudt. Omvendt vil kulstofrig førne give en større mængde humus som slutprodukt. Det mest træagtige har også det højeste indhold af kulstof (jf. brændværdien). Urteagtig førne har et lavere indhold, og bælgplanter har det laveste C/N-forhold, man finder blandt planterester. Kun når man undersøger dyrisk førne, finder man et endnu lavere indhold af kulstof over for kvælstof.

Det er væsentligt at bemærke, at førnen næsten altid består af blandet materiale, og at det mest kvælstofrige (= det mest kulstoffattige) altid vil blive nedbrudt først. Da kulstoffet i sidste ende tabes som CO₂, vil den forholdsvise mængde af kvælstof efterhånden øges i restproduktet. Til slut er der - efter udvaskning eller optagelse af kvælstof og andre mineralske stoffer - en næsten uomsættelig rest, humus.

Se også

• Sten og jordtyper
• Kompostering
• Konservering af fødevarer
• Aerob
• Regnorm
• Champignon