Udseende
Stregbredpanden kan forveksles med skråstregbredpanden. Begge arter kan nemt kendes fra de andre bredpander, da de har en ensartet nougatbrun farve uden lyse vingepletter, men med en tynd sort søm på vingerne. Stregbredpanden kan kendes fra skråstregbredpanden ved at den har kulsorte følehornsspidser, mens skråstregbredpanden har orangebrune følehornsspidser. Har man fanget en han er det også forholdsvis nemt at bestemme arten på duftskællene på vingerne. Stregbredpandehannens duftskæl former en kort, lige og meget smal stribe, mens duftskællene hos skråstregbredpanden former en lang bue. Stregbredpanden er også en smule mindre end skråstregbredpanden. Stregbredpandens vingefang er kun 22 - 27 mm.
Livscyklus
Æggene lægges på græsser. Larven overvintrer inde i ægget til næste forår. Sidst i april klækkes ægget. Larven er fuldt udvokset først i juni og forpupper sig dermed. Efter 15 - 20 dage klækkes puppen og den voksne stregbredpande kommer frem.
Foderplanter
Horsetidsel, blåhat, knopurter, oksetunge, almindelig kvik, hundegræs, almindelig rajgræs, krybende hestegræs, draphavre, bjergrørhvene, kærstar og engrottehale.
Kilder/Henvisninger
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.