Kampen om ratificeringen
Forfatningens fortalere tog navnet føderalister og fik hurtigt støtte over hele landet. Blandt de mest kendte føderalister var Alexander Hamilton, James Madison og John Jay. De var hovedforfattere til The Federalists Papers - en serie på 85 essays offentliggjort i New York-aviser. Essays, der på mange måder blev en forsmag på det USA, der var på vej. Men disse blev vel at mærke skrevet efter forfatningskonventet og var en del af ratificeringsdebatten i staten New York.
Modstanderne af planen om en stærke regering tog navnet Anti-føderalister. De frygtede, at en regering med skatteudskrivningsret hurtigt ville blive lige så despotisk og korrupt som Storbritanien havde været blot årtier tidligere. De mest kendte antiføderalister var Patrick Henry og George Mason. De var også bekymrede over fraværet af en liste over frihedsrettigheder (Bill of Rights i forfatningen.
Ganske interessant er det, at Thomas Jefferson, som var ambassadør i Frankrig på daværende tidspunkt var hverken føderalist eller antiføderalist, men besluttede sig for at forblive neutal og acceptere et hvilket som helst resultat. I breve fra Frankrig gav han imidlertid overfor sin ven og senere allierede, James Madison udtryk for reservationer overfor det endelige dokument. Føderalisterne fik stor nytte af godkendelsen fra George Washington, der havde været formand for forfatningskonventet.
Løfter fra Madison om en liste af borgerrettigheder sikrede ratificering i Virginia, mens Clinton-familien, som kontrollerede New York-politik, slap tøjlerne tilstrækkeligt til at Alexander Hamilton kunne sikre raticidering i New York-konventet. I følge forfatningen kunne den føderale regering komme i aktion og regere de stater, der havde ratificeret, når tallet nåede op på ni stater. Teknisk set trådte USA's forfatning derfor i kraft, da New Hampshire den 21. juni 1788. Med Virginias ratificering den 25. juni og New Yorks den 26. juli, havde elleve stater ratificeret - alle de største staer inklusive.
North Carolinas ratificeringskonvent endte uden godkendelse. Konventet var domineret af antiføderalister, med en Jefferson-støtte i spidsen, blev konventet overbevist om at udsætte deres ratificering og afvente konkrete tiltag fra den første Kongres om at vedtage tilføjelsen af en række borgerrettigheder, der ville sikre en række fundamentalle rettigheder.
Rhode Island havde ikke taget nogle skridt til at indkalde et ratificeringskonvent, før den føderale regering var trådt sammen i løbet af marts og april måned 1789.
Forfatningskonventet sørgede for, at det første nationale valg fandt sted, i hvilket George Washington blev valgt som den første præsident og John Adams, som vicepræsident. New York blev udpeget som den første, foreløbige hovedstad, og her blev Washington indsvoret i april 1789 i Federal Hall på det sydlige Manhattan.
Under James Madisons lederskab, kom den første Kongres føderalisternes ønske om borgerrettigheder i møde ved at foreslå 12 tilføjelser overfor staterne, hvoraf 10 - senere kendt som Bill of Rights blev hurtigt godkendte. Et af de 12 oprindelige udkast opnåede en ikke ratificering og en blev senere ratificeret som 27. amendment. North Carolinas ratificeringskonvent mødtes kort tid efter Kongressen stillede forslag om Bill of Rights og ratificerede forfatningen. Rhode Island ratificerede forfatningen den 29. maj 1790 og Bill of Rights ugen efter.
Føderalister og antiføderalister: Udviklingen af et partisystem
Forfatningen nævnte ikke politiske partier, og The Founding Fathers tog med jævne mellemrum afstand til politiske fraktionsdannelser, som karakteriserede regeringerne i mange af staterne. Kampen om ratificeringen af forfatningen udgjorde imidlertid den første ramme af det system af poltiske partier, som senere skulle udvikle sig.
Føderalisterne, som havde anbefalet forfatningen, satte pris på muligheden for at sætte den nye regering i gang, mens anti-føderalisterne, som aldrig havde været tilsvarende velorganiserede, i realiteten holdt op med at eksistere. Ideen om staternes ukrænkelige rettigheder og en svagere føderal regering blev imidlertidig indfanget i et nyt parti, det republikanske eller 'demokratisk-repunlikanske parti, som efterhånden tog rollen som loyal opposition til føderalisterne og som overtog kontrollen med den føderale regering i 1800 med valget af Thomas Jefferson som præsident.
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.