Valutacentralen

Table of contents

1 Den første valutacentral 2 Baggrunden for den anden valutacentral 3 Vedtagelsen af Valutacentralen 4 Valutacentralens formål 5 Valutacentralens virkninger 5.1 Valutarisk effekt 5.2 Handelspolitisk effekt 5.3 Beskæftigelsesmæssig effekt 6 Valutacentralens afvikling 7 Litteratur

Den første valutacentral

Baggrunden for den anden valutacentral

Det blev dog hurtigt klart, at man ikke kunne bevare kronen i pari, det vil sige bevare fuld omvekslelighed mellem sedler og guld. 57% af den danske eksport gik til England. Med den engelske devaluering, man måtte forvente, ville eksportindtægterne uværgeligt falde, da danske varer ville blive dyrere målt i engelske pund. Samtidig var der ikke udsigt til, at importudgifterne ville falde, da det hovedsageligt var Tyskland, USA og andre guldfodslande, der leverede Danmarks import. Derfor måtte man forudse et pres på betalingsbalancen, der ville blive yderligere forværret af, at importørerne ville forsøge at fremskynde deres betalinger, fordi en eventuel dansk devaluering ville betyde større udgifter for importørerne målt i danske kroner.

29. september 1931 blev Nationalbanken ved lov løst fra forpligtelsen til at veksle sedler til guld. En årsag var protester fra landbruget over den nedgang i eksportindtægterne, som ville blive en følge af at fastholde guldfoden. Det var også af betydning, at Norge og Sverige 27. september om aftenen havde meddelt, at de ville forlade guldet. Endelig havde Nationalbanken svært ved at holde kontrol med valutakurserne uden at tage voldsomme diskontoforhøjelser og kreditindskrænkninger i brug.

Ved et møde i Nationalbanken 5. oktober 1931, hvor handelsminister C.N. Hauge og hovedbankerne deltog, besluttede man, at der skulle ske en frivilig rationering af kreditten til importører, mens de indenlandske producenter ikke skulle være underlagt kreditrationeringen. Denne frivilige rationering skulle beskytte Danmarks valutareserver, der ikke længere kunne hjælpes ved långivning fra udlandet, da denne hørte op. Importen af nødvendigheder og råvarer til landbrug og industri skulle sikres på bekostning af forbrugsvarer.

Den frivilige kreditrationering havde imidlertid ikke den ønskede effekt. Nationalbankens valutareserver faldt fra godt 50 millioner kroner i slutningen af oktober til cirka 20 millioner kroner i midten af november 1931. Derfor blev Lov om foranstaltninger til værn for den danske valuta vedtaget 18. november 1931.

Valutaproblemerne fortsatte imidlertid også herefter. I slutningen af november måtte Nationalbanken eksportere for cirka 20 millioner kroner guld for at styrke valutabeholdningen. Og senere blev det nødvendigt med yderligere guldsalg. Selvom problemerne blev mindre mod årets slutning, var det klart, at den eksisterende valutakontrol ikke var tilstrækkelig til at løse problemerne med valutabeholdningen.

Vedtagelsen af Valutacentralen

Partiet Venstre, der traditionelt repræsenterede landbrugets interesser og gik ind for en liberal handelspolitik, blev så foruroliget ved udsigten til den voldsomme reduktion i smøreksporten til Tyskland, at partilederen Thomas Madsen-Mygdal fandt det nødvendigt at sikre den danske eksport ved handelspolitiske indgreb, der enten kunne være told eller importregulering. Af de to muligheder mente man, at reguleringen var mest effektiv.

Reguleringsloven skulle være midlertidig og fik derfor i første omgang en gyldighedsperiode på to måneder. Loven blev uden problemer forlænget med yderligere to måneder, men derefter var Venstre og de Konservative ikke længere varm på ideen. Den socialdemokratiske regering fastholdt imidlertid, at Valutacentralen var den bedste løsning og udskrev valg i efteråret 1932 på valutaloven. Resultatet blev en sejr til den siddende regering og dermed en videreførelse af den eksisterende valutalovgivning. Et lignende forløb gentog sig i 1935.

Valutacentralens formål

Handelspolitisk ønskede man at favorisere England frem for Tyskland, fordi man håbede at kunne sikre eksportmulighederne til det engelske marked ved at mindske skævheden i handelsbalacensen i forhold til England. I 1929 havde Danmark importeret for 263 millioner kroner fra England, men eksporten havde været på 963 millioner kroner, det vil sige et underskud på 700 millioner kroner.

De første kriseår betød for England faldende priser på landbrugsvarer og øget konkurrence for de engelske landmænd på grund af øget dansk animalsk produktion, som man søgte at afsætte på det velkendte engelske marked. Dette førte til en aviskampagne i dele af den britiske presse, der vendte sig stærkt mod, at Danmark uhindret kunne afsætte størstedelen af landbrugseksporten på det engelske marked, men kun købte engelske industrivarer for et langt mindre beløb. Man forlangte, at Danmark skulle øge importen fra England i stedet for at købe varer i Tyskland, der med stadig højere toldsatser lagde hindringer i vejen for salget af de danske landbrugsvarer.

Den indflydelse, Valutacentralen skulle have på beskæftigelsen, skulle ske indirekte via den mængdebegrænsning, den medførte. Der var to muligheder for at få de indenlandske producenter til at øge produktionen og dermed sætte beskæftigelsen i vejret: øge efterspørgslen eller mindske produktionsomkostningerne. Efterspørgslen kunne stige, hvis importbegræsninger omsatte sig i højere priser på de konkurrende udenlandske varer. Produktionsomkostningerne mente man ville falde, hvis det mindskede pres på valutareserverne ville medføre en lavrentepolitik.

Et særligt forhold ved Valutacentralen var, at den primært skulle udstede importtilladelser - valutaattester - til råstoffer og produktionsmidler til eksportvirksomheder og anden produktiv virksomhed. Dermed var det først og fremmest færdigvarerne, der ville stige i pris på grund af mindsket udbud, mens råvarernes pris ville forblive på samme niveau som før. Dermed ville der være skabt mulighed for, at danske virksomheder kunne iværksætte en produktion af færdigvarer, som med den tidligere forskel mellem råvarepriser og færdigvareprisser ikke havde kunnet betale sig.

Valutacentralens virkninger

I januar 1933 begyndte kursen på engelske pund imidlertid at stige igen. Man indså, at man ikke kunne holde en maksimumkurs på 20, og som en del af Kanslergadeforliget ændrede man maksimumkursen til 22,50. Herefter lå pund-kursen mellem 22,40 og 22,50, indtil man i juli 1933 fastsatte den til 22,40, som den siden holdt. Det kunne lade sig gøre, fordi man nu kunne afhjælpe presset på valutareserverne med lån i udlandet. I juni 1935 var Nationalbankens valutapassiver således 129,2 millioner kroner større end dens valutaktiver. Valutacentralen kunne således ikke alene klare det valutariske formål.

Handelspolitisk effekt

Beskæftigelsesmæssig effekt

På dette område lykkedes målsætningen altså. På det danske marked steg den indenlandske del af forbruget af industrivarerne til 65-70% efter 1932, hvor den før havde været 56-57%. Industriproduktionen steg med 28% de første to år efter Valutacentralens indførelse, mens beskæftigelsen steg med 25%. Denne udvikling forsatte resten af 1930'erne.

Igen er det nok næppe ene og alene Valutacentralen, der var skyld i dette. Devalueringen i forbindelse med Kanslergadeforliget i 1933 havde gjort den udenlandske forarbejdning dyrere, sådan at prisforskellen mellem råvarer og færdigvarer steg i danske kroner. Forarbejdning, der før havde været billigere i udlandet, kunne nu rentabelt foregår i Danmark.

Det var heller ikke Valutacentralen der var ansvarlig for den øgede efterspørgsel på industrivarer i Danmark i 1930'erne. Der var således en årlig gennemsnitlig vækstrate på 3,7% i 1930'erne for salget af varer fra den danske industri. Selvom man vil tilskrive Valutacentralen hele æren for at have sænket importens andel af industrivaresalget i Danmark kan det kun forklare en stigning på 286 millioner kroner i løbende priser, men ikke de 967 millioner kroner i løbende priser, som forbruget derudover steg med. Her må årsagerne være en generel konjunkturforbedring efter 1932, modernisering af vareudvalget så det bedre svarede til efterspørgslen, og de lavere fødevarepriser, der frigjorde flere midler til køb af industrivarer.

Valutacentralen kan dog have spillet en vis rolle i at muliggøre en lavrentepolitik, der mindskede omkostningerne for nogle grupper af erhversdrivende. Gennem fem nedsættelser af diskontoen i perioden marts 1932 til november 1933 faldt diskontoen fra 6% til 2,5%. Først i august 1935 hævede man igen diskontoen. Det er dog omdiskuteret, hvor meget rentesænkningen reelt betød for beskæftigelsen.

Valutacentralens afvikling

Litteratur