|
Simon Andersen
Simon Andersen. Friskyttekaptajn. Bonde fra Toldsager (Tullsagra) i Vester Vram (Västra Vram) sogn i det østlige Skåne. Chef for et af de største friskyttekompagnier under Skånske Krig. Ved den danske hærs landgang i Rå 1676 meldte sig Simon Andersen umiddelbart ind under de danske faner og den 20. februar 1677 erholdt hans friskyttekompagni kongelig fuldmagt at forfølge og nedgøre alle svenskere og svenskvenlige skåninger, hvorhelst de blev påtruffet. Kompagniets hovedsaglige operationsområde var egnene omkring Linderødsås hvor man bl.a. erobrede svenske transporter og opsnappede kurerbreve, vogtede vejene og holdt den danske arme underrettet om hvad de svenske tropper foretog sig. År 1678 vandt kompagniet en strålende sejr over svenskerne i en blodig kamp ved Øster Sønderslev (Östra Sönnarslöv). I september næste år blev kompagniet overført till Sjælland, og i marts 1680 blev det opløst. De sidste optegnelser om Simon Andersen stammer fra Værløse nord for København. I kirkebogen oplyses kort at Simon Andersen i 1680 var fadder ved et barnedåb i sognet. Derefter slutter sporene af Simon Andersen, men i Skåne har man ikke glemt den gamle friskyttekaptajn. Den 2. august 1953 afsløredes uden for hans gamle gård, i dag kaldet Snaphanegården, en mindesten over Simon Andersen og indskriften på stenen lyder: "Simon Snapphane. Friskyttekapten 1676-79. Frejdig frihetskämpe."
Eksterne links
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
|

|