Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Søren TellingSøren Telling, 1895-1968. Dansk arkæolog og forfatter. Assistent og udgravningsleder ved det slesvig-holstenske Landsmuseum i Kiel 1939-1945, inspektør på Dannevirke voldanlægget 1945-1968.I 1944 boede Søren Telling i sin egenskab af udgravningsleder i en barak ved Dannevirke. En dag kom hans børn hjem fra skole og fortalte, at de skulle have fri i mange måneder, fordi skolen var beslaglagt til at huse nogle af de 9000 skansearbejdere, der skulle arbejde på Dannevirke. Telling anede uråd og fik bekræftet fra sine foresatte på museet i Kiel, at hele voldanlægget skulle ændres til en nordvendt kampvognspærring. De allierede var gået i land i Normandiet den 6. juni 1944, og nu frygtede Værnemagten (det tyske forsvar) en invasion på den jyske vestkyst med en derefter følgende offensiv ned gennem den jyske halvø med det formål at angribe Tyskland i flanken. Derfor skulle Dannevirke ofres for at blive omdannet til en nordvendt spærring. Telling var kendt som en impulsiv mand, og da han vidste, at samtlige oldtidsminder i Tyskland sorterede under SS Reichsführer Heinrich Himmler, greb han telefonen og ringede til Himmler i Berlin. Han talte i over en time dels med Himmler selv og dels med den SS fører, der var leder af "Amt für Ahnenwerte" (kontor for oldtidsminder). Da Himmler var helt besat af alt, hvad der hørte til Tysklands ariske og germanske fortid, blev han efterhånden klar over, at det ikke var så smart at ødelægge oldtidsmindet oppe mod nord. Nu blev det pålagt Telling at forhindre, at skansearbejdet gik i gang på trods af, at en skriftlig ordre om at indstille det først kunne være fremme nogle dage senere. De tyske officerer, der stod for arbejdet, troede, at Telling måtte være helt fra forstanden. På den anden side frygtede de for, at det alligevel kunne være rigtigt, at Himmler var ved at omstøde ordren, og det gjorde, at de var meget tilbageholdende med arbejdet. To dage efter ankom en general med ordre om, at det med at ændre Dannevirke var en komplet misforståelse. Telling sagde efter generalens udtalelse efter sigende "Amen", hvilket han ikke blev populær på. Men Søren Telling blev Dannevirkes redningsmand, og han blev på anlægget som dets inspektør (han kaldte sig "pladshund") frem til sin død i 1968.
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |