WTO

Table of contents

1 Historie 2 WTO bygger på ældgamle principper 2.1 Eksternt link

Historie

Efter krigen blev de vestlige lande enige om, at protektionismen skulle høre fortiden til. Protektionismen havde forværret den økonomiske krise og bar ved til det bål, som førte til 2. verdenskrig. Eftersom alle lande begrænsede importen, var der samlet set ikke nogen gavnlige virkninger på beskæftigelsen. Resultatet blev i stedet, at man hindrede rentable virksomheder i at eksportere og udvikle sig, mens man holdt liv i virksomheder, der ikke kunne klare sig på verdensmarkedet.

Derfor indgik en række lande i 1947 Den almindelige aftale om Told og Udenrigshandel (General Agreement on Tarifs and Trade), også kaldet GATT-aftalen. Aftalen handlede i første omgang kun om industrivarer, og formålet var at reducere toldsatserne og afskaffe kvantitative handelsrestriktioner (importforbud og kvoter).

Da GATT-aftalen blev indgået i 1947 omfattede den kun 23 lande. Siden er reguleringen af verdenshandlen blevet udbygget på tre måder: der er kommet flere lande med, reglerne gælder for flere typer af produkter, og reglerne er blevet meget mere detaljerede. Denne udvikling førte til, at man i 1995 oprettede WTO som en egentlig organisation for verdenshandel.

Faktisk blev man allerede i 1948 enige om at etablere en verdenshandelsorganisation. Organisationen blev kaldt ITO (International Trade Organization), og den skulle ikke kun tage sig af handelspolitik i snæver forstand. ITO skulle blandt andet også arbejde med beskæftigelsespolitik, konkurrencepolitik, internationale investeringer og internationale råvareaftaler.

Dette første forsøg på at skabe en organisation til at regulere verdensmarkedet led imidlertid skibbrud. USA's regering havde været en af de drivende kræfter bag etableringen af ITO, men det lykkedes ikke at overbevise den amerikanske kongres om, at det var en god idé.

Verden måtte vente næsten 50 år, før der igen blev gjort forsøg på at etablere en verdenshandelsorganisation, men i 1995 lykkedes det at få USA med på ideen, og WTO blev dannet. Endnu er WTO dog en mindre ambitiøs organisation, end der var lagt op til, at ITO skulle være. Men det er ved at ændre sig. Allerede i dag handler WTO om meget mere end handelsregler for industrivarer. Der forhandles om landbrugsstøtte, tjenesteydelser, patenter, og meget mere. Og i WTO's formålsparagraf står der i dag både noget om bæredygtig udvikling, miljø og udviklingen i verdens fattigste lande.

WTO bygger på ældgamle principper

Der gælder visse undtagelser fra mest-begunstigelses-princippet. Det er for eksempel tilladt at etablere et regionalt frihandelsområde, som EU, hvor der er særligt lave handelsbarrierer imellem de deltagende lande. Det er også tilladt at give særlige handelsfordele til alle u-landene samlet i form af præferenceaftaler og til de mindst udviklede u-lande som en særlig gruppe.

Princippet om national behandling indebærer, at når først et produkt er kommet over grænsen til et land, så må det ikke behandles efter andre regler end de, der gælder for produkter, der er fremstillet i landet selv.

Endelig betyder princippet om lige produkter, at to produkter der er fysisk ens også skal behandles ens - uanset hvordan de er produceret. Det betyder blandt andet, at man ikke kan behandle tropisk træ der er produceret bæredygtigt anderledes end tropisk træ, der ikke er produceret bæredygtigt, da man ikke kan se forskel på træet, når det først er fældet. Det har ført til konflikter mellem hensynet til den frie handel og hensynet til miljøet.

Det fjerde grundlæggende princip er princippet om gennemsigtighed, til tider kaldet «tarifficering». Princippet går ud på, at beskyttelse af den hjemlige industri kun bør ske gennem toldsatser, og altså ikke gennem importforbud, kvoter eller tekniske handelshindringer. Det gør graden af beskyttelse mere tydelig, mere enkel og meget nemmere at nedbringe.

Eksternt link

• WTOs eget netsted

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.